Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA 2. oktober 2012
Regeringens lovforslag 2012-2013 - med FOAs kommentarer
I forbindelse med Folketingets åbning den 2. oktober 2012 præsenterede regeringen sit såkaldte lovprogram for 2012-2013. Det vil sige de lovforslag, som regeringen vil fremsætte i løbet af det kommende Folketingsår.
Neden for følger en hurtig gennemgang af de lovforslag, som vurderes at have betydning for FOAs medlemmer. Der er tilføjet FOA-bemærkninger til de forslag, der har særlig relevans for FOA.
Lovforslagene følger i høj grad op på finanslovsforslaget, økonomiaftalerne og regeringsgrundlaget samt andre tidligere indgåede aftaler. Dermed er der ikke nogen overraskelser i de kommende lovforslag.
I Folketingets åbningstale fremhævede statsministeren blandt andet, at regeringen har fået styr på den offentlige økonomi, men at der ikke må skæres dybt i velfærden, som man ser i andre lande.
Statsministeren nævnte blandt andet, at flere skal tage en erhvervsuddannelse. Regeringen vil finde en løsning på praktikpladsproblemet. Regeringen vil komme med en ny indsats for de udsatte børn og blandt andet styrke tilsynet med opholdssteder.
Regeringen vil på sundhedsområdet indføre en ret til udredning på 30 dage. Samtidig vil regeringen ændre behandlingsgarantien, så de mest syge behandles inden for 30 dage og de mindre syge inden for 60 dage. FOA har tidligere været med til at foreslå en ”differentieret behandlingsgaranti” og hurtigere udredning.
Regeringen vil komme med udspil til en folkeskolereform sidst på året. Den vil blandt andet betyde, at børn og lærere skal tilbringe mere tid sammen på skolen. Statsministeren nævnte, at lærere og pædagoger fx skal kunne være sammen om idræt.
Regeringen er ikke kommet med nogen nye tiltag i forbindelse med den forkortede dagpengeperiode, ud over akutpakken.
Beskæftigelsesministeriet
Ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik og flere andre love (Reform af førtidspension og fleksjob) (Okt II)
Lovforslaget følger op på aftalen om en reform af førtidspension og fleksjob fra juni 2012 samt på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen fra oktober 2011”.
- Forventet og FOA har aktivt arbejdet for en række ændringer, hvilket bl.a. følges op af et foretræde for Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om aktiv socialpolitik (Suspension af kommunernes 100 pct. finansiering af arbejdsløshedsdagpenge og manglende ret til refusion af kontanthjælp) (Okt II)
Forslaget indebærer en 2-årig suspension af reglerne om 100 pct. kommunal finansiering af udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, hvis tilbud om aktivering og samtaler ikke gennemføres rettidigt (strafrefusion). Forslaget følger op på aftalen om kommunernes økonomi for 2013.
- Forventet og er en delvis imødekommelse af KL’s krav om at blive stillet friere i beskæftigelsesindsatsen. Det skal understreges, at forslaget kun vedrører en meget lille del af den samlede refusionsstyring fra statens side.
Ændring af lov om Ændring af lov om Forebyggelsesfonden (Nov II)
Forslaget indebærer bl.a., at fondens formål gøres bredere og mere fleksibel i forhold til fremtidige arbejdsmarkedsrettede indsatser og initiativer. Fonden vil bl.a. have fokus på at mindske nedslidningen på arbejdsmarkedet, at give flere seniorer et arbejdsliv, der gør at de får lyst til at blive længere tid på arbejdsmarkedet samt at styrke inklusionen på arbejdsmarkedet. Fondens navn ændres til Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse. Forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012 og beskæftigelsesministerens udspil ”Et godt og langt arbejdsliv for alle ” fra august 2012.
- Forventet – FOA har her specielt stillet spørgsmålstegn ved at fonden fremover skal finansiere den særlige Flexbonusordning, hvor arbejdsgiveren betales for at oprette et flexjob.
Ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Sænkning af driftsloftet) (Nov II)
Forslaget indebærer en sænkning af driftsloftet over de kommunale aktiveringsudgifter. Forslaget forventes at medføre en reduktion af driftsudgifterne til aktivering og forudsættes at finansiere initiativer i ungepakken og puljen til uddannelsesløft for ledige og indsats for dagpengemodtagere sidst i dagpengeperioden, jf. ”Aftale om en særlig indsats for ledige, som risikerer at opbruge deres ret til dagpenge” fra august 2012.
