Weekendavisen lørdag den 26. januar 2008:

Den tvivlsomme forargelse

Af Timm Nielsen
konsulent, cand.techn.soc.

Forholdene på nogle bosteder forudviklingshæmmede i København er nu igen kommet i mediernes søgelys.

Alle er tilsyneladende forargede. Også jeg. Dog mest over de reaktioner, som vi har set hos de ansvarlige politikere. Alle synes at vaske hænder. Ingen har tilsyneladende haft blot den vageste anelse om, at der herskede tvivlsomme forhold på bostederne. Alle er de chokerede og rystede. Deri ligger den egentlige skandale.

Det daglige arbejde med voksne udviklingshæmmede er vanskeligt og fyldt med komplicerede dilemmaer.

Der er tale om svage medborgere, hvoraf mange har et udtalt behov for hjælp og støtte.

En del er urolige, har mange kræfter og dertil en undertiden betydelig utilregnelighed.

Alle med blot et minimum af indsigt i sektoren ved, at der dagligt finder fysisk magtanvendelse sted. Alle ved, at der undertiden bliver brugt et voldsomt sprog og fremsat trusler, som undertiden kan være i strid med de gældende regler. At der kort sagt kan finde overgreb sted.

Disse forhold er dog ikke udtryk for personalets manglende empati eller for et tvivlsomt menneskesyn, men i højere grad udtryk for de ofte uoverstigelige problemer, der knytter sig til dette arbejde.

Ansatte, der arbejder med udviklingshæmmede, er ikke ringere mennesker end folk i bred almindelighed. De er prototyper, som ligner dig og mig. Det er derimod de manglende politiske initiativer og manglende åbenhed, der er den primære årsag til de tvivlsomme forhold.

Der er næppe tvivl om, at når politikerne nu har så travlt med at udpege de skyldige, så er det ofte politisk motiveret. Man ønsker at positionere sig på de politiske modstanderes bekostning. Sidegevinsten er, at de på den måde håber at tage sig godt ud i offentligheden.

Det synes at være en uklædelig lovmæssighed, at der i sådanne situationer opstår en tilskyndelse blandt politikere til at fremstå som ekstraordinært hæderlige, omsorgsfulde og menneskekærlige, optaget som de er af deres evige kamp for at fremme »det gode«. Det er sådan, de ønsker at fremstå.

Men der er tale om et hykleri af olympiske dimensioner. Bostedernes indretning, normering, personalets uddannelse, ledelsesforholdene, instruktion m.m. er alle skabt af de selvsamme politikere som led i en politisk forhandling. Det er forhold, som personalet kun i ringe omfang har haft indflydelse på.

Kommunale politikere peger på borgmesteren, som peger på embedsmændene. Disse er ikke sene til at tale om ledelsessvigt på konkrete og enkeltstående institutioner. Med søvngængeragtig logik lander aben omsider på nogle konkrete medarbejdere, som har forløbet sig, fordi de ikke har kunnet magte opgaven med undertiden voldelige voksne udviklingshæmmede.

Medarbejdere som frister en hverdag uden opbak-ning, vejledning og supervision, en hverdag præget af uklar ledelse og ringe status. Fordi vilkårene ikke svarede til udfordringerne, og fordi vi andre helst ikke vil involveres i problemerne, men overlader det til andre for derefter at kunne lukke vores øjne.

Men problemer er der; og de er mange, delikate, komplicerede og fyldt med vanskelige valg. Det er overladt til det offentlige at varetage denne opgave. Skal det ske på betryggende måde, så kræver det naturligvis de nødvendige værktøjer og vilkår.

De problemer, der rulles op i pressen, handler om overgreb, vold, straf og ydmygelser. Om personaler, der forløber sig og handler i afmægtighed. Det er så at sige vrangen på et på overfladen velfungerende samfund. Det er så absolut forhold, vi ikke bryder os om.

At plejepersonalet kan handle i afmægtighed, kender vi imidlertid godt.

Vi genfinder problemstillingen fra familien, hvor der også af og til finder overgreb sted. Også her finder vi undertiden vold og psykiske overgreb. Også her bliver der undertiden fremsat uhyrlige trusler og optrådt heftigt. Også her bliver der manipuleret. Det sker nemlig, når mennesker er pressede og overskuddet sivet bort under indtryk af stress og jag, og når hverdagen ikke hænger sammen.

Om ikke fra vores eget liv, så genfinder vi det hos naboen og fra vennekredsen. Der kan være tale om i øvrigt kærlige og velfungerende mennesker med en høj etisk profil, som de (vi?) gerne og ofte promoverer.

