Høringssvar:

Mangfoldighed i Københavns dagtilbud

Til
Familie – og Arbejdsmarkedsforvaltningen
Børnepasning og sundhed
Bernstorffsgade 17, 4.sal
1592 København V

Mærket: Mangfoldighed i Københavns dagtilbud

efterår 2006

Høringssvar til plan for udviklingsarbejdet: Mangfoldighed i Københavns dagtilbud

Indledning: Processen må gå om!

LFS - Landsforeningen For Socialpædagoger takker hermed for muligheden for gennem et høringssvar at deltage i processen omkring udformningen af København Kommunes ønsker om at skabe en by, hvor der er rummelighed og anerkendelse af alle børn. Uanset deres køn, race og klasse.

Indledningsvis vil LFS udtrykke stor betænkelighed overfor selve projektet. Bag de gode intentioner rejser der sig en række problemstillinger, som overhovedet ikke er belyst økonomisk og personalemæssigt. Der er endvidere problemstillinger der ikke kan findes pædagogisk, videnskabeligt eller evidensbaseret forsknings belæg for! LFS mener at børn er børn, uanset deres sociale, kulturelle og kønsmæssige baggrund!

LFS afviser enhver tanke om at understøtte initiativer, som gennem frivillige eller tvangsmæssige foranstaltninger skal sikre en anderledes fordelingspolitik af børn med arabisk, afrikansk og muslimsk baggrund. Det er primært forældrenes uddannelsesniveau og sociale betingelser og ikke børnenes etniske oprindelse, der influerer på, hvordan børn klarer sig i daginstitutionen og skolen.

LFS er stærkt bekymret over talemåderne om etnisk minoritetskultur i almindelighed og muslimsk kultur i særdeleshed

For LFS rejser spørgsmålet sig, om forslaget til mangfoldighed i Københavns dagtilbud er et forsøg på at udligne forskelle mellem étsprogede og monokulturelle majoritetsbørn og tosprogede og tokulturelle minoritetsbørn ved hjælp af dansk-sprogstimulerende aktiviteter? Det er LFS opfattelse at forskellene mellem disse børn forsat vil bestå – ligesom der forsat er forskelle indbydes mellem danske børn og minoritetsbørn. Når forskellene består, er det hverken fordi minoritetsbørnene og deres familier bevidst modarbejder ethvert forsøg på at blive fordanskede, - mange af dem yder faktisk en kæmpe indsats for at blive så danske som muligt og tale sproget uden accent.

Minoritetsbørnene tilhører ikke en uforanderlig og kollektivistisk kultur med en ”islamisk overbygning”. Den muslimske kultur og især den rolle familien spiller for børn og unge er forskellig fra hovedtrækkene i den moderne danske kultur. At påstå, at den muslimske kultur ikke forandrer sig i takt med, at minoriteterne bliver mere synlige og aktive i det omgivende samfund, har ikke hold i virkeligheden!

Københavns Kommunes forslag viser, at kvantificering og spredning i sig selv bliver dagsordensættende på bekostning af fagligheden – uden at det siges tydeligt. Det viser, at forslaget er tænkt inden for rammerne af en forståelse af andetsprogstilegnelse, hvor man tror, at andetsprogstilegnelse er noget midlertidigt og afgrænset, der kan håndteres ved tidlig eller fremskudt undervisning og sprogstimulering.

Ny Proces!

