Politiken, debat. Lørdag d. 19. januar 2008
Når brug af magt bliver nødvendig
De færreste er klar over, hvor krævende beboerne på bosteder for udviklingshæmmede er.
Magt og medicin er nogle gange de eneste muligheder vi har for at hjælpe dem.
BOSTEDER
RASMUS CHRISTENSEN OG MEHDI GHAVAMABADI
PÆDAGOGER PÅ BOSTED FOR UDVIKLINGSHÆMMEDE
Unødvendig brug af magt hører slet ikke hjemme på bosteder for udviklingshæmmede. Og der er heller ingen undskyldning for en leder, der ikke følger reglerne om at sende en indberetning, hver gang der er anvendt magt. Vi pædagoger har som profession et kæmpe ansvar for at forholde os til vores arbejde. Vi er beboernes 'advokater', og vi skal handle, hvis tingene ikke fungerer og ikke er til beboernes bedste.
Det er indlysende. Hvad der er mindre klart for offentligheden, er, hvilke typer beboere vi har i botilbuddene. Mange har meget svage brugere. Slet ikke de typer, vi kender fra tv-programmerne med Morten og Peter. Vi har at gøre med en gruppe, hvis mentale udviklingsniveau svarer til to- til seksårige børns, men de er udstyret med voksnes kroppe og voksnes kræfter. Beboerne er selvdestruktive, har udadreagerende adfærd og svært ved at kommunikere deres behov og ønsker. Mange af vores beboere har yderligere en psykiatrisk diagnose og en kompleks psykiatrisk historie.
Med de ressourcer, man har i dag, er man heldig, hvis man er 2 pædagoger på arbejde, som skal pleje minimum 5 svært fungerende mennesker. Så står man over for et stort dilemma, hvis en beboer kræver, at der er to om ham eller hende. Skal man bare overlade de andre beboere til sig selv, eller skal man vælge ikke at give den enkelte den hjælp, vedkommende har brug for?
Medierne fokuserer på, at man pumper beboerne med medikamenter. Virkeligheden er, at man gennem en proces med observationer af beboerens adfærd og følelsestilstand, pædagogiske redskaber og metoder når frem til, hvornår der f.eks. må gives PN-medicin, dvs. medicin, som ikke gives fast, men efter behov. Processen er et samarbejde mellem personalet, psykiater, læge, pårørende og andre med indsigt i beboerens situation.
Spørgsmålet om magtanvendelse er ikke enkelt. Det er hele tiden pædagogen, der motiverer og manipulerer beboerne i deres hverdag. For eksempel når de skal spise, sove, bade eller involveres i aktiviteter. I hygiejnesituationer, hvor det ikke er muligt at motivere eller samarbejde med beboeren, kan det være nødvendigt at bruge direkte magt. Som pædagoger må vi handle, for at den enkelte kan opretholde en forsvarlig hygiejne.
Vi må også handle i de situationer, hvor en beboer går amok over for de andre eller vil skade sig selv ved at banke sit hoved ind i en væg. Det går ikke kun ud over dem selv, men påvirker også de andre beboeres adfærd. Og så kan man være nødt til at fastholde den pågældende eller give ham beroligende medicin for at aflede ham. Det er altså ikke for at gøre beboeren ondt eller pacificere ham, som man ellers kan få indtryk af i medierne. Det giver faktisk tryghed til den pågældende og de andre beboere, at der er nogen, der passer på dem og holder af dem.
Vi griber ikke bare til fysisk magt for et godt ord. Vi har en servicelov, som vi skal rette os efter, og som har klare retningslinjer for, hvornår man må gøre hvad.Derudover har vi naturligvis også et ansvar for at være en selvreflekterende organisation, som hele tiden skal udvikle sig og blive bedre. Som pædagoger går vi ikke med skyklapper på i vores egen lille verden uden menneskelige værdier. Vi vil beboernes bedste.
Når der er fokus på magtanvendelse og medicin, glemmer man at fortælle historien om alle de gode ting, som vi pædagoger gør sammen med beboerne. Det kan være ture ud af huset, hygge, ferie og alt det andet, vi går og laver i hverdagen. Foruden alle de opgaver, der ikke omfatter beboerne, som tøjvask, opvask, afvaskning af køleskab, rengøring af ovn, bestilling af varer, indkøb, måling af temperatur på madvarer, skrive dagbøger, føre skemaer med medicin, dialog med dagtilbud, få tid hos læge og tandlæge osv. Alt sammen opgaver, der tager tid, som vi så ikke kan bruge på beboerne.
Vi er i en situation, hvor ingen vil tage ansvar, og alle kaster bolden videre. Men vi har alle et ansvar - lige fra vikarerne, pædagogerne og lederne til politikerne på Christiansborg. Måske skulle vi i stedet bruge denne situation til at diskutere de vilkår, der er på området. Nedskæring på nedskæring gør, at situationen bliver stadig værre.
Politikerne taler om at udlicitere tilsynet på området, hvilket måske er en god ide. Den kan bare ikke stå alene, for vilkårene er stadig de samme. Flere administrative opgaver gør, at pædagogernes tid går fra beboerne, hvilket bestemt ikke gør livet nemmere for disse beboere. Dertil kommer en masse tiltag fra socialforvaltningen, som er gjort i en god mening, men stadig er det tid, der går fra vores beboere. De, der sidder og beslutter disse tiltag, har ikke fingeren på pulsen, de har aldrig set vores beboere og har svært ved at se, hvor langt der er fra de gode intentioner i tiltagene og til den praktiske pædagogiske hverdag på hele specialområdet.
Som pædagog er det frustrerende at se, at pengesækken gang på gang blive strammet til, for det giver os ringere muligheder for at udføre vores arbejde optimalt. I sidste ende er det de udviklingshæmmede, der betaler prisen. Vi har brug for nogen i denne debat, der tænker med hjertet og ikke med pengepungen.