28.2.2006
Fusion:
LFS og PMF København/Frederiksberg er hermed sammenlagt.
Den 27.2.2006 godkendte et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i LFS sammenlægningen med PMF København-Frederiksberg. Og i direkte forlængelse heraf blev der afholdt stiftende repræsentantskabsmøde i den nye organisation LFS.
Det "gamle" LFS er den fortsættende fagforening og adresse, telefonnummer, mailadresse mv. er derfor bibeholdt.
Vi er utrolig glade for og stolte af, at medlemmerne af såvel det gamle LFS som det tidligere PMF København-Frederiksberg har kunnet se fornuften og værdien i at gå sammen i forening og på den måde udnytte ressourcerne optimalt i forhold til vores medlemmer.
Se tidligere meddelelser om fusionsforløbet her:
28.11.2005
Lokal fusion mellem LFS og PMF
Igennem længere tid har LFS og de 4 PMF-afdelinger i Storkøbenhavn forhandlet grundlag for lokal fusion.
Det lykkedes desværre ikke at opnå total enighed om fusionen.
Uenighederne går på vores forskellige syn på og holdninger til resourceanvendelse i forhold til medlemskab af de lokale LO´er.
I LFS og PMF København/Frederiksberg er vi bekymrede over både anvendelsen af de betydelige økonomiske og mandskabsmæssige resourcer, som de 3 øvrige PMF-afdelinger lagde op til.
Vi foretrækker at bruge flest mulige kræfter på det direkte faglige arbejde for medlemmerne.
Da LFS og PMF København/Frederiksberg deler synspunkter på alle væsentlige spørgsmål arbejdes der nu på fusion mellem disse to fagforeninger.
Når disse sidste drøftelser er tilendebragt vil spørgsmålet blive sendt til debat og beslutning på generalforsamlinger i LFSs 3 faglige områder med efterfølgende endelig stillingtagen på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i LFS samt generalforsamling i PMF København/Frederiksberg.
Orientering om evt. fusion mellem LFS og de 4 storkøbenhavnske PMF-afdelinger
I konsekvens af fusionen mellem FOA og PMF pr. 1.1.05, har vi i LFS og 4 pmf-afdelinger i det storkøbenhavnske haft nedsat en lokal fusionsgruppe.
Vi begyndte vores diskussioner i slutningen af april i år og har endnu ikke afsluttet vores arbejde og derfor kan jeg alene orientere om hvor langt vi er nået lige nu.
Hvis vi kan blive enige om grundlaget for en lokalfusion, d.v.s. dels det fagpolitiske grundlag og dels det organisatoriske grundlag, så er vi enige om at fusionen sker 1.3.06.
I LFS har vi vedtaget at før end Repræsentantskabet kan tage beslutning om en evt. fusion, så skal der afholdes ekstraordinære generalforsamlinger i de 3 områder i LFS.
Lige nu er fusionsgruppen enige om, at det er LFS’s nuværende struktur der er fundamentet i en fusioneret organisation, det vil sige at ledersektionerne fortsat er selvstændige organisatoriske led med egen beslutningskompetence, at de 3 områder fortsætter stort set som I kender det, dog vil almenområdet blive udvidet med kommuneklubber for pædagogmedhjælpere i alle kommuner uden for København og på den stiftende generalforsamling i "det nye almenområdet" vil 11 ud af 21 bestyrelsespladser være garantipladser til de forskellige faggrupper/ kommuneklubber.
Det vil stadig være sådan, at forhold der kun vedrører én faggruppe, besluttes af den pågældende faggruppe, at forhold der kun vedrører ét område, besluttes af det pågældende område osv.
Kun forhold der går på tværs af faggrupper eller områder er fælles anliggender og i fælles anliggender opererer vi med en form for mindretalsbeskyttelse, således at en enkelt faggruppe eller et enkelt område ikke alene på grund af deres medlemsantal kan beslutte noget som de øvrige faggrupper/områder er uenige i.
Lige nu har vi en del arbejdsgrupper nedsat til at komme med forslag til: arbejdet med de tillidsvalgte, arbejdsmiljøarbejdet, arbejdet med det sociale kapitel, arbejdet med overenskomster og aftaler, arbejdet med at udforme en fælles daginstitutionspolitik o.s.v.
Fusionsgruppen skal på en møde i slutningen af oktober forholde sig til alle de nedsatte arbejdsgruppers arbejde og herefter skal så udarbejdes det samlede materiale til brug for medlemsdiskussion og senere beslutning.
10.12.2004
Fusionen er en realitet på forbundplan
Det blev et klart ja fra medlemmerne i både PMF og FOA.
I LFS’ forretningsudvalg er vi glade for resultatet. Det giver nye muligheder at blive en større fagforening og få flere vinkler på vores arbejde for medlemmerne.
Fusionen er en realitet centralt på forbundsplan. Nu skal vi grundigt i gang med at debattere den lokale fusion. På vores repræsentantskabsmøde i november nedsatte vi en gruppe, der fra LFS' side skal stå for dette arbejde.
Følg med her på hjemmesiden, hvor vi vil orientere og skabe debatter.
De to forbund har i forvejen fælles arbejdsgivere, og den pædagogiske sektor i det nye forbund vil få cirka 56.000 medlemmer og dermed være en af landets største faglige organisationer på det pædagogiske område.
I FOA har knap hver 3. medlem stemt, mens næsten hvert 2. medlem af PMF har stemt.
I PMF har 63,9 pct. af medlemmerne stemt ja, og 36 pct. har stemt nej til en sammenlægning. I FOA har 60 pct. stemt ja, mens 40 pct. har stemt nej. Stemmedeltagelsen i PMF er på 46,7 pct. I FOA deltog 32,8 pct. af medlemmerne.
I LFS har 1861 stemt for (73%), og 694 stemte imod (27%).
Stemmeprocenten for LFS blev på 31,7%
Forretningsudvalget LFS