Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 1.1.2016:
Har statsministeren glemt den offentlige sektor?
FOA medvirker gerne til den trepartsløsning om flygtninge og arbejdsmarkedet, som statsministeren efterlyste i sin nytårstale. Det skylder vi Danmarks nye medborgere. Det er vigtigt, at f.eks. asylsøgere får muligheden til at forsørge sig selv, mener FOA.
Men de kommende trepartsforhandlinger må nødvendigvis også adressere de meget store udfordringer, som statsminister Lars Løkke Rasmussen sprang over i nytårstalen, siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.
"Desværre sprang statsministeren stort set den offentlige sektor over, og han løftede ikke sløret for, hvad regeringen vil drøfte med fagbevægelsen her i foråret. Jeg er efterhånden ved at blive lidt nervøs for, om regeringen i virkeligheden anser de kommende trepartsforhandlinger for et anliggende alene for det private arbejdsmarked og parterne dér. Det er ikke, hvad der er brug for," siger Dennis Kristensen.
"Danmark skal i fremtiden ikke mindst konkurrere på solide kompetencer hos lønmodtagerne. Og en af forudsætningerne for konkurrence baseret på et højt uddannelsesniveau er en stadig stigende kvalitet i de offentlige velfærds- og serviceydelser. Derfor er tiden moden til at sikre, at velfærdsområderne uddannelsesdækkes. Og derfor bør uddannelse være et kernepunkt i de kommende trepartsdrøftelser," mener Dennis Kristensen.
Statsministeren lovede i sin nytårstale flere private job, erhvervsskattelettelser og personskattelettelser.
"Det er ikke et heldigt signal. Skattelettelser synes stadig at være trylleformularen for regeringen, mens den offentlige sektor lider nød. Statsministeren erklærede den økonomiske krise for død, men velfærd og skattelettelse ser ud til at være lige vigtige for regeringen i en tid, hvor vi har store udfordringer med finansieringen af børnepasning, folkeskole, sygehusvæsen og ældrepleje osv. Det er i mine øjne absurd," siger Dennis Kristensen.