Det blev et fælles ja til OK24
Det blev et stort ja til OK24 på det kommunale område.
To-tredjedele af de 420.000 offentligt ansatte i den kommunale sektor brugte deres stemme, og ja-procenten var på hele 87,2.
Også i FOA var stemmeprocenten tårnhøj. 67,07 procent oversteg rekorden på 65 procent i 2018, hvor overenskomstforhandlingerne var tæt på at lande i konflikt, og 82,3 procent stemte ja, mens 17,7 procent stemte nej.
LFS endte som den lokale fagforening i FOA med den næsthøjeste stemmeprocent på 69,76 procent. Ja- og nej-procenterne i de lokale fagforeninger er endnu ikke offentliggjort.
Det kommer ikke bag på LFS-formand Kirsten Gunvor Løth, at urafstemningen endte ud med et markant ja blandt forbundene i Forhandlingsfællesskabet.
”Det var forventeligt. Flertallet af de øvrige fagforeninger har anbefalet et ja og har markedsført overenskomstresultatet som en sejr for fagbevægelsen. LFS er så overhovedet ikke enige. Vores lavestlønnede medlemmer – og de øvrige lavtlønnede på det offentlige område – er blevet totalt skoldet af den her overenskomst og får ikke engang lønstigninger, der modsvarer deres reallønsfald siden 2022,” siger Kirsten Gunvor Løth.