Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Københavns kommune
Børne- og Ungdomsudvalget
www.blivhoert.kk.dk
København den 30. april 2015
Høringssvar om organisering af fremtidens fritidstilbud
LFS håber, at Børne- og ungdomsudvalget på baggrund af høringssvar og anbefalinger træffer politiske beslutninger der konstaterer:
- At det ikke er realistisk at implementeringen skal ske fra den 1.8.2015, på grund af de manglende afklaringer af ledelsesforhold, budget, stillingsstruktur m.v.
- At politiske beslutninger om ledelse, budget, stillingsstruktur m.v. afventer, at forvaltning og de faglige organisationer har forhandlet disse forhold forinden.
- At kvaliteten af kerneopgaven fortsat er tilstede i fremtidens fritidstilbud.
- At der bliver skabt stillinger, der kan fastholde og rekruttere kvalificeret pædagogisk personale til byens fritidshjem og klubber.
- At der den 20. maj, tages stilling til en samlet ramme, overblik og tidsplan for den efterfølgende implementering, forhandlinger mv. der skal iværksættes.
Hvis der ikke skabes bæredygtige fritidstilbud og fritidscenter der er forankret i klynger, er der stor risiko for at der skabes et prekært arbejdsområde med stillinger med et timetal mellem 10 - 23 timer. Dette vil underminere Københavns unikke fritidshjem og klubber yderligere, end det som skolereformen medfører.
Fremtidens budgetmodel for fremtidens fritidstilbud
Den samlede økonomi til fremtidens fritidstilbud er ikke fuldt og helt belyst. En kommende budgetmodel, vil dels blive berørt at fritidstilbuddenes kortere åbningstid - fjernelse af 20 millioner kroners bevillingen, der har understøttet ikke bæredygtige institutioner - ukendte effektiviseringer - besparelse på 9,2 millioner på ledelse - at finansieringen af Stærkt Samarbejde, vil enten forsvinde eller blive stærkt reduceret. Herudover vil ændringen af lektiehjælpen, fra den 1.10.2015, betyde at denne ikke kan tænkes ind i budgetgrundlaget for fremtidens fritidstilbud og en kommende stillingsstruktur.
LFS anbefaler derfor:
- At Børne- og Ungdomsudvalget præsenteres for en nedskalering af de økonomiske rammevilkår for fremtidens fritidstilbud.
- Samt et budgetmodel-simuleringsværktøj der kan vise konsekvenser af de valgte politiske beslutninger i forhold til de 74 forskellige løsningforslag.
Man kan ikke skabe et kvalificeret grundlag for fremtidens fritidstilbud, uden at det økonomiske fundament er tilvejebragt for både det politiske udvalg og området.
Stillingsstruktur
Et af formålene med ”den langsigtede struktur på det fritidspædagogiske område” var dels at lave kvalitative og attraktive tilbud til børn og forældre, men også at fastholde og tiltrække kvalificeret personale dedikeret til kerneopgaven.
Vi kan alle se og forstå, at det ikke er muligt for en pædagogisk medarbejder at fastholde sin fuldtidsbeskæftigelse alene på det fritidspædagogiske område, men at det forudsætter at man skal kunne arbejde på tværs af områder/børnealdre.
Dette giver anledning til, at drøfte de erfaringer kombinationsstillingerne allerede nu har skabt, i forbindelse med implementering af folkeskolereformen. Erfaringerne er rigtig mange og med desværre rigtig mange problemstillinger. Det største problem er den delte ansættelse, på tværs af organisationer, som udviser mange iboende og potentielle problemstillinger. Derfor skal vi undgå denne ordning, som en varig og generel løsning på området.
Der er fem stillingskategorier, der ikke vil have nogen selvstændig fremtid, da disse vil være prekære og meget lidt attraktive:
- FSR-pædagogerne
- Klubpædagogiske personale
- Fritidspædagogiske personale
- KKFO pædagogisk personale
- Virksomhedsoverdragelse fra kommunal til selveje
FSR-pædagogerne
LFS, KLF og Skolelederforeningen har i første høringsrunde anbefalet, at fremtidens FSR-pædagoger bliver fuldtidsansat på skolerne. Det løser problemerne med kombinationsstillingerne og styrker samtidigt kvaliteten af FSR-pædagogernes opgaver omkring de understøttende læringsaktiviteter i skolen, i alle 37 timer.
