Berlingske Tidende Kronikken den 13. februar 2008:
Reformér botilbuddene til de handicappede
I dag er det årsdagen for Strandvænget-sagen, og i den forbindelse er det oplagt at se på hele botilbudsområdet. For skandalerne vil blive ved med at vælte frem, hvis ikke vi gør op med den grundlæggende institutionskultur. Der er meget, der skal gøres. Noget ligger lige for, andet kalder på grundig eftertanke
Af Ester Larsen - Formand for Det Centrale Handicapråd
Det er i dag den 13. februar præcis et år siden, TV 2 bragte den TV-dokumentar, som fik sagen om Strandvænget til at rulle for fuld styrke i medierne. Med et slag fik vi som udenforstående indblik i, hvordan svært handicappede blev udsat for en umenneskelig og nedværdigende behandling af et afmægtigt og fagligt tilsandet personale, som greb til helt uacceptable metoder. Dokumentaren afslørede sider af en institutionskultur, som vi troede vi for længst havde lagt bag os.
Tiden siden har i høj grad stået i selvransagelsens tegn. Region Syddanmark, Ankestyrelsen, en arbejdsgruppe under Velfærdsministeriet og Danske Regioner har hver især iværksat processer eller udgivet rapporter, som skal sikre kvaliteten i tilbuddene til mennesker med handicap. Selvransagelsen har været til at få øje på. Men vi skylder i sandhed også de mennesker, som blev udsat for disse ydmygelser, at vi tager ved lære af det, vi så og erfarede.
Det er vigtigt at kvittere for de gode initiativer, der er taget. Men det er også nødvendigt at spørge: Hvor bliver finansieringen af til de initiativer, rapporterne peger på? Hvorfor er kommunerne stort set fraværende i debatten om botilbuddenes udvikling, selv om de med strukturreformen generelt har overtaget ansvaret for landets botilbud? Hvordan kan vi på den ene side fokusere så massivt på et kvalitetsløft i den offentlige service, samtidig med at kvaliteten i vores tilbud til de svært fysisk og psykisk handicappede hænger i laser – uden at de to diskussioner bringes i forbindelse med hinanden?
Det er 28 år siden, vi nedlagde særforsorgen og decentraliserede de store statslige totalinstitutioner, og det er 10 år siden, vi afskaffede institutionsbegrebet i dansk lovgivning. Men det vi har set med Strandvænget og de andre »sager« er, at begge begreber lever i bedste velgående. Vi har helt åbenlyst endnu ikke formået at skabe en afløser for særforsorgen, som på en værdig og anstændig måde er i stand til at løfte den kolossale etiske opgave, det er at få mere eller mindre hjælpeløse menneskers liv lagt i sine hænder.
Jeg er ikke i tvivl om, at der findes mange botilbud, som gør det rigtig, rigtig godt. Men Strandvænget var desværre ikke en enlig svale. Året, der er gået, har med al tydelighed vist, at Strandvænget blot blev symbolet på et generelt og strukturelt problem. Et problem, som kalder på en botilbudsreform, som ikke blot fokuserer på akut brandslukning, men udvikler nye boformer og sætter spørgsmålstegn ved den hidtidige organisering af botilbudsområdet.
Læs resten af artiklen her