Høringssvar til oplægget

” Læsepolitik for Københavns Kommune”

Til
Børne- og Ungeforvaltningen
Direktionssekretariatet
Rådhuset
1599 København V.

10.12.2007

Høringssvar til oplægget ” Læsepolitik for Københavns Kommune”

LFS vil hermed skriftligt tilkendegive vores svar på oplægget ”Læsepolitik for Københavns Kommune” – et projekt i Faglighed for Alle.

LFS har i forbindelse med vores høringssvar til oplægget ”Faglighed for Alle” d. 9.6.2006 kritiseret at Faglighed for Alle er et børne- og ungdomspolitisk forkert spor, der ikke forholder sig til, hvad et godt børneliv er.

Den politiske brug af PISA-data og -resultater til at gennemføre markante ændringer i Københavns Kommunens børne- og ungdomspolitiske spor er problematisk. Ikke kun for oplevet og levet liv for børn og unge i de Københavnske institutioner, - men også for den pædagogiske faglighed og praksis.

Faglighed for Alle er udtryk for et kulturkonservativt og traditionelt børnesyn. Den ensidige fokus på ”fagligheden” risikerer at virke modsat hensigten og skabe endnu større skel og ulighed mellem ressourcestærke og ressourcesvage børn og unge.

Udkast til ”Læsepolitik for Københavns Kommune” følger i PISA-sporet, hvor politikerne griber en videnskabelig analyse, vinkler den, selv udlæggerteksten for offentligheden – og gennemfører de politiske tiltag som passer ind i vinklingen.

Begreber som sprogstimulering, sprogtestning, sprogscreening, sprogtilegnelse og sproglig bevidsthed er kommet på den politiske, og dermed på den pædagogiske, dagsorden.

Det fremstilles som selvfølgeligt, at der er noget rivende galt med børns sprog og sproglige udvikling. Politikerne på Københavns Rådhus og Faglighed for Alle taler om, at 25 % af alle børn i de københavnske daginstitutioner har sprogproblemer.

Deres læsefærdigheder skal styrkes fordi det politisk er blevet besluttet at de er for dårlige, - gennem f. eks sprogtest af alle 3- og 5-årige. Tendensen er klar, - mere og tidligere skole, mere tilrettelæggelse af formaliserede læreprocesser ud fra gennemprøvede metoder, flere screeninger, mere test, mere disciplin og kontrol.

Det strukturalistiske sprogsyn – et problematisk sprogsyn

Udkast til ”Læsepolitik i Københavns Kommune” har udgangspunkt i et strukturalistisk og konservativt sprogsyn. hvor sproget ses som et system af grammatik, syntaks, fonetik mv., der bedst læres i formaliserede læreprocesser. Det strukturalistiske sprogsyn forholder sig kun til barnets og sprogets enkeltelementer.

Den pædagogiske viden og indsigt har et alternativ til det uvidenskabelige strukturalistiske sprogsyn. Det er lige del lyst og nødvendighed, der får børn til at kæfte op og dermed erobre et større og større sprogligt repertoire. De gør det med liv og legende lyst uden at det er nødvendigt at sætte dem til det, endsige lære dem det. De gør det fordi det er en livsnødvendighed.

Den gennemgående tankegang er, at børn snarere erobrer sprog ved at imitere, eksperimentere med og bruge deres sprog end gennem formaliserede læreprocesser, der tager udgangspunkt i sprogteoriens enkelte elementer.

I ”Faglighed for Alle” og projektet ”Læsepolitik i Københavns Kommune” opfattes et hjørne af sproget som hele sproget. Dermed ses der bort fra, at børns sproglige udvikling og mestring heraf er et komplekst spørgsmål, som omfatter forældrenes sociale og uddannelsesmæssige baggrund og den verbalisering der foregår i barnets sociale omgivelser (note: Tosprogede børn i det danske samfund, Martha Sif Karrebæk (red.), Hans Reitzels Forlag, 2006).

LFS vil gerne slå fast at hverken vedtagelse af en ”læsepolitik”, sprogtest eller sprogscreening vil bryde den ”sociale arv”. Den ”sociale arv” er bestemt af de sociale ulighedsstrukturer som er et resultat af et klassedelt samfund. Det viser utallige videnskabelige undersøgelser.

Politikerne og Københavns kommune kunne med fordel indgå i en konstruktiv faglig og saglig dialog med de pædagogiske faglige organisationer og det pædagogisk personale om at styrke børn og unges lyst til at ”kæfte op”.

LFS vil gerne indgå i konstruktiv dialog om hvordan København Kommune styrker det pædagogiske personales bevidsthed om ”sproget som værktøj og legetøj”. For at kunne støtte og stimulere andres sprogudvikling må det pædagogiske personale have oparbejdet en sproglig følsomhed, dvs. en bevidsthed om og erfaring med sprogets muligheder og begrænsninger.

