Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 3.5.2016:
Voldsepisoder undersøgt: Afslører store problemer
Et casestudie af 10 voldsepisoder på bosteder og forsorgshjem viser, at borgere ofte fejlanbringes. FOA kræver bl.a. flere sengepladser i psykiatrien og mødes tirsdag med to centrale ministre.
Kvælningsforsøg, seksuelle berøringer og krænkende tale. Knivkast, knytnæveslag og trusler om drab. Ny rapport udgivet af Social- og Indenrigsministeriet analyserer 10 voldelige episoder på botilbud og forsorgshjem.
Ifølge Dennis Kristensen, der er forbundsformand i FOA, er en af rapportens opsigtsvækkende informationer, at borgerene i fire ud af ti tilfælde viste sig at være fejlplacerede.
”Vi har netop haft et meget tragisk drab på Lindegåden, hvor personalet forsøgte at indlægge drabsmanden kun få dage før, det gik galt. Det her understreger behovet for fx flere sengepladser i psykiatrien, hvor nogle af de her beboere hører hjemme,” siger Dennis Kristensen.
Rapporten peger også på, at vigtig viden om fx borgernes diagnoser, misbrug og adfærd ikke gives videre fra kommuner, regioner og læger til landets bosteder og forsorgshjem.
Derfor står personalet og mangler viden om de beboere, de modtager, hvilket øger risikoen for voldelige episoder.
”Der foregår et kæmpe svigt af de syge borgere og de medarbejdere, der sættes til at passe på dem. Der er nødt til at være en langt bedre videns- og erfaringsudvikling mellem de forskellige systemer og myndigheder. Ellers er det ren blindebuk at gå på arbejde,” siger Dennis Kristensen.
FOA, Socialpædagogerne, Dansk Socialrådgiverforening og DSR mødes i dag klokken 10:30 med social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) for at drøfte en national handlingsplan mod vold.
”Politikerne sidder på en tikkende bombe. Forholdene i psykiatrien har kostet fem menneskeliv på fire år. Hvis der ikke sker noget nu, er det mere end sandsynligt, at vi vil se en sjette tragedie inden længe,” siger Dennis Kristensen.