Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Berlingske Tidende den 16. august 2008:
Nye anklager mod Tokanten
Personalet på det skandaleramte bosted Tokanten på Amager anklages for nye magtovergreb på stedets udviklingshæmmede beboere.
Af Kasper Krogh og Morten Frich
Det er tilsyneladende ikke lykkedes Københavns Kommunes Socialforvaltning at rydde op på det skandaleramte bosted Tokanten og skabe ro for stedets udviklingshæmmede beboere.
Inden for de seneste uger har forvaltningen modtaget to breve, hvori anonyme medarbejdere på to forskellige afdelinger af Tokanten advarer om fortsatte overgreb på beboerne og direkte ulovligheder på stedet.
I det ene brev advares forvaltningen bl.a. om, at »flere ansatte virker sure og vrede på beboerne« på afdelingen Persillevej 2A, hvilket kommer til »udtryk i det daglige gennem råb og skrig ad beboerne, flere er blevet låst inde på deres værelser uden at få mad og drikke samt er blevet lagt i seng uden hverken at have fået børstet tænder eller skiftet ble og tøj«.
I det andet brev advares om, at dele af personalet på afdelingen Irlandsvej 27B ifølge afsenderen behandler beboerne meget dårligt.
»Det gør mig ilde til mode, at vi igen får oplysninger om mulige problemer med magtanvendelser på Tokanten,« siger Sytter Kristensen, formand for de udviklingshæmmedes interesseorganisation, LEV.
Berlingske Tidende afslørede i december 2007, hvordan de stærkt udviklingshæmmede beboere på Tokanten blev låst inde samt slæbt hen ad gulvet af personalet, hvis de ikke makkede ret. Sagen førte til en fritstillelse af Tokantens forstander samt massivt pres på socialborgmester Mikkel Warming (Enh.).
Kommunen lovede efterfølgende bedre forhold på Tokanten. Men de nye breve rejser tvivl om, hvorvidt der er rettet op.
Socialforvaltningen har i to omgange indkaldt Tokantens personale til samtaler:
»Indtil nu har vi ikke grund til at tro, at der generelt set er hold i det, som står i brevene. Men vi mangler stadig nogle samtaler og har ikke konkluderet endeligt endnu. Det er svært at afvise, at der kan have været enkelte episoder, som nogle medarbejdere har opfattet som problematiske, når vi får anonyme henvendelser, og de, som skriver brevene, ikke giver sig til kende,« siger Anette Laigaard, adm. dir. i Socialforvaltningen.
Hun mener, at de anonyme breve kan skyldes personaleproblemer på Tokanten og har derfor bestilt en ekstern arbejdsmiljøundersøgelse.
Artiklen kan ses her
Læs også "Skandalen der ikke vil dø" fra samme journalister