Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Københavns kommune
Børne- og Ungdomsudvalget
Att:
www.blivhoert.kk.dk
København den 31. maj 2013
Høringssvar vedr. organisering af fritidsinstitutionspladser ved Kirsebærhavens Skole.
LFS mener, at de 112 nye fritidspladser skal tilknyttes fritidshjemmet, Blommen og hermed forankres under dagtilbudsloven. Den optimale etablering af pladserne vil derfor være model 3, som tilbygning til fritidshjemmet Blommen. Eller model 4, hvor Blommen også vil fremstå som et sammenhængende fritidshjem og enhed i Klyngen. Disse forslag til placering medvirker til at sikre sammenhængskraften, både i forhold til strukturen, funktionen, den pædagogiske praksis i Blommen og kravet om styrket samarbejde med skolen.
Herudover har LFS følgende kommentarer til høringsmaterialet.
Hurtig afklaring af forankringen og organiseringen af de nye fritidspladser:
LFS finder det positivt, at udvalget nu medvirker til at spørgsmålet om forankringen af fritidshjemspladser under folkeskoleloven eller dagtilbudsloven bliver behandlet så tidlig som muligt efter anlægsbevillingen. Vi har erfaret fra tidligere eksempler, at der i byggeprocessen først meget sent har været høring og herefter truffet politisk beslutning om de kommende pladser skulle være KKFO-pladser eller fritidshjemspladser.
Det har, som konsekvens, betydet at arbejdsmiljøgruppen fra en given klynge/0-18 års enhed har skullet indgå seriøst i byggeudvalgets arbejde, samtidig med en stor usikkerhed omkring den fremtidige forankring og organisering af de nye pladser. For at minimere denne usikkerhed er det afgørende, at der allerede ved de indledende møder i byggeprocessen, er afklaret hvor pladserne lovgivningsmæssigt forankres. Det optimale vil være, at der inden Brugerafklaringsfasen – hvor det pædagogiske grundlag formuleres – er en høringsproces i gang eller truffet beslutning om forankringen af pladserne. Når den ledelsesmæssige forankring er på plads, vil det naturligt medvirke til en høj grad af motivation i byggeprocessen og dermed grundlæggende have betydning for kvaliteten af byggeriet og den fremtidige drift.
Med baggrund i ovennævnte begrundelser, finder vi det derfor også vigtigt, at høringen omkring forankringen af fritidshjemspladser, i tilknytning til Lergravsparkens skole og Brønshøj skole, iværksættes så hurtigt som muligt.
Forankringen under dagtilbudsloven er et afgørende grundvilkår for den fritidspædagogiske indsats:
LFS mener at fritidspædagogik, forstået som en vekselvirkning mellem de enkelte børn og unges initiativ og formåen – og det pædagogiske personales bevidste indsats i relationen hertil, har svære vilkår når fritidspædagogikken underlægges en skole-”kode”. Når det strukturerede fundament er til stede, altså hvor der eksisterer en ledelsesstruktur for henholdsvis den undervisningsmæssige og fritidspædagogiske indsats, er det først muligt at anskue opgaverne ligeværdigt og i et helhedsperspektiv – frem for en arbejdspladskultur hvor der kontinuerligt eksisterer barrierer både i forhold til faglighed og kompetencer.
Den politiske beslutning om ”Fremtidens daginstitutioner”, understøtter også ovennævnte tilgang. Det fremgår bl.a. af beslutningsgrundlaget, citat: ”Københavns Kommune består af fagligt, ledelsesmæssigt, administrativt og økonomisk bæredygtige enheder, der kan fremme en bæredygtig etnisk og social børnesammensætning og sikre en høj faglig kvalitet i dag- og fritidstilbud i Københavns kommune for både ressourcestærke og ressourcesvage børn. Det er således hensigten, at de organisatoriske rammer og strukturer omkring ydelserne skal skabe den optimale platform til at sikre børns læring, trivsel og udvikling”… citat slut
Børneperspektivet vil også i langt højere grad blive tilgodeset, når pladserne forankres i Klynge VA7, som har børn og unge i alderen 0 – 18 år. Grundlaget er til stede til for, at børn/børn og ung/unge relationer kan udvikles og de sociale relationer styrkes i trygge omgivelser, allerede fra vuggestuealderen. Der vil kunne opnås synergieffekt, når der kan arbejdes målrettet med overgange allerede fra vuggestuealderen til børnehave, fra børnehave til fritidshjem, fra fritidshjem og til skole mv. Samtidig vil der også være færre skift for børnene.
Ledelsesopgaver, økonomi og det personalemæssige perspektiv:
Hvis det besluttes, at etablere pladserne som KKFO-pladser, vælger I at indsætte endnu en ledelseskategori (KKFO-leder). I vælger også en lønmæssigt dyrere løsning (anden lønaftale, samt ekstra tillæg til skolelederen). I vælger samtidigt en ledelsesform, hvor lederen, udover pædagogisk og personalepolitisk ledelse, også har selvstændigt økonomisk ledelse (på nær nogle få fællesudgifter med skolen) og eks. vis lønforhandlingsopgaver i forhold til personalegruppen i KKFO ’en.
Modsat, hvis det besluttes at forankre pladserne under fritidshjemmet Blommen, vil den pædagogiske leder, som opgave, alene have pædagogisk og personalepolitisk ledelse. Alle øvrige ledelsesopgaver ligger ved klyngelederen i klyngen. Dette betyder, at der vil blive maksimal ledelsesmæssig fokus på kerneydelsen. Den pædagogiske leder vil i øvrigt have et tæt ledelsesmæssigt samarbejde med det øvrige ledelsesteam i klyngen. Ved at etablere pladserne som fritidshjemspladser, vil der også være en øget chance for både at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Der vil være langt større mulighed for at kunne tilbyde fuldtidsstillinger og/eller kombinationsstillinger med de øvrige institutioner i Klynge VA7. Afhængig af de landspolitiske beslutninger omkring folkeskolereformen og hvordan denne tænkes udmøntet i opgavekombinationer, mellem fritidsdelen og pædagogiske opgaver i skolen, vil der selvfølgelig også mellem skole og fritidshjem kunne etableres kombinationsstillinger. En stillingsstruktur som vil være det optimale grundlag for et styrket samarbejde med skolen
Afslutningsvis vil LFS endnu engang opfordre til, at der hurtigst muligt igangsættes høring omkring fritidspladserne ved Lergravsparken og Brønshøj skole.
Med venlig hilsen
p.o.v.
Formand, Britt Petersen