LFS ønsker at udtrykke en klar anbefaling af, at processen omkring udarbejdelse af udviklingsarbejdet: Mangfoldighed i Københavns dagtilbud går om fordi:

• Der har ikke været en seriøs inddragelse af de involverede institutioner og ledere.
• Der er ikke skabt økonomisk sikkerhed for institutionerne og de ansatte i projektet.
• Der er ikke skabt et økonomisk grundlag inden projektet går i gang. Hvem skal finanser ”tomme” sprogpladser? Institutionerne eller forvaltningen? Hvor længe kan en plads være tom før den konverteres?
• Der lægges op til en ensretning af institutionernes personalemæssige kompetenceudvikling.
• Grundlaget for projektet bygger ikke på pædagogisk, videnskabelig eller evidensbaseret forsknings indsigt og viden.
• Der lægges op til strukturelle løsninger på sociale problemstillinger. Den ”symbolske vold” som ønskes benyttet overfor familier med arabisk og afrikansk baggrund i projektet, - er ikke et demokratisk og inkluderende samfund værdigt.
• Frit valgs ordningen som det politisk niveau har i fokus, sættes ud af kraft. Der bliver mere ”frit valg” for nogle forældre, end andre.
• Der iværksættes et stort organisatoriske og bureaukratisk system. Som økonomisk og ressourcemæssigt kunne bruges langt mere hensigtsmæssigt.

LFS foreslår i stedet, at politikerne beslutter sig for at lade processen indgå i en ny demokratisk proces, der helt naturligt sikrer, at alle interesseparter (bl.a. de faglige organisationer, praksismedarbejdere, forældre og særlige videnspersoner) inddrages fra en start. I en sådan proces vil alle parter opnå et medejerskab af et visionært udviklingsarbejde der kan sikre en reel integration; gennem anerkendelse og respekt. Hvilket kun kan betyde en positiv gevinst for Københavns Kommune.

Hvilke børn taler Københavns Kommune om?

Københavns Kommune har brugt Danmarks Statistik til at finde indvandrerandelen af befolkningen i bydelen. LFS finde denne metode helt uacceptabel! Man bruger betegnelsen ”indvandrer”, men den passer ikke! Både svenskere, franskmænd og amerikanere er ”indvandrer”. Og det er ikke dem Københavns Kommune snakker om! Der bliver også henvist til ”de etniske”. Men det gælder heller ikke, - vi er alle etniske. Begrebet ”de tosprogede” bliver også brugt. Men mange børn som er tosprogede, - mestrer at tale to sprog! De har derfor ikke brug for en særlig pædagogiske og sprogstimulerende indsats.

Problemet med mange af dem som bliver benævnt ”de tosprogede”, er at de netop ikke er tosprogede. De taler for dårligt dansk. Det bør være den gruppe af børn, som kommer fra socialt og økonomisk dårligt stillede hjem som målrettes en særlig pædagogiske og sprogstimulerende indsats.

Københavns Kommune vælger i sit udspil ”Mangfoldighed i Københavns dagtilbud” at slå alle børn fra de ”etniske minoritetsgrupper” i hartkorn med hinanden. Uanset deres forældres besiddelse af sociale og kulturelle kapitaler. Dermed sker der en utilsigtede etniske, kulturel og sociale stigmatisering af børnene og deres familier.

Sprogsordninger og sprogstimulering i daginstitutioner – Tosprogede børns grundvilkår og forskellige opfattelser af dansktilegnelse

Tosprogede børn lever i deres opvækst med to sprog, hvor deres modersmål i mange tilfælde dominerer den hjemlige livsverden og dansk er det sprog de møder uden for hjemmet. Derfor vil de tosprogede børn tilegne sig, opleve, fortolke og emotionelt forankre store dele af deres oplevelser og deres omverden på og via deres modersmål.

Mange andre dele af deres erfaringer i den danske offentlighed vil blive erfaret og oplevet på dansk efterhånden, som dette sprog udvikler sig i stigende kontakt med danskere i formelle og uformelle samværssituationer. Intensiteten og omfanget af samspillet mellem kulturer og sprog vil naturligvis variere med barnets alder og de livssituationer, det indgår i.