- Lå som udspil for at finansiere ungepakken. Det indebærer, at der bliver færre penge til generel aktivering af ledige, og flere penge til unge, specielt dem med akademisk uddannelse eller andre længerevarende uddannelser.
Ændring af lov om arbejdsmiljø og om ophævelse af lov om arbejdsmiljøcertifikat til virksomheder (Psykisk arbejdsmiljø, obligatorisk digital kommunikation, overførelse af certifikatreglerne til arbejdsmiljølovgivningen m.v.) (Jan I)
Lovforslaget præciserer, at loven omfatter både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Desuden indeholder forslaget hjemmel til obligatorisk digital kommunikation på arbejdsmiljøområdet samt regelforenkling ved overførelse af reglerne om arbejdsmiljøcertifikat til arbejdsmiljølovgivningen. Endelig indeholder forslaget en række mindre strafferetlige og ordensmæssige justeringer samt præcisering af en hjemmel til opkrævning af gebyr.
- Forventet – ren teknik som gør sagsbehandlingen mindre bureaukratisk.
Ændring af ligelønsloven (Udbygning af de kønsopdelte lønstatistikker) (Feb II)
Lovforslaget vedrører en udbygning af de kønsopdelte lønstatistikker. Forslaget følger op på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011.
- Ingen bemærkninger.
Lovgivning vedrørende et nyt refusionssystem (Feb II)
Der kan blive tale om at fremsætte lovforslag vedrørende en omlægning af den statslige refusion for de kommunale forsørgelsesudgifter med henblik på at begrænse længerevarende offentlig forsørgelse og fokusere på tilbagevenden til beskæftigelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med aftalen om kommunernes økonomi for 2013.
- For FOA er en kommende reform af refusionen af beskæftigelsesindsatsen afgørende. 15 millarder flyttes rundt mellem kommunerne, alt efter hvordan kommunens antal ledige udvikler sig. Det skaber økonomisk usikkerhed i kommuner. I de seneste budgetforlig for 2013, har flere kommuner ekstraordinært måtte spare 2-cifret millionbeløb, for at kunne betale deres midtvejsregulering af beskæftigelsestilskuddet. FOA arbejder aktivt med emnet gennem LO, hvor LO’s beskæftigelsesudvalg kommer med en række forslag som gerne skulle gavne såvel indsatsen overfor de ledige, men samtidig fjerne den helt tilfældige straf som en række kommuner udsættes for gennem det nuværende refusionssystem.
Lovgivning vedrørende varighedsbegrænsningen på sygedagpengeområdet (Feb II)
Der er igangsat et udvalgsarbejde vedrørende en ophævelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge og en styrkelse af den aktive indsats over for sygedagpengemodtagere. Der kan på denne baggrund blive tale om at fremsætte lovforslag på området. Forslaget følger op på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011.
- Udvalgsarbejdet er kendt, men nu foreligger der altså en slutdato, men bemærk teksten ”der kan fremsættes” altså ingen garanti for at der fremsættes et lovforslag til februar.
Børne- og Undervisningsministeriet
Ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) (Ophævelse af kommunal pligt til at udarbejde en plan for sprogvurdering m.v.) (Okt II)
Forslaget ophæver kommunalbestyrelsens pligt til at udarbejde og offentliggøre en plan for kommunens mål og rammer for arbejdet med sprogvurderinger og sprogstimulering for børn i dagtilbudsalderen og i indskolingen. Forslaget er et led i regeringens forenklingsindsats og indgår i aftalen om kommunernes økonomi for 2013.
- Lovforslaget har været i høring og FOA har været positivt stillet over for forslaget, da det vil medføre mindre bureaukrati. Der er allerede krav om sprogvurdering. Med lovforslaget fjerner man blot kravet om en overordnet plan.
Ændring af lov om Ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (Finansieringsomlægning) (Nov II)
Forslaget indebærer en finansieringsomlægning af Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER), således at arbejdsgiverne fremover afholder udgifterne til skolepraktikydelse (pr. 1. januar 2013) og til VEU-godtgørelse (pr. 1. januar 2014). Arbejdsgiverne vil hermed fremover løfte en større del af udgifterne ved de erhvervsrettede grund- og voksenuddannelser. Forslaget omfatter også en afvikling af den nuværende præmie- og bonusordning for praktikpladsaftaler. Afviklingen skal ses i lyset af, at virkningen af ordningen er aftaget samtidig med, at den er administrativ tung og dyr.
