Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Februar 2013
Kære Borgmester og kommunalbestyrelse
Brug valgåret til at vende krise til fremgang – til at skabe optimisme frem for pessimisme
I 2011 brugte kommunerne 5,7 mia. kr. mindre på service, end der var budgetteret med. Kommunerne ser ud til at fortsætte i samme spor. De holder på pengene og bruger samlet set mindre end aftalt.
Regeringen regner med, at det offentlige vil bruge 8 mia. kr. mindre end budgetteret i 2012 – hvilket primært skal ses i lyset af kommunernes foreløbige regnskabstal. Det skriver Finansministeriet i sin budgetoversigt fra december.
Beskæftigelsen i landets kommuner er faldet med mere end 30.000 siden 2009. Samtidig ser arbejdsløsheden i Danmark ud til fortsat at stige i 2013.
AE-rådet har beregnet, at hvis det offentlige i 2011 bare havde brugt de penge, der var i budgetterne, så havde vi ikke haft nedgang i beskæftigelsen, men faktisk en fremgang i beskæftigelsen i Danmark.
Den offentlige sektor er en afgørende forudsætning for at skabe vækst og fremgang i den private sektor og i samfundet som helhed, ikke mindst i den nuværende lavkonjunktur.
Det offentlige bør gå forrest for at få vendt skuden – fra pessimisme til optimisme.
Hvis det offentlige – og her især kommunerne – anvender de penge, der er aftalt, så kunne man godt få et løft på 15.000-20.000 stillinger i 2013. I økonomiaftalen for 2013 har regeringen aftalt med KL, at der er penge til at finansiere de aftalte serviceudgifter.
Vi vil derfor opfordre landets kommunalpolitikere og borgmestre til at tage situationen alvorligt. Se ud over de kortsigtede besparelser og tag et medansvar for at få gang i væksten igen og få vendt beskæftigelsesnedgang til beskæftigelsesfremgang i valgåret. Vær med til at anvende de servicerammer, der er udstukket for 2013, så vi kan få vendt krise til fremgang.
Med venlig hilsen