Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 1.12.2014:
Akademikerlønnen i kommunerne stikker af
En DJØF’er fik i gennemsnit 3.130 kr. mere om måneden i årene fra 2011 til 2014. En SUSU-hjælper måtte nøjes med 1.245 kr. De lavtlønnede må prioriteres højt i de kommende overenskomstforhandlinger, mener FOA.
Med et højt uddannelsesniveau følger en høj løn, men bør den høje løn stige hurtigere end den lave? Nej, mener FOA, men det er ikke desto mindre tilfældet for de kommunale lønninger i perioden fra august 2011 til august 2014.
I den periode har en kommunalt ansat jurist eller økonom i gennemsnit fået en lønstigning på 3.130 kroner om måneden. En sosu-hjælper har kun set 1.245 ekstra kroner – før skat vel at mærke.
”Det er desværre ikke overraskende, at vi atter engang kan se toppen stikke af med lønstigningerne, og det kalder i den grad på en mere solidarisk lønpolitik.
Tallene viser, at kommunerne værdsætter arbejdet bag computeren højere end arbejdet hos de ældre og børnene, men det bør vi samlet kæmpe imod, ” udtaler FOA’s forbundsformand Dennis Kristensen.
Til foråret skal ansatte i kommuner, regioner og staten have nye overenskomster. FOA mener ikke, at den skæve lønudvikling kan accepteres.
DJØF’erne har nemlig fået en gennemsnitslig lønstigning på 8,4 procent mens sosu-hjælperne gik 5,4 procent op, det under den samlede lønstigning for alle kommunalt ansatte, som lå på 5,8 procent i de tre år.
”Jeg har fuld forståelse for, at akademikerne også forventer resultater af deres fagforbund, men hvis ikke lønrelationerne skal blive helt skævvredne må vi gøre noget under de kommende overenskomstforhandlinger,” siger Dennis Kristensen.