Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Det er ikke en stor arbejdsmængde, som giver depression, det er en uretfærdig chef
En ny dansk undersøgelse viser at det først og fremmest er følelsen af at blive uretfærdigt behandlet af sin chef, der gør folk deprimerede.
Det er slet ikke et stort arbejdspres, som giver ansatte ude på arbejdspladserne en depression. Det er derimod oplevelsen af at man bliver uretfærdigt behandlet.
Man kan med andre ord sagtens have et meget stort arbejdspres uden af den grund at blive deprimeret. Føler man sig derimod uretfærdigt behandlet af ledelsen, så er risikoen for depression langt større.
Det er konklusionen i en ny stor undersøgelse lavet af en række hospitaler i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, skriver videnskab.dk
Retfærdighed er at blive hørt og behandlet ens
Medarbejderes oplevelse af retfærdighed handler bl.a. om følelsen af at blive hørt af sin leder, og følelsen af at alle bliver behandlet ens og med respekt.
Det forebyggende arbejde bør derfor i højere grad sætte fokus på en lederstil med dialog og respekt, og en organisation med klare arbejdsgange.
Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer fra 4.500 offentligt ansatte foruden en lang række interviews. Desuden er mængden af stresshormonet kortisol målt hos deltagerne.
Resultatet er for nylig offentliggjort i tre forskellige artikler i de videnskabelige tidsskrifter Occupational and Environmental Medicine, psychoneuroendocrhinology og Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.