Dette er et grundvilkår, der ikke kan ændres på, uanset hvor tidligt de tosprogede børn møder dansk i daginstitutioner og gennem sprogstimuleringstilbud. Og man kan forestille sig hvilken ringe kommunikation, der ville udvikle sig i hjemmet mellem barn og forældre, hvis barnet udelukkende kunne benytte sig af dansk i kommunikationen til deres primære voksenkontakter, forældrene, og hvilken afmagt disse ville opleve ved at skulle opdrage deres børn på et sprog som de ikke behersker på mange områder.

Tosprogetheden er således et grundvilkår, og måden de to sprog med- eller modarbejder hinanden på i barnets opvækst er meget afhængig af, hvorledes de vigtige voksne omkring barnet i forskellige sociale felter samarbejder om barnets sproglige udvikling.

Det er vigtigt at være opmærksom på forskellige forståelser af tilegnelsen af dansk som andetsprog, hvor man kan tale både om en selvstændig sproglig udvikling hos det enkelte barn generelt set, og om en udvikling af andetsproget som mere domænebestemte sproglige færdigheder i relation til tilegnelsen af bestemte sociale, kulturelle og – i daginstitutionssammenhæng – faglige kompetencer.

Det er klart, at der er overlap og udveksling mellem disse to måder at se og vurdere sprogtilegnelse på, og de inviterer på hver sin måde til forskellige former for commont-sense betragtninger.

Københavns Kommune må derfor gøre sig klart, at der er nogle bestemte grundvilkår for tosprogede børn som er anderledes end for etsprogede i et samfund, hvor daginstitutions - og skolesystemet er lagt til rette for at møde de etsprogede børns forudsætninger.

Den mest almindelige misforståelse vedrørende andetsprogstilegnelse består i at tro, at man kan udstyre de tosprogede børn med et færdigt og alderssvarende sprog før skolestart og dernæst forvente, at de uden videre kan følge et normalt skoleforløb, eventuelt med forskellige former for støtteundervisning.

Denne forståelse har ført til en høj grad af satsning på fremskudt sprogindlæring via daginstitutioner og sprogstimuleringstilbud for tosprogede småbørn, - det har ført til udvikling af basisundervisning i form af modtageklasseundervisning i indskolingen (eller på mellemtrinnet og i udskolingen for børn og unge, der ankommer til landet senere i deres skoleforløb). Disse undervisningstilbud suppleres med forskellige former for sprogstøtte undervejs i skoleforløbet, når man har opdaget at de sproglige færdigheder ikke var tilstrækkelige.

LFS vil gerne understrege vigtigheden af, at tosprogede børn tidligt møder det danske sprog i daginstitutioner og sprogstimuleringstilbud, og at der forefindes forskellige former for sprogstøtte. LFS’ kritik retter sig ikke mod forekomsten og udviklingen af disse pædagogiske og sprogstimulerings tiltag i sig selv.

LFS’ kritik går på det fordelingspolitiske udsyn som lægger til grund for ”Mangfoldighed i Københavns dagtilbud”. LFS ser hellere, at man gennem en nednormering af gruppestørrelserne i vuggestuerne og børnehaverne, samt opnormering af det pædagogiske personale ville kunne nå en meget mere inkluderende og anerkendende indsat både i forhold til børnenes og deres forældre.

Forholdet til EU-retten, Den europæiske Menneskerettighedskonvention og FN-konventionen

LFS mener, at Københavns Kommune er på kant med de internationale menneskehedsrettigheds konventioner!

Realiseringen af det forslået projekt indebærer forskelsbehandling på grundlag af manglende danskkundskaber, og kan falde ind under begrebet forskelsbehandling på grundlag af sprog, national eller etnisk oprindelse, og at såvel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder indeholder næsten enslydende forbud mod diskrimination på dette grundlag. LFS erkender, at forskelsbehandling ikke altid er diskrimination.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention åbner mulighed for forskelsbehandling:

a) hvis der foreligger en saglig begrundelse for forskelsbehandlingen, og

b) hvis der er proportionalitet mellem mål og midler.

