Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 1.7.2016:
Usande oplysninger om Ringbo er dybt alvorlige
Det er afgørende, at FOA kan stole på de oplysninger, som Københavns Kommune giver i forbindelse med de ulykkelige sager om drab på bosteder. Ny advokatundersøgelse påpeger usande oplysninger om bl.a. risikovurderinger.
Fire gange påpeger advokatfirmaet Norrbom Vinding kritisable forhold i Københavns Kommunes rolle i kølvandet på Ringbo-sagen, hvor en kvindelig social- og sundhedsassistent blev dræbt i december 2013.
Den nu offentliggjorte advokatundersøgelse fastslår, at socialforvaltningen og topembedsmænd i kommunen i dagene efter drabet gav usande oplysninger om omfanget af risikovurderinger og politianmeldelser.
”Det er dybt alvorligt, fordi det stiller spørgsmål til troværdigheden af de oplysninger, kommunen kommer med. Har man bevidst malet et skønmaleri? Hvis det var tilfældet med Ringbo, hvad er der så sket i forbindelse med marts-drabet på Lindegården?” siger Dennis Kristensen.
Han mødtes i dag for at drøfte disse spørgsmål med socialborgmester Jesper Christensen (S). Tidligere på ugen blev det på baggrund af den dengang fortrolige advokatundersøgelse indskærpet over for embedsværket, at de skal overholde sandhedspligten.
På blot fire år er der sket fem drab på medarbejdere i socialpsykiatrien. Det seneste kostede en 57-årig social- og sundhedsassistent fra Lindegården i Roskilde livet.
”Kritikken af kommunens informationer om sikkerheden på Ringbo skal tages meget alvorlig. Jeg er i dag blevet betrygget af borgmesteren i, at kommunen har lært af de fejl, som blev begået efter drabet for tre år siden. Nu vil vi så studere advokatundersøgelsen nøje.
Vi er nødt til dels at få oplysningerne, dels at kunne stole på de oplysninger, som myndighederne kommer med i disse sager, så gentagelser af voldsepisoder og drab kan forebygges. Det gælder ganske enkelt ansattes liv og sikkerhed,” siger Dennis Kristensen.