Til
Børne- og Ungeforvaltningen
Sekretariatet
Rådhuset
1599 København V
Tirsdag den 29. maj 2007
Høringssvar om
afvikling og omstrukturering af fritidshjem og –klubber
Hermed følger LFS’ svar på forslaget vedrørende ovennævnte, behandlet på Børne- og ungdomsudvalgets møde, den 28. marts 2007.
Som det fremgår af ”Beslutningsprotokol fra ordinært møde onsdag den 28. marts 2007, pkt. 10 Afvikling og omstrukturering af fritidshjem og -klubber” har forvaltningen indledningsvis haft drøftelser om forslagene med BUPL, LFS og de berørte paraplyorganisationer.
Dette initiativ om tidlig inddragelse har vi rost, fordi det giver mulighed for at opfange og inddrage flere elementer i helhedsbetragtningerne, forslag og beslutninger kommer til at bygge på.
Ligesom det kan være med til at inddrage overvejelser, der hidtil ikke er fremkommet, blot ved at se på de rent økonomiske og strukturelle forhold. Principielt mener vi at tidlig inddragelse er konstruktivt og godt.
Det skal imidlertid hertil siges at det fremadrettet vil være mere hensigtsmæssigt om sådanne drøftelser ikke foretages i et samlet forum af faglige organisationer og paraplyorganisationer. Men at sådanne møder med fordel, i forhold til åbenhed, kan afholdes særskilt.
Helhedsvurdering
De overordnede principper som fremgår af sagsfremstillingen tager afsæt i den enkelte institution og det synes som om lokalområdets generelle forhold lades ude af syne, i nogle af de forslag der er skitseret.
LFS er tilhængere af at der tænkes i helheder og gerne i løsninger der måske ikke lige springer i øjnene, hvis disse er bedre, også på længere sigt.
En måde at sikre det på er ved at lægge op til dialog og tillidsfuld inddragelse af det berørte personale, eventuelt i form af en lokal proces om løsningsforslag. Den del lader noget tilbage at ønske, hvilket er ærgerligt da det samtidig er vores opfattelse at der rundt omkring på institutionerne findes mange konstruktive og gode løsningsforslag.
Alene det forhold, at det har store opgavemæssige, pædagogiske og personalemæssige konsekvenser, når der er tale om institutionslukninger og nednormeringer, kunne ellers inspirere til at denne inddragelse generelt blev mere forsøgt.
LFS er af den opfattelse at det er en fælles betragtning, at vi skal have mest muligt for de ressourcer, der bruges på området. Forstået som at der skal være den kapacitet, der er behov for, i en forsvarlig kvalitet. Og at denne kvalitet bedst skabes i tæt dialog, med tillid til dem, der skal udføre opgaverne. Men en præmis for den enkelte institution er at det er med skyldig hensyntagen til helheden. Præmissen for forvaltningen er så at sikre balancen mellem den enkelte institutions tarv og helhedens tarv.
Dette er bl.a. udtrykt i intentionerne bag de nuværende budgetmodeller og det vil det også være i den kommende. Der skal både søges balance på overfladen, på forvaltnings og distriktsniveau, og når der dykkes ned på institutionsniveau.
Disse forslags ærinde er at optimere/rationalisere brugen af de fysiske rammer og det er i sig selv fornuftigt. Men når de anførte kriterier så forholdsvist snævert koncentrer sig om den enkelte institution, som det her er tilfældet, er det kun et konstruktivt hensyn, så længe at det ikke kolliderer med en samlet helhedsvurdering i det pågældende lokalområde. Der skal kort sagt være sammenhæng mellem mål og metode. Den samlede helhedsvurdering og kapacitetstilpasnings planlægning for de enkelte lokalområder er her fundamentale præmisser.
Det er imidlertid overordentligt vanskeligt i denne sagsfremstilling at efterspore en sammenhæng mellem vurderingen af det samlede behov for mangfoldige tilbud i de konkrete lokalområder og en gennemarbejdet plan for hvordan dette kan skabes via de foreslåede løsninger. Årsagen er muligvis at der ikke er tænkt på denne sammenhæng, eller at sådanne gennemarbejdede planer ikke er udgangspunktet for kapacitetsdiskussionerne, fordi disse alene baserer sig på økonomiske rationaler, og i visse tilfælde på de tilfældige omstændigheder institutionerne er havnet i.
Der synes at mangle denne kobling mellem hvad det er for en mangfoldighed og kvalitet der ønskes og så hvilke strukturer og betingelser for arbejdet, der kræves for at opfylde disse ønsker.