Læsepolitik giver ingen mening i daginstitutioner og fritidshjem

En læsepolitik på 0-6 års- og på fritidshjemsområdet giver ingen mening, og er et udtryk for den manglende videnskabelige, faglige og pædagogiske indsigt som – desværre igen – præger de børne- og ungepolitiske udspil i Københavns Kommune.

Det er lige præcis her vi bliver bekymrede for dette forslag.

Forslaget lider under at være så detaljeret udformet, at det støder imod, i stedet for at spille sammen med alle de andre gode intentioner, som i forvejen er udtrykt i ovennævnte Børne- og Ungepolitik, perspektivplaner, målsætninger og de enkelte institutioners virksomhedsplaner.

Problemet med det foreslåede er derfor både at detaljeringsgraden er alt for høj og at det giver mere bureaukratisering, i en situation hvor de fleste er enige om at der er brug for mindre. Hvis afbureaukratiseringen skal kunne tages alvorligt, er den foreslåede læsepolitik desværre et godt eksempel på, hvad det er der godt kan undværes. I øvrigt har institutionerne allerede i dag i deres virksomhedsplaner beskrevet, hvordan de vil arbejde med sproglig udvikling.

Derfor er forslaget også et udtryk for den systematiske diskvalificering som desværre også er et resultat af Faglighed for Alle. Hvor viden om og kendskabet til det pædagogiske arbejde og den pædagogiske faglighed tilsidesættes. I stedet sættes der mere lid til ”modeloverførelser” fra USA og England og deres kulturkonservative skolepolitik.

Logikken i udkastet ”Læsepolitik i Københavns Kommune” er den sammen som udfolder sig omkring sprogtest af alle 5-årige. Detaljeringen i læsepolitikken fordrer, at der først skal ansættes læsekonsulenter, som så skal skrive handleplaner for de enkelte institutioner. De skal så i samarbejde med forældrebestyrelserne beskrive hvordan de vil arbejde med læsning og sproglig udvikling. Og med alle de ressourcer, dette arbejde kræver, er der endnu ikke et eneste barn, der har mærket nogen som helst forskel, andet end at de involverede medarbejdere og forældre, har været endnu mere fraværende. Fordi ressourcerne bruges væk fra dem, der i virkeligheden har brug for dem.

Det politiske krav om, at børnene skal være skoleparate til at modtage undervisning og honorere de nye politiske krav om læsning, regning og stavning, er LFS grundlæggende uenig i. Understøttelse af barnets udviklingspotentialer handler ikke om at gøre barnet parat til skolen – men om at gøre skolen parat til modtagelse af barnet.

Hvis det pædagogiske personale skal gøre barnet parat til skolen ud fra logikken i PISA og det kulturkonservative børnesyn, vil daginstitutionens værdi alene blive målt på et snævert læringsbegreb og på skolens præmisser. LFS mener, at et langt mere visionært perspektiv ville være at gøre skolen børneparat.

Lektielæsning i fritidshjem er spild af tid

Omfattende ny forskning viser entydigt at vi skal droppe lektierne, fordi der ikke er belæg for, at det gavner indlæringen. Mest entydigt viser forskningen, at lektier ikke nytter noget i de små klasser. Tværtimod viser forskningen, at lektier ikke blot er spild af tid, men også har en lang række negative sider ved lektierne – blandt andet de mange timer om ugen, der kunne være brugt til noget meningsfuldt f.eks. at lege. Det ødelægger børnenes engagement, når de bliver stopfodret med opgaver og vil fjerne ”fritiden” og børnenes legetid i det fritidspædagogiske rum som er livsnødvendigt for at skolen skal lykkes for alle børn, uanset deres sociale baggrund.

Afslutningsvis vil LFS udtrykke sin stærkere reservation mod at politikerne vedtager udkastet til ”Læsepolitik for Københavns Kommune”. Vi frygter med rette at en læsepolitik hurtigt kan ende i en læsekanon for hele det pædagogiske område.

• LFS opfordrer Politikerne og Københavns kommune til at indgå i en konstruktiv faglig og saglig dialog med de pædagogiske faglige organisationer og det pædagogisk personale om at styrke børn og unges lyst til at ”kæfte op”.
• LFS vil gerne indgå i konstruktiv dialog om hvordan København Kommune styrker det pædagogiske personales bevidsthed om ”sproget som værktøj og legetøj”. For at kunne støtte og stimulere andres sprogudvikling må det pædagogiske personale have oparbejdet en sproglig følsomhed, dvs. en bevidsthed om og erfaring med sprogets muligheder og begrænsninger.

Med venlig hilsen

p.v.a LFS

Jan Hoby
forretningsudvalgsmedlem i LFS