Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 12.2.2015:
Ny knivepisode må sætte fokus på manglende sikerhed
En ny dramatisk kniv-episode, denne gang på det psykiatriske bosted Kærhuset i Lemvig bør føre til politisk handling. Hvorfor skal vi stadig vente på en handlingsplan mod vold mod offentligt ansatte, spørger FOA.
Kniv-episoden i Lemvig fandt sted onsdag eftermiddag på bostedet Kærhuset, hvor ansatte blev knivtruet, og en beboer blev stukket flere gange med kniv af en anden beboer. Offeret meldes i dag uden for livsfare.
”I FOA er vi oprørte, når vi nu igen hører om den stærkt ubehagelige cocktail af knive og beboere med blandingsmisbrug og sindslidelser. Det er dybt rystende at erfare, at kommunen faktisk har varslet, at omsorgspersonalet om natten skal skæres ned til en enkelt nattevagt på bostedet Kærhuset. Hvad tænker såkaldt ansvarlige politikere på,” spørger FOA-formand Dennis Kristensen.
Helt op i regeringstoppen har der været en erkendelse at, at der bør handles bl.a. på baggrund af de dybt tragiske knivdrab på offentligt ansatte på Blåkærgård, på Ringbo og på Saxenhøj.
”Det vil der med tiden komme et rejsehold ud af. Men ellers har jeg indtryk af, at ministrenes kalendere er så fyldte, at de slet ikke har tid til at tale om sagen. Hvorfor er der så mange knive på bosteder? Hvorfor bliver vi oftere og oftere mødt med krav om, at personalet skal arbejde alene frem for krav om personalets og andre beboeres sikkerhed? Der er desværre stadig ikke handlet effektivt på baggrund af de tragiske begivenheder fra Blåkærgaard, Ringbo og Saxenhøj,” mener Dennis Kristensen.
FOA har foreslået en national handlingsplan mod vold.
”Et kardinalpunkt sikkerhedsmæssigt er et opgør med alene-arbejdet. I Lemvig har man øjensynligt varslet, at man kan tage telefonen og ringe efter hjælp, hvis man er alene på arbejde, og trues med f.eks. en kniv. Enhver bør kunne se, at det er fattigt og aldeles uforsvarligt,” siger Dennis Kristensen.
FOA har rettet henvendelse til både Lemvig Kommune og til medlemmerne af kommunens socialudvalg om den manglende sikkerhed ved alene-arbejde på f.eks. Kærhuset. Det eneste svar, som FOA har modtaget, er et referat af socialudvalgets beslutning om sagen.