Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Åbent brev til Børne- og Ungeudvalget - fra Inst. Stjerneskuddet
Børne- og Ungeudvalget, Københavns Rådhus
30. maj 2010
Kære Børne- og Ungeudvalg.
Vi skriver til jer på grund af de besparelser, som skal findes på vores område. Vi skal i vores institution Stjerneskuddet spare, hvad der svarer til minimum to medarbejdere i 2011.
Stjerneskuddet består en vuggestuegruppe og en børnehavegruppe på hver etage - i alt 4 børnegrupper. Der er tre medarbejdere på hver stue.
Sidste år skulle vi spare en fjerdedel af, hvad vi skal spare i år. Det betød blandt andet, at vi måtte holde op med at servere mælk til børnene, vi måtte droppe den årlige bondegårdstur, vi måtte lukke en time tidligere om fredagen, til forældremøderne deltager kun dele af personalegruppen så vi kan spare afspadseringstimer.
Vi fik sparet uden at fyre personale, men som I kan se ikke uden at ramme børnene. Og så er alt som det plejer at være. Vi løser opgaven, selv om vi år efter år får trukket besparelserne ned over hovedet og skubbet dem hele vejen ned i halsen. Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en god og tryg hverdag for børnene på trods af voldsomt forringede vilkår. For når vi er i det, kan vi ikke bare gå forbi et grædende barn, selv om vi har et barn i hver hånd. Man kan ikke bare vende det blinde øje til, når et barn mistrives. Så vi trøster børnene. Og vi taler med forældrene, når deres børn mistrives.
Vi har fået pålagt ekstra opgaver som for eksempel sprogtest og læreplaner uden at der er fulgt ressourcer med. Tværtimod er vi blevet beskåret. Hvis I trækker mere I elastikken brister den. Vi vil ikke og vi kan ikke mere! Og vi ser de som vores pligt nu at gøre jer opmærksomme på, hvilke konsekvenser jeres afgørelser får for børnene.
Med de kommende besparelser kan vi ikke længere se, hvordan det kan lade sig gøre at fastholde en god og tryg hverdag for børnene. Det er ikke længere muligt at have pædagogikken i fokus. Pædagogikken bliver reduceret til “forsvarlig opbevaring”. Det bliver et spørgsmål om, at vi skal sørge for at skadesminimere frem for at skabe de bedste udviklingsvilkår for fremtidens børn.
Besparelserne vil ramme børn, forældre og personale meget direkte. Nedenfor har vi beskrevet, hvilke opgaver vi ikke længere kan se, hvordan vi skal løse og konsekvenser i øvrigt. Det er både opgaver på det helt lavpraktiske niveau, men også opgaver med langsigtede pædagogiske tiltag.
1. For os er det vigtigt, at støtte børnene i at blive selvhjulpne. Men det kræver, at vi konkret kan støtte og vejlede det enkelte barn. Vi kan ikke se, hvordan vi fremover skal kunne støtte og vejlede det enkelte barn i at tage overtøj på, når vi skal på legepladsen, hvis der kun er to voksne til 12 børn. Vi må fravælge den metode, der udvikler børn til at blive selvhjulpne, til fordel for passiv samlebåndspåklædning. Alternativet er, at vi bliver indenfor.
2. Lige som i alle andre institutioner har vi også børn, der har særlige behov og brug for støtte af vidt forskellig art. Vi kan ikke se, hvordan vi fremover skal hjælpe det 4-årige barn, der kun vil tale derhjemme. Korpset af støttepædagoger er allerede sparet væk. Derfor har vi som sædvanlig måttet “løse opgaven” på stuen. Det er heldigt, at barnet insisterer på voksenkontakt. Et sådant barn er i risiko for ikke at blive set, når vi kun er to voksne på stuen. Så selv om serviceloven faktisk siger, at det pædagogiske personale skal tage udgangspunkt i det enkelte barn, så kan vi ikke se, hvordan vi fremover skal yde den krævede indsats overfor børn med særlige behov.
3. I vores institution er den daglige forældrekontakt en forudsætning for det gode forældresamarbejde. Det er den daglige kontakt der gør, at vi kan fortsætte et frugtbart samarbejde, når der opstår problemer. Men fremover vil den tid personalet har til rådighed i institutionen i langt højere grad være forbeholdt børnene - eller det der efterhånden er blevet kendt som “kerneydelsen”.
Der vil ikke være tid til at tale med forældrene i ydertimerne, da der kun vil være én personale til 12 børn i vuggestuen og 22 børn børnehaven. Derudover giver det ikke længere mening for os som personale at lægge timer til arrangementer som f. eks. den årlige sommerfest, da vi skal have afspadsering for timerne. Det ville være at skyde os selv i foden, fordi det i langt højere grad end tidligere vil være skrøbeligt, når personalet skal afspadsere. Taberne vil være børnene.