- Præmie- og bonusordningen har haft en stor og gavnlig betydning for SOSU og PAU uddannelserne. Den har medvirket til, at kommuner og regioner har overholdt dimensioneringsaftalen. Når ordningen nu falder bort, bør der findes andre incitamenter, som kan få kommuner og regioner til at overholde dimensioneringen. Det arbejder FOA på.
Ændring af lov om Lovgivning vedrørende opfølgning på ungepakke II (Nov II)
Der er gennemført en evaluering af ungepakke II, der er afsluttet i september 2012. Der kan på baggrund af evalueringen og prioriteringerne på finansloven for 2013 blive tale om lovgivning på området.
Ændring af lov om Ændring af lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (Opfølgning på revisionsbestemmelse) (Dec I)
Forslaget indebærer justeringer af uddannelsens rammer bl.a. med henblik på at opnå en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse og styrkelse af kommunernes styrings- og prioriteringsmuligheder. Forslaget følger op på gennemførte evalueringer samt en revisionsbestemmelse i loven.
- Lyder umiddelbart som et lovforslag, som har til formål at gøre det nemmere for kommunerne at spare penge på udgifterne til ungdomsuddannelser for unge med særlige behov.
Lov om en fleksuddannelse (Feb II)
Lovforslaget indebærer, at der oprettes en fleksibel ungdomsuddannelse, der kombinerer undervisningselementer fra eksisterende uddannelser. Uddannelsen vil henvende sig til unge, der ikke har forudsætninger for at gennemføre en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Uddannelsen skal være et selvstændigt uddannelsestilbud, som fører frem til erhvervskompetence. Forslaget følger op på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011.
Ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. (Opfølgning på AMUkulegravning m.v.) (Feb II)
Forslaget vedrører bl.a. initiativer som opfølgning på AMU-kulegravningen, herunder skærpet mulighed for at kunne tilbagekalde godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser og mulighed for at kunne fastsætte vilkår for udbudsgodkendelser i forbindelse med tilsyn. Forslaget følger op på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011.
Erhvervs- og Vækstministeriet
Ændring af lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter (tilbudsloven) og lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuner og regioners deltagelse i selskaber (Lempelse af annonceringspligten samt styrket mulighed for kommuner og regioners deltagelse i selskaber) (Okt I)
Forslaget vedrører en lempelse af annonceringspligten samt styrket mulighed for kommuner og regioners deltagelse i selskaber. Forslaget indgår i aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2013.
- FOA mener som udgangspunkt, at det er positivt, når der sker lempelser af kravene til kommuner og regioners bureaukrati. Dog skal vi være opmærksomme på, at der lægges op til, at kommuner og regioner skal have bedre mulighed for at deltage i eksempelvis Offentlig Private Partnerskaber (OPP) – uden at der på nuværende tidspunkt er noget belæg for, at det bliver hverken bedre eller billigere. Hvis der oprettes OPPer, så binder kommunen/regionen sig til en meget lang kontrakt uden at vide, hvilke ændringer, der er behov for i kontraktperioden. Desuden vil det være et privat firma, der står for driften i et OPP, hvilket vil sige, at medarbejderne bliver privatansatte.
Ophævelse af lov om hjemmeservice (Nov I)
Forslaget vedrører en afskaffelse af hjemmeserviceordningen. Forslaget indgår i finanslovforslaget for 2013.
Ændring af lov om håndhævelse af udbudsreglerne m.v. og lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter (Feb II)
Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, som har til opgave at analysere mulighederne for en generel forenkling og tilpasning af klagesystemet for udbud, herunder at fremlægge konkrete forslag på området. Lovforslaget følger op på dette udvalgsarbejde. Forslaget skal ses i sammenhæng med aftalen om kommunernes økonomi for 2013.
- FOA har givet input til arbejdsgruppens arbejde. FOA blev inviteret til dialog med arbejdsgruppen om forslag til ændringer af klagesystemet for udbud. FOA har givet input til skriftlige bemærkninger fra OAO, hvor vi lægger vægt på at sagsforløbet skal være så kort som muligt, så medarbejderne ikke kommer i klemme, når der er en klage over et udbud. FOA har også kommenteret, at der skal være en mere rimelig fordeling af de økonomiske omkostninger ved at klage over et udbud. Desuden er der i svaret fra OAO ønske om, at der skal være mulighed for medarbejdere og brugere til at klage over udbud, hvis leverandør ikke lever op til de stillede krav.