Opgaven i centrum
Den opgave som disse fritidspædagogiske institutioner er skabt til at løse, er at tiltrække og inkluderer alle børn og unge. At spille en vigtig rolle, når det gælder forebyggelse, rummelighed, integration, anerkendelse og dannelse af børn og unge, samt at hjælpe børn og unge med særlige behov for omsorg og støtte i deres udvikling.
Dette tænkes sikret ved at undgå at de unge gik på gaderne, men netop søgte disse institutioner, med forankring i lokalområdet og som på forskellig vis havde stor erfaring i at arbejde med områdets børn og unge. Det er svært at se hvordan denne del af arbejdet er til godeset i de nævnte forslag. Det der sker i praksis er vel også nærmest det modsatte, når der er tale om nedlæggelse af pladser.
En anden mulighed var at opprioritere rekrutteringsindsatsen og gøre de fritidspædagogiske tilbud mere attraktive, mangfoldige og rummelige.
Dette kunne som tidligere nævnt foregå i form af en lokal proces som oplæg til en dialog om eventuelle løsninger. Dette ville ydermere være et rigtigt godt supplement til den tidlige inddragelse af paraply- og faglige organisationer.
LFS har tidligere bl.a. i høringssvaret til ”Faglighed for Alle” udtrykt bekymring for det fritidspædagogiske element. Både når det gælder den pædagogiske praksis og fritidsinstitutionen som dagtilbud.
Grundlæggende har fritidsinstitutioner som selvstændige enheder deres egen berettigelse og værdi. Ikke mindst i den flydende modernitet er nogle kontinuerlige sociale frie rum utroligt vigtige i børn og unges hverdag. Dette forandres ikke af at der samtidig skal optimeres på driften. Kunsten er at få dette til at forenes.
Prognoseusikkerhed
Forslagene bygger i et vist omfang på et generelt usikkert prognose grundlag. Ligesom der er stor usikkerhed om de nuværende brugeres mobilitet, i forbindelse med af flytning af institution. Det må samtidig være et rimeligt krav at stille til kapacitetsændringer i institutionenerne, at disse er velbegrundede og veldokumenterede.
Herudover er det væsentligt at henlede opmærksomheden på at der kan gøre sig særlige lokale forhold gældende. Her tænkes på områder hvor der er gjort en ekstraordinær målrettet rekrutteringsindsats, eksempelvis omkring Skansebjerg, og hvor effekten af dette arbejde pt. er usikkert og derfor også skaber usikkerhed om fremtidige behov.
Det er ikke anført hvordan prognoserne er fremkommet og hvornår tallene, for eksempelvis ledige pladser, er fra. Et faktum er at har været umuligt eller vanskeligt at forholde sig til talgrundlaget, især for de institutioner, der ikke har kunnet genkende det, og dermed med denne del af grundlaget yderst mangelfuldt og usikkert.
Konkrete forhold, konkrete forhandlinger
Vi vil allerede nu gøre opmærksom på, at vi begærer forhandling i forhold til de områder, der vil få konsekvenser for vores medlemmers arbejds- og ansættelsesvilkår.
Det at tage afsæt i driftssituationen, sådan som det er tilfældet i nogle at disse institutioner, giver det problem at det bringer institutionerne i et krydspres. Dilemmaet er at de ved at være åbne om driftsproblemer og søger bistand, samtidig øger risikoen for at blive omstruktureret eller nedlagt. Det er et farligt dilemma for hele området, hvis det ses som generelt princip.
Hertil kommer de generelle forbehold: Hvor egnede er lokalerne? Skelnes der mellem grupperum, depoter, gangarealer, fællesrum etc.? Kan der være de børn, der kan påstås at kunne være? Bliver nedlukningen af lokaler, fulgt af nedlukningen af pladser? Gælder særlige forhold, eksempelvis hvad har lokalerne tidligere været brugt til? Kendes fremtidige behov og der der taget højde for det?
Til disse forbehold gælder naturligvis, at disse forudsættes opfyldt eller besvaret positivt.
LFS er samtidig af den principielle opfattelse at opsigelsesvarslet for driftsoverenskomsterne for de selvejende institutioner giver skævhed i incitamentsstrukturen og mulighederne for implementeringen. Hvilket LFS finder yderst problematisk, også for fremtidige struktur- og kapacitetstiltag.
Institutionerne
Skansebjerg
LFS mener at forinden der kan træffes beslutning om dette foreslag bør foreligge et veldokumenteret grundlag.
