Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Lindegården 19.5.2016
Til pressen
Det strejkende personale på Center Lindegården i Roskilde har i dag besluttet at genoptage arbejdet fra dags dato med stemmerne 80 der sagde nej til at strejke, og 17 der sagde ja til at strejke.
Vi føler, vi er kommet et stykke af vejen. Københavns kommune har afsat et millionbeløb til at forbedre sikkerheden. Det indebærer flere hænder til Lindegården og ikke mindst andre socialpsykiatriske bosteder. Vi mener, at vores fællesskab og sammenhold har gjort en forskel. Vi har fået masser af sympati og tilkendegivelser, som vi er glade for. Vi har fået reaktioner fra kommunen, fra regionerne og fra lokal- og landspolitikere. Og ikke mindst fra beboere, pårørende, andre bosteder, interesserede og tusindvis af andre danskere.
Den, der ikke kæmper, vinder ikke. Og vi har kæmpet.
Kampen er ikke slut. Vi agter at holde kommunen fast på sine løfter om en sikker arbejdsplads, herunder løftet om, at der ikke er syge, misbrugende og livsfarlige personer på vores arbejdsplads. Vi vil løbende følge og drøfte den udvikling, som kommunen har i gang på dette område.
Vi vil også løbende drøfte den utilfredsstillende situation, der stadig ikke er løst, når det gælder samarbejdet mellem kommune og region – mellem behandlingspsykiatri og socialpsykiatri. Nogle personer falder præcis som før ned midt imellem disse systemer. Vi har også kæmpet disse syge og sårbare menneskers sag, og vi vil fortsat kæmpe den indtil politikerne skaber de trygge rammer, der sikrer både beboere og personale.
Vores mål er fortsat en tryg og sikker arbejdsplads.
Nej til flere drab.
Ja til flere hænder og til flere sengepladser i psykiatrien.
Personalet på Lindegårdshusene, Holme og Stubberupgård