Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 13.3.2014:
Nye beregninger: Kommuner gemmer velfærds-penge
For tredje år i træk har kommunerne brugt mindre på velfærd end planlagt. I alt brugte kommunerne sidste år næsten 5 milliarder kroner mindre, end de havde budgetteret med. Det viser beregninger fra FOA på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik.
Endnu en gang har kommunerne valgt at skære unødigt ned på hjemmehjælpen, børnehaverne og skolerne. Kommunerne bruger nemlig stadig ikke de penge, de budgetterer med til velfærd. I 2013 brugte kommunerne i alt 4,9 milliarder kroner mindre, end de havde planlagt. Året før var billedet det samme. Men det er fuldstændig grotesk at spare mere på den borgernære velfærd, end budgetterne tillader, mener FOAs formand.
"Alle kan se og mærke, at der er skåret kraftigt ned på velfærden i løbet af de seneste år. Derfor er det da fuldstændig vanvittigt, at kommunerne nu for tredje år i træk vælger at lade være med at bruge de penge, de ellers har sat af til hjemmepleje, børnepasning og folkeskoler, siger Dennis Kristensen.
Der er i dag godt 35.000 færre ansatte i kommunerne end for fem år siden. Og samtidig fortsætter antallet af ældre med at stige. Men FOAs beregninger viser, at kommunerne kunne oprette 10-15.000 nye stillinger, hvis de brugte de penge, de havde budgetteret med til offentlig service.
"Man kan ikke afskedige tusindevis af medarbejdere i kommunerne, uden at det kan mærkes hos borgerne. Men det er nedskæringer, som kommunerne foretager uden at være nødt til det,” siger Dennis Kristensen og fortsætter:
”Jeg forstår ikke, hvordan regeringen kan blive ved med at tillade, at kommunerne ikke bruger de aftalte penge på bedre velfærd. I stedet for at afskedige og indføre ansættelsesstop burde kommunerne da bruge pengene på at genansatte nogle af de tusindevis, der er blevet afskediget uden grund. Det ville da for alvor give mere vækst.”