Berlingske Tidende 16. februar 2008:

Svane-børnene

Svanehuset lovede at skabe et TRYGT HJEM for institutionens stærkt udviklingshæmmede børn – i stedet overfaldt de udviklingshæmmede børn hinanden, én blev fejlmedicineret, og en anden fik en lussing af en medarbejder. I to tilfælde blev børn simpelt hen væk for personalet. Men det er ikke det værste, siger to tidligere ansatte og to forældre. Det værste er, at Københavns Kommune og ledelsen vender det blinde øje til.

Af Kasper Krogh og Morten Frich

Personalet fra Svanehuset ringede selv til Christina Howe. Hendes søn havde haft et sammenstød med en anden dreng. Mathias havde fået nogle knubs. Han var fem år gammel dengang i oktober 2005, svært retarderet og uden meget sprog – ligesom i øvrigt hans storebror.

Moren til de to drenge, der begge bor i døgninstitutionen Svanehuset for udviklingshæmmede børn på Østerbro, var selvfølgelig ked af opkaldet. Men ting sker jo, børn får knubs, og Christina Howe var overbevist om, at drengene havde et godt og trygt hjem.

Så kom brevet fra børnehaven, hvor Mathias gik i dagtimerne, når han ikke var hjemme i Svanehuset. Pædagogerne fra børnehaven ville indgive klage til Københavns Kommune. Drengen var mødt op i børnehaven med store blå mærker på låret. På halsen havde han også store blodudtrædninger. De vurderede, at der var tale om omsorgssvigt.

Christina Howe kogte. På et møde beklagede ledelsen hændelsen. De var kede af det.

»Jeg var så rasende på ledelsen og sagde, at jeg ikke kunne bruge det til noget, at de var kede af, hvad der var sket. Så kiggede lederen på mig og sagde: ‘Og søde, hvad vil du så have, jeg skal gøre ved det?’ Hvad sker der? Det er hende, der er lederen og har ansvaret, og det nytter da ikke at begynde at angribe forælderne. Efter det møde vidste jeg, at der er et eller andet ravruskende galt i Svanehuset.«

Læs resten af artiklen her