Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 1.5.2015:
Nulskatteydere bør diskvalificeres i det offentlige
Det er uacceptabelt, at virksomheder, der tjener penge på velfærd, ikke selv vil bidrage med skattekroner til velfærden. Det siger FOA-formand Dennis Kristensen i sin tale 1. maj.
Er man kvalificeret til at varetage offentlige opgaver og tjene penge på det offentlige, når man ikke betaler skat?
Det mener FOA ikke. Forbundsformand Dennis Kristensen retter i sin 1. maj tale et skarpt angreb mod den sociale dumping, der vinder mere og mere indpas - nu også i den offentlige sektor.
"Det burde være helt uacceptabelt, at de, der tjener penge på velfærd, ikke selv vil bidrage med skattekroner til velfærden. Ja - vi er da for dumme, når vi ikke kræver skattebetaling som forudsætning for at levere til stat, kommuner og regioner," siger Dennis Kristensen i sin tale.
Der er en række eksempler fra flere brancher på manglende skattebetaling – også i den danske ældrepleje.
Dennis Kristensen taler fredag morgen på Frederiksberg - og fredag eftermiddag i Aalborg og Hjørring. I 1. maj talen retter han en indtrængende appel om at undgå social dumping i det offentlige.
"Udlicitering har nu gennem årtier ført til et ræs mod bunden i offentlige rengøringsopgaver. Betalt af de ansatte gennem lav løn og ringere arbejdsvilkår. Nu gentager historien sig i ældreplejen," mener Dennis Kristensen.
"Vi ser en prisdumping, der både udkonkurrerer overenskomstdækkede private firmaer og kommunale ældreplejer. Også her er det starten på et ræs mod bunden med pres på løn- og arbejdsvilkår og med et stigende antal konkurser blandt private plejefirmaer. En af de seneste er plejefirmaet Kærkommen, som ellers hørte til de større i branchen."
"Samtidig ser vi private firmaer, der leverer til det offentlige uden at betale skat i Danmark. Det er helt uacceptabelt, at de, der tjener penge på velfærd, ikke selv vil bidrage med skattekroner til velfærden," mener Dennis Kristensen.