Daginstitutionernes Hverdag 2022: Flere og flere børn mistrives.
Analysevirksomheden Bureau 2000 har netop færdiggjort den seneste rapport i undersøgelsesrækken Daginstitutionernes Hverdag, som FOA har
gennemført siden 2010.
2022-undersøgelsen sætter særligt fokus på forhold omkring børnenes trivsel, og undersøgelsen bekræfter, at flere og flere børn mistrives.
Hele 14 procent af medarbejderne vurderer, at der er børn i deres gruppe der giver anledning til bekymring om mistrivsel, heraf angiver knap halvdelen, at børnene viser klare tegn på mistrivsel. Et flertal blandt ledere og medarbejdere vurderer, at der er flere børn i mistrivsel end for 5 år siden.
To hovedårsager til, at flere børn der mistrives, er ifølge lederne og medarbejderne, at der er for få voksne i daginstitutionen, og at der er for mange børn med store udfordringer, der søges integreret. Godt halvdelen svarer desuden, at flere børn har tegn på ADHD, autisme m.v.
Hovedresultater:
• I gennemsnit vurderer medarbejderne, at 14 pct. af børnene i deres børnegruppe viser tegn, der giver anledning til bekymring om mistrivsel. Knap halvdelen heraf (6,6 pct.) viser klare tegn på mistrivsel, vurderer medarbejderne.
• 56 pct. af lederne og 60 pct. af medarbejderne mener, der er flere børn med tegn på mistrivsel i dag end for 5 år siden. Kun 3 pct. mener, der er færre børn med tegn på mistrivsel.
• Blandt de ledere og medarbejdere, der mener, der er sket en stigning i antallet af børn, der viser tegn på mistrivsel, angiver 74 pct. af medarbejderne og 67 pct. af lederne, at der er sket en ændring i, hvilke børn, der mistrives. De angiver, at børn i mistrivsel i dag ses i alle sociale lag, ikke kun i udsatte familier.
• Der er flere børn med tegn på mistrivsel i institutioner, der ligger i socialt boligbyggeri og i institutioner med mange børn, der kun bor med den ene af deres forældre, mange familier på overførselsindkomst og mange børn med anden etnicitet end dansk. De pågældende institutioner får dog kun i beskedent omfang ekstra bemanding.
• Blandt medarbejdernes forklaringer på den stigende mistrivsel blandt børn er tre hovedårsager: For få voksne i daginstitutionen (74 pct.), at forældre har en presset hverdag (73 pct.) og at der er for mange børn med store udfordringer, der søges inkluderet på almenområdet (72 pct.). De tre årsager, som flest ledere peger på, er forældrenes pressede hverdag (83 pct.), flere børn med diagnoser/tegn på ADHD, autisme mv. (66 pct.) og for få voksne i institutionen (60 pct.).
• 31 pct. af medarbejderne oplever dagligt eller næsten dagligt, at der er enkeltbørn, der har så store trivselsmæssige udfordringer, at det gør det svært at få børnegruppens hverdag til at fungere. Yderligere 19 pct. oplever det en eller flere gange om ugen.
• 63 pct. af medarbejdere har oplevet, at en mangelfuld indsats i forhold til børn, der mistrives, påvirker deres og det øvrige personales trivsel negativt.
• 62 pct. af medarbejderne er helt eller delvist enige i, at de ikke har ressourcer til at følge de enkelte børn så systematisk, som de gerne ville. Og 51 pct. angiver, at der er risiko for at ”stille børn”, der mistrives, overses.
• 37 pct. af medarbejderne og 29 pct. af lederne mener, at børnegrupperne er for store til, at de og deres kolleger får tilstrækkelig indføling med det enkelte barn.