LFS mener der kunne være bedre muligheder, hvis lokalområdet blev tænkt ”større” end i det skitserede forslag, bl.a. omfattende området omkring Brønshøj Torv. Så kunne der findes mere langsigtede løsninger, særligt i forhold til klubtilbudet i lokalområdet. Det er umiddelbart fornuftigt at foreslå nedlæggelsen af de adskilte lokaler, særligt når institutionens personalemæssige situation, ved naturlig afgang, pt. kunne passe sammen med den kommende struktur.
Men det tilbagestår uklart hvordan lokalområdets behov udvikler sig, lige som mere langtidsholdbare løsninger, mht. typen af pladser, på tværs af de forskellige institutioner omkring skolen synes uprøvede. Sidst men ikke mindst ville det være ærgerligt at have afhændet lokaler, man senere kunne gå hen og få brug for, hvis rekrutteringsindsatsen overrasker positivt.
Livjægerhuset
LFS mener at forinden der kan træffes beslutning om dette foreslag bør foreligge et veldokumenteret grundlag.
Det er umiddelbart fornuftigt at foreslå nedlæggelse og salg af de adskilte lokaler. Men det rejser en række ubesvarede spørgsmål. Der synes ikke i forslaget at være taget højde for at forinden lokaler kan tages i brug eller ændre formål, forudsættes at der er foretaget endokumenterbar undersøgelse af lokalernes egnethed.
Ikke kun med hensyn til størrelse, anvendelse, men også i forhold til arbejdssikkerhed, herunder tidligere anvendelse i det omfang det er relevant, adgangsforhold etc. Nogle af de lokaler der tænkes brugt som grupperum, har tidligere fungeret som tandlægeklinik, andre er kældre og kviste.
Der har hidtil ikke været enighed om hvor store de tiltænkte lokaler rent faktisk er og dermed hvor mange børn og unge der er plads til. Dette skal også ses i forhold til at institutionen tidligere er blevet opnormeret. Dette er selvsagt afgørende for om forslaget hænger sammen. Der er fra forældre side været rejst kritik af at klasser med forslaget vil blive spredt.
Tranen
LFS tager indstillingen til efterretning.
Henriksgården
LFS tager indstillingen til efteretning. Løsninger hvor klubdelen kan bevares bør overvejes.
Da der i lokalområdet er ønsker om at bevare klubben i de nuværende rammer, bl.a. med begrundelsen at de næppe vil benytte et klubtilbud på Lykkebo, bør denne mulighed overvejes.
Ry 27
LFS mener at Ry 27 bør bevares.
Ry 27 er et godt tilbud til såvel unge, der ellers ville gå på gaderne, som den gruppe af unge mellem 18 og 23 år, som institutionen har en aftale med distriktet om kan benytte 20% (svarende til 12) af institutionens pladser, ved at de forsætter i klubben efter det fyldte 18. år. Denne aftale er muligvis også grunden til at de fremtræder som havende tomme pladser. Jævnfør tidligere omtalte usikkerhed om talgrundlaget, er dette dog tvivlsomt. Det skønnes at der både er behov for og søgning til klubben, hvilket stemmer med deres egen opfattelse.
Klub 47
LFS mener at Klub 47 bør bevares.
Klub 47 er sammen med kommunen i gang med en på flere niveauer krævende proces for at ændre tilbuddet til et almindeligt klubtilbud. Man har haft tradition for at finde gode, men utraditionelle løsninger bl.a. driftmæssigt samarbejde med den lokale tai-bokseklub, metropol for musikinteresserede børn og unge, særligt inden for rap-scenen, ligesom Ry 27 har man ligeledes kunnet fastholde en gruppe unge over 18 år…etc.
Alt sammen tiltag der har krævet meget pædagogisk, fagligt og personalemæssigt, men som synes at have genskabt klubben, som et ikke kun historisk og særligt, men også som et godt og vigtigt tilbud.
Sundholmsvej
LFS tager indstillingen om flytning fra Sundholmsvej til efterretning. Løsninger hvor klubdelen kan bevares og flyttes med bør overvejes.
Det er fornuftigt at foreslå udnyttelsen af lokalerne på skolen, når dette kan være med til at skabe et mere stabilt driftsgrundlag og fremover sikre den pædagogiske kvalitet for fritidshjemmet. Fritidshjemmet har imidlertid kunnet fastholde de unge, så de blev i klubdelen og har dermed fungeret som rekrutteringsgrundlag for klubben. Med forslaget om at nedlægge og flytte klubdelen tilbagestår dette som uløst, hvorfor LFS ønsker at blive inddraget i hvordan dette kommer til at foregå. Her tænkes bl.a. på hvordan de nuværende medarbejderes erfaringer kan videreføres.
Med venlig hilsen
Jan Hoby
forretningsudvalgsmedlem i LFS