Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 3.8.2016:
Flere frivillige i dagtilbud er ikke vejen frem
Fast og organiseret brug af frivillige i daginstitutionerne løser ikke problemerne med for få voksne til børnene. Sådan lyder vurderingen fra FOA efter børne-og undervisningsminister Ellen Trane Nørbys forslag om flere frivillige i institutionerne.
”Frivillige kan aldrig erstatte det pædagogiske personale i daginstitutionerne.”
Sådan lyder det fra formanden for FOAs pædagogiske sektor, Mogens Bech Madsen.
”Ministeren forestiller sig, at bedsteforældre kan bruges til at læse højt for børnene og til at anrette frokost. Og frivillige unge skal hjælpe børnene med at klatre i træer og spille fodbold. Men det er jo alt sammen pædagogiske opgaver, der har et pædagogisk sigte. Det er opgaver, som på ingen måde kan overlades til tilfældige frivillige,” siger Mogens Bech Madsen.
Han frygter derfor, at ministerens forslag i virkeligheden vil dække over utilstrækkelige normeringer.
”Ministeren foreslår, at man bruger flere frivillige i daginstitutionerne, for at man kan nå længere med de samme ressourcer. Med det indrømmer hun jo nærmest, at normeringen i dag er for ringe til at opfylde den kvalitet, som vi kan forvente af danske daginstitutioner. Brugen af flere frivillige løser derfor ikke problemerne med normeringerne,” siger Mogens Bech Madsen, som undrer sig over, at ministerens udspil kommer op til årets Sorømøde, som netop har fokus på kvalitet i dagtilbud og den reviderede læreplan.
I de kommende år stiger børnetallet blandt de helt små børn markant. Derfor er det ifølge FOA endnu vigtigere, at politikerne slår fast, at kommunerne ikke må erstatte det faste personale med flere frivillige.
”Man kan ikke drive daginstitutioner, hvor fagligheden og kvaliteten er i top og så forvente, at en del af opgaverne skal løses af forskellige frivillige. Det dur hverken i forhold til det faste personale eller i forhold til børnene, der har brug for kendte faste voksne omkring dem og ikke et rend af forskellige frivillige,” siger Mogens Bech Madsen.