At der finder overgreb sted er ikke rart, og det er langtfra hensigtsmæssigt. Men det finder dog sted i alle sociale sammenhænge, ganske enkelt fordi det er alment menneskeligt og et symptom, der rummer et udsagn.

De fleste er sikkert enige i, at den form for adfærd er uhensigtsmæssig, ikke mindst over for svært handicappede. Vi er enige om, at fysiske overgreb naturligvis aldrig bør finde sted, med mindre det er uomtvisteligt begrundet i hensynet til egen eller andres sikkerhed og velfærd. Det er også, hvad vi giver udtryk for, når vi overskudsagtigt mødes og drøfter de skandaløse forhold på visse bosteder, som pressen velvilligt og sensationelt afdækker.

Hver dag synes at byde på nye afsløringer. En tilsyneladende uendelig historie. Vi gyser og finder det »uforståeligt«. Men der er tale om forstillelse; en tom attitude og rituel selvpromovering. Også vores statsminister er faldet for denne fristelse.

Når politikerne bliver konfronteret med sådanne histo-rier, er der tilsyneladende ingen ende på deres forargelse over forholdene. »Nu skal der ryddes op,« udtaler en handlekraftig politiker til et snurrende tv-kamera i forventning om vælgernes anerkendende bifald.

»Vi må have placeret det politiske ansvar,« fastslår han afslutningsvis - tydeligvis uden tanke for, at også han har et medansvar. Et uafrysteligt medansvar. En påstået uvidenhed frikender ham ikke.

Et grundproblem er, at vi aldrig har fået talt ud om de problemer, der knytter sig til omsorgen for voksne udviklingshæmmede. De overgreb, der finder sted, er tabuiseret og forsøgt holdt skjult. Fordi det er ubehageligt og smertefuldt og vidner om afmagt. Netop derfor bliver vi alle så stærkt anfægtet, når vi hører om forholdene eller bliver præsenteret for skjulte videooptagelser. Vi vælger at opfatte det som enkeltstående særtilfælde og ikke som daglige foreteelser, alene for at beskytte os selv, og fordi det er ubærligt. Men tag ikke fejl: Det sker overalt! Dagligt.

Nu afventer vi så, at bølgerne lægger sig, og politikerne træffer de nødvendige beslutninger. Desværre bliver der antageligt igen kun tale om kosmetiske og administrative forholdsregler. Fx skærpede tilsynsregler, oprettelse af en hotline, indskærpelse af Serviceloven og andre regelsæt samt udarbejdelse af endnu flere statistikker til brug i forvaltningen.

Samt taget skridt til at indlede en eller flere tjene-stemandssager mod enkelte ansatte. Bureaukratisk mandsopdækning af samtlige institutionsledere, hvor forvaltningschefer og politikere sættes til at foretage detailovervågning. I strid med regeringens udmelding om bedre ledelse gennem anerkendte »ledelsesrum«, som det er kommet til udtryk i udspillet til en kvalitetsreform.

Det må stå klart, at der er tale om symptombehandling; usmagelig vinduespynt. Der er brug for en åben og tillidsfuld drøftelse af de forhold, der knytter sig til omsorgen af de udviklingshæmmede. Det må sikres, at der skabes en nødvendig sammenhæng mellem de krav, vi stiller til kvaliteten, og de rammer, der tildeles.

Vi må være realistiske og ikke fordømmende. Vi skal ikke straffe og udstille uhensigtsmæssig adfærd, men bidrage med brugbare alternativer og understøtte positiv adfærd med tid og plads til supervision. Sikre ordentlige ledelsesvilkår med det nødvendige ledelsesrum. De ansatte skal opleve politisk opbakning, bl.a. gennem støtte til udvikling af de nødvendige værktøjer og retningslinjer. Der skal kunne tales åbent og realistisk om de problemer, der knytter sig til at løfte denne opgave. Men at skabe gode forhold for udviklingshæmmede er en langsigtet og vanskelig opgave, som trækker på vores forståelse for det ubegribelige anderledes.

Vi kan kun håbe, at den aktuelle afdækning vil bidrage til, at denne opgave bliver taget alvorligt og sat på den politiske dagsorden. Og at alle politikere på Rådhuset omsider besinder sig og vedkender sig et medansvar. Jeg medgiver, at håbet er spinkelt.

Timm Nielsen (f. 1948) er tidligere kommunaldirektør og arbejder i dag som rådgiver og ledelseskonsulent. Han har bl.a. rådgivet institutionsledere på en række institutioner for udviklingshæmmede og sindslidende. Desuden har han fra sin omgangskreds kendskab til de vanskeligheder, som en hverdag med en voksen udviklingshæmmet kan give anledning til, hvis vedkommende bliver urolig eller angstprovokeret.