Finansministeriet
Lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2014-17 (Apr I)
De fire-årige udgiftslofter for stat, kommuner og regioner fastsættes første gang for finansårene 2014-2017.
- Budgetlofterne og sanktionsmekanismerne over for kommuner og regioner har medført, at kommuner og regioner lægger sig langt under de aftalte økonomiske rammer, for ikke at blive ramt af sanktioner. Dermed sparer kommuner og regioner mere end de behøver med mange fyringer til følge. FOA foreslår en modsat sanktion, så kommuner og regioner straffes, hvis de ikke lever op til de aftalte økonomiske rammer.
Justitsministeriet
Lov om offentlighed i forvaltningen (Feb I)
Forslaget har til formål at indføre en ny samlet offentlighedslov. Forslaget vil bygge på Offentlighedskommissionens betænkning om offentlighedsloven.
Ministeren for by, bolig og landdistrikter
Ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om friplejeboliger (Nedsættelse af den
kommunale grundkapital og kapitalindskud i friplejeboliger) (Okt I)
Formålet med forslaget er at understøtte kommunernes muligheder for at føre en aktiv boligpolitik. Forslaget nedsætter det kommunale grundkapitaltilskud til alment byggeri og
friplejeboliger fra 14 pct. til 10 pct. fra den 1. juli 2012 og som udgangspunkt frem til udgangen af 2016. Forslaget følger op på aftalen om kommunernes økonomi for 2013.
Ændring af lov om friplejeboliger (Revision) (Mar I)
Der er gennemført en evaluering af lov om friplejeboliger. Lovforslagets indhold overvejes
bl.a. i lyset af evalueringen.
- FOA afgav bemærkninger til evalueringen af lov om friplejeboliger og hæftede sig ved følgende:
- At ordningen ikke i væsentligt omfang har givet ekstra udbud af plejeboliger
- At ordningen har givet kommunerne en ekstra administrativ byrde.
Ministeren for ligestilling og kirke
Ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd (Måltal og politik for den kønsmæssige sammensætning i bestyrelser m.v. for statslige institutioner og virksomheder m.v.) (Okt I)
Forslaget gennemfører regeringens initiativ for flere kvinder i bestyrelser for så vidt angår
statslige virksomheder, selskaber, institutioner m.v. Forslaget bygger på den samme model,
som er indeholdt i erhvervs- og vækstministerens forslag vedrørende de private virksomheder.
Ministeren for sundhed og forebyggelse
Ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Ret til hurtig udredning og differentieret ret til udvidet frit sygehusvalg m.v.) (Okt I)
Regeringen vil indføre ret til hurtig udredning i sygehusvæsenet inden for 30 dage og en ændring af ventetidsgarantien, så de mest syge behandles inden for 30 dage og de mindre syge inden for 60 dage.
- FOA har været med til at foreslå en ”differentieret behandlingsgaranti”, så de mest syge kommer til først og de mindre syge lidt senere. FOA har også foreslået hurtigere udredning, da de svagest stillede ofte er længere tid om at få stillet en diagnose og blive udredt. Det er positivt, at regeringen har lyttet til FOAs forslag.
Ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Okt I)
Private sygehuse, klinikker og speciallægepraksis skal betale for patientskadeerstatninger, som sker på deres område. Udgifterne afholdes i dag af regionerne.
- Umiddelbart et positivt forslag, så private klinikker også betaler eventuelle erstatninger.
Ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed samt sundhedsloven (Nov II)
Sundhedsstyrelsen får mulighed for at stille flere krav til private og offentlige behandlingssteder, når patientsikkerheden er i fare. Sundhedsstyrelsen får mulighed for at tage autorisationen fra sundhedspersoner, hvis de ikke medvirker ved tilsyn. Forslaget er en del af en samlet patientsikkerhedspakke.
Skatteministeriet
Lov om arbejdsskadeafgift (Nov II)
Regeringen vil indføre en arbejdsskadeafgift for at øge arbejdspladsernes incitament til at forbedre arbejdsmiljøet og forebygge ulykker.
