Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pressemeddelelse fra LFS og FOA-SOSU 15. januar 2016:
Medarbejdere på bosteder vælger ikke selv at sidde ved skrivebordet
Politiken bragte fredag 15. januar 2016 en artikelserie om det psykiatriske bosted Sundbygård. Det beskrives, hvordan beboere murer sig inde af angst for misbrugere, mens medarbejderne sidder bag lukkede døre foran computerne.
Artiklerne bygger dels på udtalelser fra beboere og pårørende og dels på den seneste tilsynsrapport fra Socialtilsyn Hovedstaden, som siger, at ”tilbuddets opmærksomhed på dokumentationsarbejdet skygger for tilbuddets pædagogiske arbejde og kerneopgaven…”
Dette er en besynderlig oplevelse for os som de to fagforeninger, der organiserer flertallet af medarbejderne på Sundbygård, nemlig pædagoger og social- og sundhedsassistenter: Vores medlemmer bliver af en offentlig instans, Socialtilsyn Hovedstaden, kritiseret for at udføre dokumentationsarbejde, som kræves af en anden offentlig instans, Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Resultatet er, at de medarbejdere, der har den daglige tætte kontakt med samfundets mest udsatte, bliver syndebukke og hængt ud i medierne.
Politikens dækning af problematikkerne i psykiatrien er stort set sober. Der mangler bare den vinkel, der hedder, at personalet på baggrund af normeringer og den massive dokumentationsbyrde ikke har tid til at udføre den pædagogiske indsats over for den enkelte borger.
Som en tillidsrepræsentant har udtrykt det, føles dokumentationsarbejdet som at være en tømrer, der skal dokumentere hvert søm, han slår i.
Nedenstående liste er eksempler på den dokumentation, der dagligt skal udføres på en institution som Sundbygård:
-
Medarbejderen skal lave opfølgning på hver beboer i datasystemet CSS, hvor der ligger behandlingsplaner og udviklingsplaner
-
Medarbejderen skal for hver beboer ajourføre datasystemet FMK – det fælles medicinkort
-
Medarbejderen skal for hver borger ajourføre og udfylde Forandringskompasset, hvor den enkelte borgers udvikling skal beskrives
-
Medarbejderen skal indrapportere UTH – alle utilsigtede hændelser, der potentielt kan skade beboeren. Det kan være, at man har givet en forkert pille, eller det kan være, at borgeren er kommet hjem fra sygehuset uden journal/medicin
-
Medarbejderen skal dokumentere medicingivning
-
Medarbejderen skal skrive Sundhedsplan for hver beboer
-
Medarbejderen skal arbejde skriftligt med Fokusområder for hver beboer.
-
Medarbejderen skal udfylde refleksionsskemaer for hver beboer
-
Medarbejderen skal i hver vagt udarbejde risikovurderinger for borgere, der er særligt udad reagerende
… og så er der alt det løse. Som eksempel at institutionerne ikke bare er under tilsyn fra det lovpligtige Socialtilsyn. Socialforvaltningen har valgt at doble op med endnu et kontroltilsyn, akkrediteringen, som medfører et stort skriftligt arbejde for medarbejderne.
Dette skal sammenholdes med, at man i den kommunale psykiatri sagtens kan opleve at møde ind i weekendvagt, hvor der er to medarbejdere til 20 beboere, og at man som medarbejder til daglig typisk er ansvarlig for fire beboere.
Hvis en beboer skal til læge eller trænes i selv at tage bussen, får kollegaen så ansvaret for mindst syv beboere den dag.
Samtidig skal dokumentationarbejdet varetages. Så det er ikke svært at regne ud, at der ikke er mange timer til overs til at udfolde den faglighed, som egentlig skulle hjælpe de sårbare borgere til et bedre liv.
Vi har som fagforeninger i årevis været i dialog med Socialforvaltningen i Københavns Kommune om at få reduceret dokumentationsbyrden. Vi ved, at der skal dokumentation til. Men der er gennem årene opstået en underskov af målinger og skemaer og redskaber, og man har aldrig kasseret noget gammelt, når man indførte noget nyt.
Derfor vil vi opfordre forvaltningen til at sætte handling bag ordene i den højt besungne Tillidsreform, som er vedtaget af Københavns Kommune, og som skulle give mere plads til fagligheden og mindre til kontrollen. Vi vil som faglige organisationer gerne være med til at få ryddet op og kun bevare de målinger, der giver mening i arbejdet. Det er for billigt at lade medarbejderne på Sundbygård tage de offentlige smæk.
På vegne af LFS, Hovedstadens største pædagogiske fagforening, Niels Andersen, faglig sekretær
og på vegne af FOA-SOSU, Susanne Winsløw, fællestillidsrepræsentant