Til Socialforvaltningen
Københavns kommune

16. september 2013

Høringssvar om Socialforvaltningens strategi for voldsramte kvinder og kriseramte borgere 2014-2017

LFS kan tilslutte sig de fremlagte fokusområder for strategien, som vi har et par bemærkninger til, der følger efter nedenstående mere overordnede bemærkninger.

Overordnet set finder vi, at strategiplanen mangler at sætte ordentlig fokus på borgerinddragelsen.
Herved henvises til tillidsdagsordenens fokus på borgerne, og inddragelse af dem såvel i udviklingen af de konkrete tilbud (f.eks. via innovative processer), samt i tilrettelæggelse af den konkrete indsats for dem selv.

Vi finder, at det vil være i tråd med de politiske beslutninger om indførelse af tillidsdagsordenen, at netop borgerinddragelsen fremhæves som et fokuspunkt.

Vi finder ligeledes, med henvisning til tillidsdagsordenens fokus på at styrke fokus på udvikling af kerneydelserne – her støtte og hjælp til voldsramte kvinder og kriseramte familier, at der er et udtalt behov for at tilfører området flere ressourcer, specielt på de kommunale udførende centre.

Vi forstår at dette ikke har været muligt ved budget 14, og skal derfor opfordre til at forvaltningen, inden for egne rammer, finder midler til en opnormering på de kommunale krisecentre.

Vi finder dog også, at den særlige konstruktion, hvor 2 myndighedscentre er inde over de konkrete forløb, ikke virker særlig hensigtsmæssig.

Vi har således svært ved at se, hvorledes en styrkelse af myndighedsarbejdet skal finde sted, uden at mange flere ressourcer skal bruges til koordinering de forskellige instandser imellem, hvilket for os at se, ikke virker som en optimal anvendelse af ressourcerne.

Vi vil derfor opfordre til, at organiseringen at myndighedsarbejdet, undersøges nærmere i den kommende periode, med henblik på at etablerer løsninger, der sikre et mere entydigt ansvar for myndighedsudøvelsen.

Tidlig indsats og styrket efterværn

LFS kan tilslutte sig de fremlagte forslag. Vi skal dog pege på, at der i forhold til børnene, er behov for at sikre en større kontinuitet i deres hverdag. Specielt i forhold til flytninger inden for kommunens grænser, bør der etableres ordninger, der sikre kontinuitet i deres liv.

Alt for mange skift af myndighedspersoner gr. flytninger, samt skift af sagsbehandlere grundet flow i medarbejderkredsen, skaber ”huller” i indsatsen. Der bør kikkes nærmere på dette problem.

Bedre myndighedsarbejde

Som nævnt tidligere, er det vores opfattelse, at den delte myndighedsvaretagelse, dels kan være med til at forplumre hvem der skal gøre hvad, og indebærer et større ressourceforbrug på koordinering myndighedscentrene og krisecentrene imellem.

Vi skal opfordre til, at der kikkes nærmere på konstruktionen, som vi ikke finder optimal, hverken for medarbejderne eller borgerne.

Målrettet indsats på krisecentrene

Som tidligere nævnt, er vi helt enig i behovet for at styrke kvaliteten på de kommunale tilbud, dels i forhold til normeringen, men også i forhold til de bygningsmæssige forhold m.v..

Det er dog også afgørende for styrkelsen af kvaliteten i disse tilbud, at der bliver etableret et styrket samarbejde med myndighedsdelen.

Børn på krisecentre

Ud over de nævnte punkter, er det vores opfattelse, at den indsats der er bundet op på BFCK ofte bliver etableret meget sent i forløbene på krisecentrene. Disse børn er jo meget sårbare, og krisecentrene har pt. ikke tilstrækkelige ressourcer til at tage sig af dem.

Det er ligeledes myndighedscenteret, der har ansvaret for at der bliver fulgt op i forhold til daginstitutioner, skole m.v..

Økonomisk balance og budgetoverholdelse

Det må ikke være økonomiske incitamenter der afgør hvilke krisecentre kvinderne eller de kriseramte familier vælger. Der må findes en løsning herpå.

I forhold til ønsket om at etablerer et hurtige flow – er det vores generelle opfattelse, at kvinderne/familierne bør være mindst mulig tid på centrene. Der er dog nogle kvinder/familier, der har brug for – også et års ophold, for at kunne vende tilbage til en ny bolig.

Økonomien/eller strategiplanen, må således ikke overtrumfe et konkret behov om et længere varende ophold på et krisecenter.

En mere vidensbaseret udvikling og praksis

LFS er generelt skeptisk overfor, hvilken læring forandringskompasset, akkreditering, VUM og CSC-S kan bibringe de enkelte krisecentre.

Vi er dog fuldt ud opmærksom på, ast der er behov for vidensdeling med de øvrige dele af forvaltningen. Der kan helt sikkert findes inspiration mange steder.

Vi skal dog også pege på – som vi gjorde indledningsvis, at inddragelse af borgerne i at finde nye veje at gå, f.eks. via innovationsprojekter, koblet sammen med medarbejdernes viden og kompetencer, for os at se, kan være en mere farbar vej at gå.

Med venlig hilsen

Helle Haslund og Niels Bang Andersen
LFS