Social- og Integrationsministeriet
Ændring af lov om social service (Kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af borgernes frie valg af leverandør af hjemmehjælp og fritvalgsbevis) (Nov I)
Forslaget vedrører en forenkling af reglerne om frit valg af leverandør af hjemmehjælp. Forslaget indebærer, at kommunerne fremover vil kunne tilrettelægge det frie valg enten ved via de generelle udbudsregler at skabe grundlag for, at borgerne kan vælge mellem mindst to leverandører eller ved en ordning, hvor borgerne kan vælge selv at indgå aftale med en privat leverandør (fritvalgsbeviset). Kommunerne vil have adgang til at anvende de to muligheder samtidig. Forslaget er et led i regeringens forenklingsindsats. Forslaget følger op på aftalen om kommunernes økonomi for 2013.
- FOA opfatter lovændringen som et positivt initiativ i det omfang, lovændringen fritager kommunerne for en række af de meget bureaukratiske regler, der er i forbindelse med udmøntningen af fritvalg og dermed styrker det kommunale selvstyre. Det betyder efter FOAs mening, at kommunerne kan sikre en mere optimal ressourceudnyttelse, hvor vi får bedre og mere velfærd for pengene. FOA ser frem til, at de kommunale kerneydelser kommer i centrum, og der bliver skabt et fagligt rum i opgaveløsningen.
- FOA stiller sig dog kritisk overfor, at lovændringen sigter mod at understøtte markedet og skabe nye muligheder for private leverandører, idet det som følge af lovgivningen forventes, at kommunalbestyrelserne i landets kommuner vil gennemføre flere og større udbud. Dette til trods for, at der stadig er stor usikkerhed omkring, hvad de økonomiske - og særligt de kvalitetsmæssige - effekter er af udlicitering.
Ændring af lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., lov om social pension og lov om individuel boligstøtte (Frivillig overgang til førtidspension efter lov om social pension) (Dec I)
Forslaget indebærer, at førtidspensionister på den gamle førtidspensionsordning, dvs. førtidspension tilkendt før 1. januar 2003, får mulighed for frivilligt at overgå til den nye ordning. Forslaget følger op på aftalen om en skattereform fra juni 2012.
Ændring af lov om social service (Samlet indsats til beskyttelse af børn mod overgreb m.v.) (Feb II)
Forslaget vedrører bl.a. initiativer til styrkelse af indsatsen mod overgreb mod børn, herunder forbedring af kommunernes håndtering af underretninger, øget fokus på barnets tarv ved samvær og kontakt med netværket i overgrebssager m.v. Forslaget indebærer endvidere, at plejefamilier, der har børn i pleje med henblik på senere adoption, får ret til faglig støtte og uddannelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med aftalerne om satspuljen for 2012 og 2013.
Lovgivning om nyt socialtilsyn (Bedre kvalitet for udsatte børn og voksne) (Feb II)
Lovgivningen indebærer en grundlæggende reform af reglerne om godkendelse af og tilsyn med døgntilbud til udsatte borgere og borgere med handicap. Forslaget indebærer bl.a. en mere faglig bæredygtig og uafhængig organisering af tilsynet, bedre inddragelse af viden og brugernes perspektiv i tilsynet, opstilling af kvalitetsindikatorer for kvalitet i indsatsen og krav til resultatdokumentation i tilbuddene samt klarere regler om bl.a. økonomiske godkendelseskriterier. Forslaget indebærer også, at reglerne om klager over fysisk magtanvendelse efter servicelovens § 126 i regionale tilbud ændres, så klagerne fremover skal rettes til kommunen frem for til regionen.
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Lov om ophævelse af lov om fremme af frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser i kommuner (Okt I)
Forslaget indebærer en afskaffelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at vurdere mulighederne for en udvidelse af fritvalgsordninger, at informere om frit valg på områder, hvor der ikke er udarbejdet sammenlignelig brugerinformation, og at informere om forhold vedrørende leveringen af serviceydelser i forbindelse med frit valg samt opfølgning herpå. Forslaget indebærer endvidere en afskaffelse af kravet om indberetning og offentliggørelse af sammenlignelig brugerinformation på brugerinformation.dk og en nedlæggelse af portalen. Forslaget er et led i regeringens forenklingsindsats.
- FOA ser det som positivt, at kommunerne ikke længere er forpligtigede til at indberette særskilt til den sammenlignelige brugerinformation på www.brugerinformation.dk. Vi bakker fuldt op om målet om, at der skal være flere frihedsgrader for kommunalbestyrelsen, så der kan understøttes en bedre lokal ressourceudnyttelse, hvor regler om kontrol erstattes af tillid og fokus på resultater.
