Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 23.2.2016:
Ekkofonden indgår overenskomst med LO-forbund
Ekkofonden dropper Det Faglige Hus, og indgår overenskomst med FOA. Meldingen kommer kort efter, at FOA varslede konflikt og blokade.
Ekkofonden har i dag meddelt sine ansatte, at de dropper forhandlingerne med Det Faglige Hus, og tegner overenskomst for sine ansatte med bl.a. FOA.
Det sker få dage efter, at FOA varslede konflikt mod fonden, der bl.a. driver bosteder for udsatte borgere.
”Vi er glade for, at Ekkofonden er meldt ind i en arbejdsgiverforening, som vi har overenskomst med. Det betyder selvfølgelig, at det ikke kommer til konflikt,” siger FOAs forbundsformand, Dennis Kristensen.
I sidste uge afviste Ekkofonden FOAs overenskomstanmodning med henvisning til, at de lå i forhandlinger med Det Faglige Hus. Det har nu ændret sig.
Ekkofonden skriver på sin hjemmeside, at de har rådført sig med Dansk Erhverv Arbejdsgiverforening.
Derfor forventer Ekkofonden snarest, at Dansk Erhverv og FOA mødes for at drøfte indgåelse af en kollektiv overenskomst.
På det socialpædagogiske område meddeler fonden, at de vil tiltræde overenskomsten mellem Danske Erhverv og Socialpædagogisk Landsforbund.
”De meddeler, at de indgår overenskomst med de relevante forbund i LO. Det er en god nyhed. Vi antager, at det gælder samtlige faggrupper, som er repræsenteret,” siger Dennis Kristensen.