Kære medlem af dagplejeområdet i LFS
Du skal inden for de kommende uger beslutte dig for, om du vil stemme for eller imod den nye dagplejeoverenskomst.
Jeg har besluttet mig for at stemme nej, og det er for at forklare baggrunden for det, at jeg sender dette brev.
Jeg er utilfreds med den samlede ramme, det vil sige, hvor mange penge finansministeren har givet os at forhandle om. Din løn kommer til at stige 6,51 procent, og det betyder for en helt almindelig dagplejer i eget hjem en lønstigning på ca. 2600 kroner om måneden, når alt er udmøntet om to år. For dagplejere uden for eget hjem, er lønstigningen på sølle 2300 kroner om måneden. Er du ansat i flerbørnsdagplejen, ved vi faktisk ikke engang, hvad du kommer til at stige med endnu, for det afhænger af vores forhandlinger med Københavns Kommune, men vi forventer, at det vil ligne resultaterne for dagplejere uden for eget hjem.
Økonomer er allerede ude og sige, at lønstigningen ikke engang matcher de prisstigninger, der er resultatet af krigen i Ukraine. Det er en decideret skandale, at komme ud af en overenskomstperiode med et kæmpe inflationsunderskud, som ikke bliver indhentet i den nye overenskomst.
Jeg er meget skuffet over, at det ikke lykkedes at få vores lønstigninger i kroner og ører i stedet for procenter. For det ville have givet meget mere til vores faggruppe, som er en af de lavestlønnede. Direktøren for Børne- og Ungdomsforvaltningen i København er kommunalt ansat lige som os og stiger derfor også 6,51 procent i løn. Det giver ham en månedlig lønstigning på 10.297 kroner.
Resultatet af fornyelsen af seniorordningen er en fuser. Vi har hele tiden vidst, seniorordningen skulle ændres, for den er i færd med at kvæle dagplejen indefra. Men jeg havde ikke forudset, at seniorordningen ville blive erstattet udelukkende af muligheder og ingen rettigheder; i hvert fald på den del, der handler om belastning ved gæstebørn. Der er i stedet kommet nogle kontante bonusordninger i det tilfælde, at mulighederne i ordningen ikke kan lade sig gøre af driftshensyn. Det er ikke kontante bonusordninger, jeg har hørt dagplejerne efterspørge. Tværtimod. Det altoverskyggende har været muligheden for at sige nej tak til at blive ringet op om morgenen med meldingen om, at man skal modtage akutte gæstebørn. Nej tak til 5. barnet har også fyldt meget. Og i den nye overenskomst kan man ikke sige nej, medmindre man har ledelsens ord for, at det ikke kan lade sig gøre i ens dagpleje. Der vil kun være den rettighed tilbage, at man som 65-årig kan sige nej til 5. barnet. Det er en voldsom forringelse.
Det har været gode tanker bag det nye gæstevederlagssystem. Idéen om at sprede gæstebørnene mere ud mellem alle dagplejerne er fornuftig. På den måde slider vi mindst muligt på alle. Funktionstillægget på 4000 kroner årligt i 00-niveau, svarer til ca. 500 kroner om måneden i nutidskroner. Det modtager alle dagplejere i eget hjem, når den nye overenskomst træder i kraft. De 500 kroner per måned skal betale for alle gæstebørn på 1. til 4. pladsen. Nogle dagplejere er vant til at have rigtig mange gæstebørn om året. Nogle har måske kun et gæstebarn årligt. Det kan for eksempel være i kommuner med gæstehus. Jeg kan godt forstå, hvis man tænker, det er en uretfærdig fordeling af pengene.
Min drøm var, at den nye overenskomst skulle sætte fuld fart på rekruttering i dagplejen. Men jeg har meget svært ved at se, hvad der skulle få nogen til at tænke: ”Nu skal jeg være dagplejer! Der er væsentligt forbedrede vilkår og løn som fortjent for de mange arbejdstimer!”
Derfor har jeg besluttet mig for at stemme nej. Jeg håber meget, at du bruger din stemme – uanset om du vælger at stemme ja eller nej, for det er et vigtigt signal til både arbejdsgiverne og til vores forbund, at vi tager stilling.
Vil du læse mere og beregne din egen løn med vores lønberegner, kan du gå ind på www.lfs.dk/15926.
Bedste hilsner
Natascha Steen
Formand for Dagplejeområdet i LFS
30 94 81 44