LFS-medlem kåret som velfærdstalent 2022
Jacob Vase Mikkelsen troede, at han skulle til et kedeligt økonomimøde, da hann mødte ind på job den 19. april. Så overraskelsen og glæden var stor, da han i stedet fik at vide, at han er udvalgt som et af de i alt 100 talenter, som PenSam og FOA kårer til Velfærdens Talent 100 2022.
"Det føles da helt vildt, at jeg bliver anerkendt for noget, som jeg oplever helt naturligt - jeg passer jo bare mit arbejde," sagde Jacob Vase Mikkelsen, som er pædagog ved fritidsinstitutionen ved Vesterbro Ny Skole.
Han indrømmer, at han fik lidt våde øjne, da han læste indstillingen fra hans leder Henrik Schroeder Nielsen. Denne skriver blandt andet:
"Jacob er en virkelig dygtig pædagog, og han brænder for børn og forældre og han er hele tiden på udkik efter, hvordan vi gør en positiv forskel (...) Jeg er Jacobs leder i det daglige, men har desværre siden oktober 21 været deltidssygemeldt med en dum diskusprolaps i nakken. Det er en stor fornøjelse for mig at se, hvordan Jacob som konstitueret leder helt naturligt går ind i alle former for ledelsesopgaver og på den måde både sørger for sikker og udviklende drift, men også betrygger mig i, at jeg godt kan tillade mig at lade min sygdom tage den tid, den nu tager. Jeg vil derfor indstille Jacob som et stort ledertalent, og vil i den forbindelse også nævne Jacobs menneskelige kvaliteter. Jacob er en meget åben og ligefrem person, der tydeligt præciserer egne holdninger og strategier i forhold til, hvordan vi sammen skaber den bedste hverdag for børnene. Jacob er en holdspiller, han forsøger at spille alle gode, og han er en god lytter og dialogpartner."
Det var Mads Alslev Jürgensen fra FOA og FTR Vibeke Jensen fra LFS, der havde fornøjelsen af at overraske Jacob, der nu er inviteret til fejring på Christiansborg den 16. maj.