Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA til ministre: Behov for national voldshandleplan
Sikkerheden for offentligt ansatte skal styrkes markant. Derfor har FOA netop sendt et brev til sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren.
Her foreslår fagforbundet, at man sammen laver en national handleplan, som forebygger vold og skaber et trygt arbejdsmiljø.
Af: Søren Olufsen, FOA, 6.12.2013
Vold og trusler er i stigende grad en del af dagligdagen på bosteder, døgninstitutioner og i hjemmeplejen. Mandag blev en 37-årig social-og sundhedsassistent dræbt af en psykisk syg beboer på Bocenteret Ringbo i Hovedstaden.
FOA har flere gange rettet henvendelse til regeringen på grund af den negative udvikling, og i et brev sendt i dag opfordrer fagforbundet sundhedsminister Astrid Krag (SF) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til at samarbejde om en national voldshandleplan.
”Det er helt nødvendigt, at der bliver skabt sikkerhed og tryghed for både beboere og medarbejdere på udsatte arbejdspladser i hele landet,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA, og fortsætter:
”Vi kan se, at rigtig mange er berørt af vold og trusler i dagligdagen, og det ender nogle gange meget alvorligt. Det er simpelthen ikke i orden. Derfor opfordrer vi nu ministrene til at samarbejde om at lave en national voldshandleplan.”
Sikkerhed før økonomi
Forbundsformanden peger på, at psykiatrien og social-og sundhedsområdet er hårdt ramt på grund af besparelser og nedlæggelse af sengepladser.
”Medarbejderne arbejder med nogle af samfundets svageste, som vi burde tage allerbedst hånd om. Men på grund af en ofte meget presset økonomi, så bliver sikkerheden tilsidesat. Der er brug for, at vi får lavet nogle klare retningslinjer, som er med til at sikre det voldsfrie arbejdsmiljø. Økonomi og budgetter må aldrig komme før menneskers sikkerhed,” siger Dennis Kristensen.
I brevet til ministrene foreslår FOA, at en national voldshandleplan kan indeholde følgende punkter:
- En kvalitetssikret uddannelse i voldsforebyggelse til både medarbejdere og ledere.
- En ny bekendtgørelse om forebyggelse af arbejdsrelateret vold, der fastslår, at ingen skal arbejde alene, når der er risiko for vold.
- Lokale forsøg med henblik på styrkelse af samarbejdet mellem retspsykiatri, ambulant psykiatri og stationær psykiatri.
- Lovsikret ret til gratis kvalificeret hjælp til ofre for vold og trusler.
- Et projekt om at udbrede erfaringer og skabe ny viden om patient- og brugerinddragelse.
- Et projekt om et læringsnetværk med fokus på forebyggelse af vold.
- En national database til registrering af vold.