Ændring af lov om kommunernes styrelse og regionsloven (Afskaffelse af kommunale kvalitetskontrakter samt kommunale og regionale udbudsstrategier) (Okt I)
Forslaget vedrører en afskaffelse af ordningerne om kommunale kvalitetskontrakter samt om kommunale og regionale udbudsstrategier. Forslaget er et led i regeringens forenklingsindsats.
- FOA ser det som positivt, at kommunerne ikke længere er forpligtede til at udarbejde deltaljerede udbudsstrategier, hvor kommunen skal redegøre for hvilke områder de vil konkurrenceudsætte.
Ændring af lov om kommunernes styrelse, lov om ændring af regionsloven, lov om valg til Folketinget, lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet og lov om kommunale og regionale valg (Vederlag til næstformand i udvalg, diæter ved valg og folkeafstemninger samt brevstemmeafgivning) (Okt I)
Forslaget giver økonomi- og indenrigsministeren adgang til at fastsætte regler, der giver kommunalbestyrelsen mulighed for at beslutte at yde et særligt vederlag inden for de eksisterende økonomiske rammer til næstformænd for udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen gives også større fleksibilitet vedrørende diæter ved valg og folkeafstemninger til medlemmer af valgbestyrelsen, valgstyrere og tilforordnede vælgere. Kommunalbestyrelsen får endvidere mulighed for at fastsætte en senere frist for ansøgning om at stemme i eget hjem for de vælgere, der på grund af manglende førlighed ikke kan møde frem på afstemningsstedet. Forslaget indeholder herudover andre initiativer navnlig på valgområdet.
- FOA har ikke særskilte bemærkninger til forslaget, men det er alligevel værd at bemærke, at forslaget professionaliserer kommunalpolitikerne i højere grad end i dag.
Ændring af lov om frikommuner (Etablering af yderligere forsøgsmuligheder for frikommunerne) (Nov I)
Lovforslaget vedrører yderligere forsøgsmuligheder for frikommunerne på baggrund af frikommunernes ansøgninger om flere forsøg i frikommuneforsøgets 3. ansøgningsrunde. Forslaget følger op på aftalen om kommunernes økonomi for 2013 og på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011.
- FOA – og især de afdelinger som er i frikommunerne - skal være opmærksomme på den lokale politiske og forvaltningsmæssige proces.
Ændring af lov om kommunernes styrelse og regionsloven (Kommuners og regioners muligheder for at budgettere med generelle reserver) (Jan I)
Lovforslaget bemyndiger økonomi- og indenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om kommuners og regioners muligheder for at budgettere med generelle reserver. Budgetloven og sanktionslovgivningen vedrørende kommuners og regioners overskridelse af budgetterne understreger vigtigheden af, at kommunernes og regionernes budgetter overholder de aftalte rammer. Som led i understøttelse af kommunernes og regionernes økonomistyring er der behov for at etablere mulighed for at kunne afsætte generelle reserver i budgettet til uforudsete udgifter. Lovforslaget følger op på aftalen om regionernes økonomi for 2013.
- FOA ser det fornuftige i at kommunerne og regionerne på den måde får større handle muligheder i løbet af budgetåret uden at frygte at kommunen eller regionen af den grund sprænger budgetramme. Budgetloven og sanktionslovgivningen har betydet at kommunerne og regioner lå inde med 8 mia. kr. i ikke-forbrugte midler i 2011, bl.a. fordi de frygtede at overskride budgetrammen og blive ramt af sanktioner.
Ændring af lov om kommunernes styrelse (Styreformen i de største kommuner) (Jan II)
Forslaget vedrører en reform af styreformen for de store byer. Forslaget skal effektivisere styreformen i de største kommuner og gøre det nemmere at se, hvem der har det politiske ansvar for kommunale beslutninger. Forslaget følger op på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011.
- FOA har ikke særskilte bemærkninger til forslaget, men det er alligevel værd at bemærke, at forslaget får betydning for, hvordan landets største kommuner styres.
Ændring af lov om frikommuner (Etablering af yderligere forsøgsmuligheder for frikommunerne) (Mar I)
Lovforslaget vedrører yderligere forsøgsmuligheder for frikommunerne. Forslagets indhold vil afhænge af en politisk stillingtagen til de ansøgninger om forsøg, som frikommunerne indsender frem til den 1. november 2012. Forslaget følger op på aftalen om kommunernes økonomi for 2013 og på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011.
- FOA - og især de afdelinger som er i frikommunerne - skal være opmærksomme på den lokale politiske og forvaltningsmæssige proces.