LFS’er udfordrer forbundsformand Mona Striib
”Det handler om social indignation. Vi er som fagbevægelse nødt til at have mere kant,” siger Diana W. R. Jensen, klyngeleder i København og medlem af hovedbestyrelsen i LFS og Ledersektionsbestyrelsen. Hun stiller op som modkandidat til den siddende formand Mona Striib, når FOAs 581 delegerede mødes til kongres den 21. til 23. november 2023.
Diana W. R. Jensen er 63 år gammel og uddannet pædagog, og hun synes, det er dybt ulykkeligt, at hun gennem det meste af sit voksenliv har kunnet se samfundsudviklingen gå den forkerte vej.
”Uligheden i samfundet stiger, og kløfterne bliver dybere. Mit mål er, at FOA, som en vigtig del af fagbevægelsen, skal træde i karakter i stedet for bare at gøre, som vi plejer,” siger Diana W. R. Jensen, der peger på traditionen for, at overenskomstaftale lønstigninger udløses i procenter frem for i kroner og ører.
”Det har betydet, at de højst lønnede hver eneste gang har fået mere end de lavest lønnede, og det har gjort de lavtlønnede velfærdsprofessioner til den økonomiske underklasse. Vi er som forbund nødt til at gå langt mere offensivt ind i den kamp,” siger Diana W. R. Jensen, der generelt efterlyser mere kant og en skarpere profil fra FOA:
”Jeg mangler den politiske og sociale indignation. Både i forhold til vores mange lavtlønnede medlemmer, deres arbejdsvilkår – og de mange udsatte grupper, de arbejder med. Forbundet har en vigtig politisk og mediemæssig platform, som, jeg mener, i meget højere grad skal bruges til at sætte uligheden på den politiske dagsorden. Forbundet skal gå ind samfundsdebatten om, hvordan samfundets ressourcer bruges -som eksempelvis nu, hvor kommunerne igen skal skære på velfærden, mens regeringen vil have skattelettelser.”
Diana W. R. Jensen ved, at det er svært at stille op mod en siddende formand.
”Jeg er ikke urealistisk, men jeg er nødt til at handle på min indignation. OK24 er meget afgørende for, hvad der kommer til at ske fremover, og FOA skal blive meget mere tydelig,” siger Diana W. R. Jensen.
/alst