Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Må jeg udtale mig til pressen?
Af Merete Nielsen, FOA, 25.3.2013
Det er mange FOA-medlemmer i tvivl om, viser ny undersøgelse. Få styr på dine rettigheder.
Næsten halvdelen af FOAs medlemmer er usikre på, om de må udtale sig til pressen om forhold på deres arbejdsplads.
Det viser ny medlemsundersøgelse om ytringsfrihed. Her svarer 47 procent, at deres tavshedspligt gør, at de ikke kan udtale sig til pressen eller andre uden for deres arbejdsplads om forhold på deres arbejdsplads.
Og lige så mange svarer, at de skal give deres leder besked, inden de udtaler sig pressen. Begge dele er forkert.
Udtal dig som privatperson
• Når du udtaler dig som privatperson, har din ledelse ingen ret til at begrænse din ytringsfrihed.
• Du har pligt til at gøre opmærksom på, at det, du siger, er din personlige holdning.
• Hvis du bliver interviewet til tv i uniform, eller du i forbindelse med din udtalelse anvender din arbejdstitel eller oplyser dit arbejdssted, er det ekstra vigtigt, at du understreger, at du udtaler dig på egne og ikke arbejdspladsens vegne.
Inden du går til pressen
Selv om din leder ikke kan begrænse din ytringsfrihed, når du udtaler dig som privatperson, har FOA af hensyn til arbejdsklimaet en række anbefalinger, inden du går til pressen:
• Tag en snak med din leder om dine eventuelle kritiske holdninger eller forslag til forandringer.
• Snak med dine kolleger, tillidsrepræsentant og/eller arbejdsmiljørepræsentant om de forhold, du synes er kritisable.
• Præciser i artiklen, læserbrevet eller dine udtalelser til pressen, at du ikke udtaler dig på vegne af din arbejdsplads, men som privatperson.
• Sørg for at de faktuelle oplysninger, du giver, er korrekte, og ikke er underlagt tavshedspligten.
Læs mere
i pjecen ’Sig det højt – gør det fagligt’, som kan downloades på www.foa.dk/sigdet