Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Afviser kritik af indberetning om udsatte børn
13.1.2012
Af: Jørgen Wedel (FOA)
Færre underretninger i København end andre steder er en succes, mener LFS.
Det er ikke kritisabelt, at det pædagogiske personale i København foretager færre indberetninger om børn, som man mistænker for at være udsatte, end i andre større kommuner. Tværtimod er det en succes.
Det mener den lokale FOA-afdeling for pædagoger og pædagogmedhjælpere i Københavns Kommunes børneinstitutioner, LFS, i en kommentar til en ny undersøgelse, som BUPL’s fagblad Børn&Unge har foretaget.
Undersøgelsen viser, at i København kommer kun 6 procent af alle indberetninger om udsatte børn fra personalet i daginstitutioner, skolefritidsordninger og klubber. I fagsproget kaldes den slags underretninger.
Bekymrende forskel
I byer som Århus og Esbjerg udgør underretningerne fra det pædagogiske personale henholdsvis 16 og 17 procent.
De forskellige andele har fremkaldt kritik hos blandt andre foreningen Børns Vilkår.
”Forskellen er bekymrende. Som udsat barn skal man være heldig at være født i den rigtige kommune, for at pædagogerne underretter om mistrivsel, og familien kan få hjælp,” siger rådgivningschef i foreningen Bente Boserup til Børn&Unge.
LFS: Succeshistorie
Næstformand i LFS Jan Hoby afviser kritikken.
”Det er en succeshistorie, at andelen er så lav hos os. Det er udtryk for en større social tolerance end andre steder, hvor pædagoger og lærere ser for meget på børnene med deres egne middelklassebriller,” siger han.
”Her i København har vi længe haft fokus på at arbejde inkluderende og skabe trivsel for alle børn i institutionerne. Vi betragter ikke børn, der kommer fra familier med arbejdsløshed, fra ikke-boglige familier og fra familier med anden etnisk baggrund, som børn, der giver anledning til bekymring,” siger han.