FN-konventionen kan acceptere forskelsbehandling:
a) hvis den sker for at sikre tilfredsstillende fremgang for visse etniske grupper eller enkeltpersoner, der har behov for den beskyttelse, som måtte være nødvendig for at sikre sådanne grupper eller enkeltpersoner lige ret til at nyde eller udøve menneskerettigheder,

b) hvis de særlige foranstaltninger ikke medfører opretholdelse af særskilte rettigheder for forskellige racegrupper,

c) hvis de opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt – for derefter at blive afskaffet.

Sammen understøtter disse konventioner således, at man kan acceptere en tilsidesættelse af almene rettigheder – og dermed gennemføre en fordeling af tosprogede børn i daginstitutioner og skoler –hvis man kan godtgøre:

a) at børnene har en reel og faglig velbegrundet mulighed for at opnå fremskridt, som de ellers ikke ville kunne – og dermed få en generelt forbedret (ligestillet) situation gennem spredning;

b) at forholdet mellem mål (forbedrede danskkundskaber og bedre indlæring) set i relation til midlet (fordeling, ophævelse af frit skolevalg mv.) er acceptabelt (stor gevinst i relation til lille krænkelse),

c) at forholdet for det enkelte barn og gruppen kun opretholdes, indtil målet er nået (dvs. der kræves en omhyggelig, løbende faglig supervision).

Konventionernes argumentation for at fravige et alment ligestillingsprincip handler således om at begrunde positiv særbehandling eller ”affirmative action”. Det skal derfor være evident eller overbevisende argumenteret, at de etniske minoriteter fra en særlig udsat position får direkte gavn af den pågældende foranstaltning.

Det mener LFS ikke der er tale om i forhold til situationen i København. LFS mener heller ikke at Københavns Kommune med sit projekt formår at sandsynliggøre dette i sin begrundelse for projektets gennemførelse.

De Københavnske daginstitutioner vil være i stand til at kunne sikre de politisk ønskede målsætninger om bedre social, kulturel og sproglige integration for de børn og deres familier som i dag er ekskluderet og marginaliseret fra fællesskabet på grund af deres sociale situation. Hvis og såfremt der fra politisk side er et reelt ønske om afsættes de nødvendige økonomiske, pædagogiske og personalemæssige ressourcer.

Konklusion

• LFS deler den grundlæggende bekymring for nogle etniske minoritetsbørns manglende succes i skolen. De problemstillinger, som vi ikke kan løse i pædagogikken og i undervisningen, møder vi senere i forstærket form i social- og kriminalforsorgen. Derfor skal der ske en øget social og pædagogiske indsat, - men gennem dialog, ligeværd og anerkendelse sikre en større grad af integration.
• LFS deler ikke det synspunkt, at der kan være gode faglige og pædagogiske grunde til at fordele børn med anden etnisk baggrund, for at fremme en god læring.
• LFS mener, at forslaget overvejende skriver sig ind i en spredningsdiskussion om tosprogede børn, der ikke er fagligt funderede og derfor risikerer at vedligeholde den marginalisering, som vi har været vidne til gennem de sidste tyve år. Gennem den foreslåede form for spredning vil dette blot blive mindre synligt i de enkelte institutioner, men ikke ændre væsentligt ved marginaliseringsprocessen og de senere skoleresultaterne for disse børn.
• LFS mener, at der er behov for at udbygge de elementer i forslaget, der direkte henviser til udviklet ekspertise, der er sprogpædagogisk velfunderet.
• LFS mener, at økonomien for hele projektet hviler på et meget usikkert grundlag. Der er en stor risiko for, at det pædagogiske område kommer til at stå med hele regningen.

Med venlig hilsen
på vegne af LFS

Jan Hoby

Forretningsudvalgsmedlem i LFS
Rosenvængets Alle 16
2100 København Ø
Telefon 46 97 16 38
Mobil 30 94 81 42
Mail jaho@foa.dk