Klubpædagogisk personale
Deltidsproblematikken løses ved, at alle ansatte på det fritidsklubpædagogiske område ansættes i klyngerne, som resten af det pædagogiske personale. Derved kan der skabes attraktive fuldtidsstillinger.
Fritidspædagogisk personale
Deltidsproblematikken løses ved, at alle ansatte på det fritidshjemspædagogiske område ansættes i klyngerne, som resten af det pædagogiske personale. Derved kan der skabes attraktive fuldtidsstillinger.
KKFO pædagogisk personale
KKFO’er har samme økonomiske rammebetingelser som de københavnske fritidshjem. Det er alene den lovgivningsmæssig forankring der er forskellig. Med en ny budgetmodel med meget mindre økonomi, vil en KKFO have fuldstændig samme problem som et selvstændigt fritidshjem. Der kan ikke bevares og skabes attraktive fuldtidsstillinger. Medmindre skolen finansierer, af deres budget til lærerne, midler til KKFO’er, eller får tilføjet ekstra økonomi, så vil fremtidens KKFO’er ikke være bæredygtige. Hverken økonomisk bæredygtig eller mulighed for at kunne tilbyde attraktive fuldtidsstillinger. Derfor anbefaler LFS, at Børne- og ungdomsudvalget gør KKFO’erne til fritidshjem, forankret i dagtilbudsloven og under de kommunale klynger.
I relation til den fremtidige organisering i 1:1 modellen, giver KKFO konstruktionen heller ikke mening, idet skolelederen er KKFO-lederens leder.
Virksomhedsoverdragelse fra kommunal til selveje
Det kommunale område er ét ansættelsesområde i hele BUF. Det kommunale ansættelsesområde er forbundne kar. På det selvejende område, er hver daginstitution en selvstændig juridisk enhed. Denne forskel har stor betydning for de ansattes tryghed i ansættelsen, ved f.eks. nedgang i børnetal, omstrukturering og politiske forandringer. De kommunalt ansatte kan omplaceres i hele byen, hvorimod de ansatte på selvejende institutioner, risikerer at blive afskediget eller sat ned i tid. Tjenestemænd udgør en selvstændig problemstilling. Tjenestemændene kan nemlig ikke virksomhedsoverdrages.
Derfor anbefaler LFS, at ingen kommunale arbejdspladser og ansatte, eller så få som overhovedet muligt, virksomhedsoverdrages til det selvejende område.
Kommunal ansættelse, er lig med tryghed i ansættelsen og størst muligt ansættelsesområde
Der skal findes organisatoriske modeller, der kan rumme fuldtidsansættelse for personalet og vi mener derfor at kommunale klynger er den rigtige model. Klyngerne er, i forlængelse af budget 2015, det nye ansættelsessted fra den 1.8.2015. LFS har overfor udvalget tilkendegivet meget klart, at vi ikke har til sinds at lave fremadrettede aftaler, der ”tvinger” de ansatte til at være ansat hos mere end én personalejuridisk enhed, altså enten klynger eller skoler - men ikke på tværs af disse, med mindre det er et udtrykt ønske fra enkelt personer, som der så kan laves individuelle aftaler for.
LFS anbefaler Børne- og ungdomsudvalget, at de nuværende kommunalt ansatte ledere og medarbejdere forbliver som ansatte i Københavns Kommune med bredest muligt ansættelsesområde og dermed tryghed i ansættelsen - og at færrest muligt kommunalt ansatte virksomhedsoverdrages til selvejende arbejdsgiver med smalt ansættelsesområde.
Ledelse
LFS anbefaler, at udvalget er opmærksom på:
- At udvalget tager forvaltningens ca. 9,2 mio kr i samlet reduktion på ledelse, til efterretning.
- At udvalget ikke yderligere træffer konkrete beslutninger vedr. ledelse (dog bortset fra 1:1 modellen, som tidligere er besluttet).
Efter LFS´s drøftelse med de medlemsgrupper, der omfattes af beslutningerne omkring fritidstilbuddenes fremtid, konstaterer vi, at der er fremsat helt nye og kvalificerede forslag som vi vil henlede Børne- og Ungdomsudvalgets opmærksomhed på. Eksempelvis fra de kommunale klynger på Amager, fra de fritidshjem forvaltningen foreslår ændret til KKFO’er og fra de kommunale fritidshjem, forvaltningen foreslår gøres til selvejende.
Med venlig hilsen
p.o.v.
Formand, Britt Petersen og Næstformand, Jan Hoby