4. I Stjerneskuddet har vi tre slags forældresamtaler. Vi har 3 mdr. samtaler, bekymringssamtaler og førskolesamtaler. Ved 3 mdrs. samtalerne, følger vi op på indkøring i vuggestue eller børnehave. Vi afklarer forventninger til hinanden og personalet giver en tilbagemelding på, hvordan barnet har klaret det at starte. Bekymringssamtaler indkalder vi til, når vi ser, at børn mistrives eller deres adfærd ændres markant. Lige præcis bekymringssamtalerne er en af grundstenene i vores pædagogiske arbejde.
Det kan være en meget lang proces for forældre at erkende, at deres barn har det svært. Og det kan kræve mange bekymringssamtaler. Ved bekymringssamtaler deltager altid to personaler fra stuen, fordi det er vigtigt i tilfælde af langtidssygdom hos personalet, at der er to, som har fulgt forløbet helt tæt. Så er der altid én, der kan tage over. Hvis bekymringen fortsætter eller der skal sættes ind overfor problemet er det vigtigt, at der har været to inde over den helt tætte kontakt til forældrene.
Førskolesamtaler afholder vi i efteråret, når der er indskrivning i skolerne for i fællesskab med forældrene at afklare, om barnet skal starte i skole. Det er altafgørende for børnenes skolestart, at forældrene får kvalificeret sparring af det pædagogiske personale, så de kan træffe det rigtige valg om, hvornår barnet skal starte. Vi kan ikke længere se, hvordan vi kan gennemføre nogen af disse forældresamtaler, da der i så fald kun vil være en personale tilbage på stuen til 12 børn i vuggestuen eller 22 børn i børnehaven.
5. Det øgede pres på personalet vil sandsynligvis øge sygefraværet. Indtil nu har vi ved sygdom omrokeret personalet i institutionen, da vi ikke har økonomi til at kalde vikarer ind. Fremover vil vi ved sygdom ikke længere kunne omrokere personale, da der i så fald kun vil være én voksen tilbage på den stue, man tager personalet fra. Og så er vi jo lige vidt. Derfor vil det blive nødvendigt at omrokere børnene i stedet for.
Det vil altså sige, at vi tager børn fra den stue, hvor der er personalemangel og rykker hen på den stue, hvor der (forhåbentlig) ikke mangler personale. Det får den helt konkrete konsekvens, at normeringen bliver dårligere og fører os tilbage til punkt 2 omkring børn med særlige behov. Børnene bliver taberne.
6. På kort sigt frygter vi altså et øget sygefravær på grund af det øgede arbejdspres. I det lange løb frygter vi endnu mere fysisk og psykisk nedslidning af personalet. Det hænger efter vores mening meget dårligt sammen med Københavns Kommunes målsætning om at sænke sygefraværet. Men der er en endnu værre konsekvens af sygefraværet og nedslidningen. Vi ved af erfaring, at når personalet er presset, er der mere skæld-ud og sidste ende er det igen børnene der taber.
7. Den stramme økonomi og mangelen på personale vil have den konsekvens, at vi umuligt kan sende folk på efteruddannelse.
Vi så meget gerne, at Børne- og Ungeudvalget lagde en strategi med fokus på kvalitetsgaranti frem for pasningsgaranti. Vi er udmærket klar over, at kommunerne er hårdt pressede og at en stor del af grunden skal findes i regeringens nulvækst-politik, skattestoppet og et ekstremt børneboom. Men det er meget vigtigt for os at fortælle jer, hvilke konsekvenser vi ser, besparelserne vil få. For det første fordi, I så får mulighed for at træffe afgørelser på et ordentligt oplyst grundlag. For det andet fordi, at I er vores øverste politiske organ.
Vi sender derfor denne kritik til jer. Hvis I ikke mener, at forvaltningens økonomiske situation er noget, I politikere kan tage ansvar for, så mener vi, at I bør sende aben videre til dem, der efter jeres mening bør tage ansvaret. Som det er nu bliver afgørelser vedrørende besparelser truffet centralt, men ansvaret ligger lokalt. Det er os på gulvet, der står med det tunge ansvar for fremtidens voksne. Det kan vi ikke længere. Vi kan ikke bære ansvaret for de store nedskæringer, I pålægger os. Derfor bør I også tage os alvorligt og lytte til os når vi fortæller jer hvilke konsekvenser de kommende besparelser får.
Vi vil meget gerne uddybe yderligere og I er meget velkomne til at kontakte os.
Med venlig hilsen
Personalet i Stjerneskuddet