Amagerbladet torsdag den 24. januar 2008:
Dårlig omtale rammer alle
BOSTEDER: De seneste mange uger har været fyldt med historier om overgreb og en rå tone over for de udviklingshæmmede på Sundbyvang. Amager Bladet har talt med en af de ansatte om, hvordan det påvirker arbejdet i hverdagen.
Af Jesper Marthin.
Der går næsten ikke en dag, uden man kan læse eller høre om nye verbale og fysiske overgreb på de udviklingshæmmede beboere på forskellige bosteder på Sundbyvang.
Den negative omtale påvirker og rammer også beboere og ansatte på bosteder, der ikke har været nævnt i medierne. En af disse ansatte er svenske Jan Nilsson, der har arbejdet som socialpædagog i 25 år på bostedet Solstriben på Tomatvej, der er en del af Sundbyvang.
"Hver dag når vi møder ind, bruger vi en halv time på at holde møde om det her. Det lægger et enormt pres på os, og det er ikke sjovt at gå på arbejde i øjeblikket. Man læser kun det dårlige om os, og vi bliver alle skåret over en kam. Medierne er meget sensationslystne, og når man for eksempel har brugt skjult kamera, så har man kun set et kort klip og ikke set, hvad der er gået forud. Man er nødt til at få helheden med. Men man kan finde brodne kar alle vegne, og der, hvor der er problemer, er det selvfølgelig vigtigt, at der bliver ryddet op," siger Jan Nilsson.
Tør ikke gå på gaden
På bostedet Solstriben bor der udviklingshæmmede i alderen 45-85 år med forskellige handicaps. Flere af beboere er autister med forskellige psykoser, der ikke har et sprog. En har en hjerneskade efter en bilulykke, mens resten er født med en hjerneskade.
Derfor bruger de ansatte ofte kropssprog og viser billeder og piktogrammer, når de skal forklare ting over for beboerne. Det giver flere misforståelser i hverdagen, som især påvirker de ansatte, når de er på gaden sammen med beboerne.
"Det er blevet en kunstig situation, hvor vi næsten ikke tør gå på gaden. Alle folks øjne er rettet mod os, og vi overdriver også med at tale ekstra pænt til beboerne. Og humor som er en vigtig ting. Den bruger vi ikke så meget i dag. For eksempel er der en beboer, hvor jeg og ham har det med at tale havnearbejdersprog til hinanden. Det gør jeg ikke i øjeblikket, når der kommer nye folk på afdelingen. Så lægger jeg en dæmper på mig selv for ikke at blive misforstået. Noget som beboeren har svært ved at forstå," siger han.
Jan Nilsson giver et andet eksempel med en blind beboer, hvor to ansatte for nylig var med på hospitalet. Normalt tager de beboeren i hånden, men det turde de ikke, fordi de var bange for folks reaktioner. I stedet for ventede de til beboeren tog dem i hånden.
"Så hver gang vi ansatte bliver konfronteret med en ny situation, tænker vi hele tiden på, hvad der ser mest korrekt ud i andres øjne."
Magtanvendelse
Meget af kritikken i medierne har blandt andet gået på en unødvendig brug af magtanvendelse, og at de ansatte råber af og i det hele taget behandler beboerne dårligt.
Jan Nilsson mener, at de ansatte på bostedet Solstriben behandler beboerne ordentligt, men at det nogle gange kan være nødvendig at hæve stemmen.
"Hvis en af beboerne for eksempel spilder en kop kaffe, så skal personen selv tørre op. Og hvis beboeren efter flere opfordringer ikke gider det, så er man nogle gange nødt til at hæve stemmen, ligesom jeg også kan gøre over for mine egne børn. Men en magtanvendelse kan være nødvendig. For eksempel havde vi en beboer, der ville ud af døren, men ikke måtte gå ud, fordi han ville være til fare for sig selv i trafikken.
Her måtte jeg holde ham fast fem gange i løbet af en time og bagefter lave fem indberetninger om magtanvendelse. Andre gange har vi brugt magtanvendelse, fordi der er en person, der hele tiden vil skifte tøj eller hele tiden vil spise mad fra køleskabet. Der er vi altså nødt til at skride ind over for beboeren," siger Jan Nilsson.
Han understreger, at det generelt er vigtigt, at de ansatte følger en rød tråd i deres arbejde, og at man også har en leder, der er villig til at tage ansvar og melder ud, hvis der går noget galt.
Ikke for lønnens skyld
Jan Nilsson har, ligesom de fleste af sine kolleger, ofte måtte lægge øre til, at folk har svært ved at forstå, hvorfor man gider at arbejde inden for et område, hvor der ikke er nogen udvikling.
"Vores område vil altid være lavstatus. I starten fulgte lønnen med, men nu er vi underbetalt. Så i dag ville jeg ikke have taget uddannelsen, og jeg arbejder ikke her for lønnens skyld. Jeg glad for arbejdet, fordi vi er meget åbne og har det godt med hinanden. Samtidig kan man også godt udvikle sig. Ellers havde jeg nok heller ikke arbejdet her i 25 år. Og jeg vil tro, at mellem 60-70 procent af medarbejderne har arbejdet her i 15-25 år. Nu må vi må bare arbejde videre, som vi altid har gjort. Men det er da ærgerligt, at det skal fylde så meget, når vi nu gør et utrolig godt stykke arbejde og ikke føler, vi har gjort noget forkert," siger han.
Linket findes ikke mere [itlfs/31-7-2011]
http://www.amagerbladet.dk/article/20080122/amager/nyheder/701220029/