Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 14.11.2015:
Minister må sætte sine folk på plads
Ankestyrelsen sidder på hænderne. Tusindevis kan have sygedagpenge til gode.
Tusindevis af mennesker kan have sygedagpenge til gode, fordi deres sager er blevet forkert behandlet. Men Ankestyrelsen vurderer, at det vil være for besværligt at finde frem til sagerne.
Så de forurettede får kun deres penge, hvis de selv sørger for, at sagerne bliver gentaget. Det fremgår af en ny principafgørelse fra Ankestyrelsen, der møder kraftig kritik fra fagbundet FOA.
”Det er fuldstændigt utilstedeligt. Beskæftigelsesministeren må sætte sine folk på plads. Det er en regulær skandale, at man selv skal opdage, at man er blevet snydt,” siger næstformand i FOA Mona Striib.
Ankestyrelsens principafgørelse kommer i kølvandet på, at Højesteret i en principiel sag ført af 3F slog fast, at kommunen ikke kan stoppe sygedagpenge før kommunen har sendt en afgørelse til borgeren.
Tidligere stoppede sygedagpengene automatisk ved varighedsbegrænsningens udløb efter 22 uger, eller når en forlængelse af sygedagpengene udløb.
I tilfælde hvor afgørelsen viser sig at være forkert, er den syge nu berettiget til sygedagpenge, indtil der er truffet en korrekt afgørelse i sagen.
Det vil sige, at de syge danskere skal have sygedagpenge i perioden, hvor deres sager blev behandlet.
Det er mørketal, hvor mange mennesker, der kan have sygedagpenge til gode. I 2014 var der knap 6.000 sager om stop af sygedagpenge ifølge Ankestyrelsens statistik, og hver 5. blev ændret.
Når den fastsatte forældelsesfrist hedder tre år, anslår FOA at omkring 3.500 danskere kan sidde med en sag, der kan udløse sygedagpenge-udbetaling på alt fra to dage til et års sygedagpenge.
Dermed handler det om et meget stort millionbeløb, som folk er blevet snydt for.
Ankestyrelsen opfordrer bl.a. fagforeningerne til at orientere deres medlemmer og organisationer om ændringerne, men FOAs næstformand påpeger, at den afgørende indsats skal komme fra Ankestyrelsen.
”Når en klokkeklar dom fra Højesteret medfører, at Ankestyrelsen ændrer sin praksis, bør de også rydde op. De kan se hvilke sager, det drejer sig om. For folk med en fagforening er der hjælp at hente. Men folk, der var så syge, at de fx overgik til kontanthjælp og meldte sig ud af fagforeningen. De er dårligt stillet,” siger Mona Striib.