Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pressemeddelelse fra LFS 31.10.2016:
Invester i de bemandede legepladser for byens og børnenes skyld
Læste man MetroXpress den 26. og 27. oktober, fik man det indtryk, at de bemandede legepladser i København er en unødvendig luksus, der uden bivirkninger kan spares væk i krisetider.
Udspillet kom fra Jakob Næsager, som er byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti, og omdrejningspunktet i artiklerne var de udgifter, som der naturligvis er ved at drive pædagogisk bemandede legepladser i en storby med børnefamilier, som København er.
Det, der ikke blev nævnt i artiklerne, er, at de bemandede legepladser løfter vigtige opgaver for byens børn og unge, og at de har en særlig rolle i forhold til socialt udsatte børn, som ikke benytter fritidspædagogiske tilbud som skolefritidsordninger, fritidshjem og klubber.
Thomas Enghausen, er formand for Almenområdet i LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, som organiserer det pædagogiske personale på legepladserne, og han siger, at de bemandede legepladser i høj grad løfter og supplerer kommunens øvrige kommunale pædagogiske tilbud:
”De bemandede legepladser er et af de områder, der med fordel kan udvikles og investeres i, så byens børn og unge kan færdes i sikre, trygge og udviklende rammer året rundt. De er et godt, professionelt kvalitetstilbud til byens mange børnefamilier, daginstitutioner, dagplejere og folkeskoler”
LFS Faggruppeudvalg for bemandede legepladser, der repræsenterer alle byens bemandede legepladser supplerer:
”Vi skaber tryghed i et offentligt rum, således at publikum, dvs. børn med eller uden voksne, helst besøger en pædagogisk bemandede legeplads, hvis de kan. Lokalmiljøet kender og anerkender vores tilstedeværelse som absolut positivt og trygheds skabende for legepladserne.”
Jan Ørnskov Schmidt er pædagog på den bemandede legeplads Remisen, og han tilføjer endvidere:
"Vi skaber og ikke mindst samskaber meningsgivende aktivitet på de pædagogisk bemandede legepladser. De pædagogisk bemandede legepladser understøtter i den grad børnenes behov for relations- og venskabsdannelse, hvilket i min optik er yderst fundamentalt og afgørende for en god barndom,” siger Jan Ørnskov Schmidt.
Yderligere oplysninger hos Thomas Enghausen, LFS. Mobil: 30717597