Småhistorier fra jubilæumsskrift 1990
I LFS' jubilæumsskrift fra 1990 er der udover selve hovedhistorien en række småartikler, interviews og portrætter af nogle af foreningens koryfæer, alle skrevet af Jan Eskildsen og Merete Astrup.
Indhold:
- Veteranen
- De røde pædagoger
- Tidligere medlem af forretningsudvalget
- Tidligere næstformand
- Intet samarbejde med uorganiserede
- Børnenes sikkerhed
- Klubformanden
- Enhed er så vigtigt
Veteranen
Legepladsleder Birthe Østerberg har været medlem af LFS i 35 år:
Jeg har arbejdet på legeplads siden april 1955, da jeg blev ansat på Skydebanen, og jeg har været glad for at komme på arbejde hver dag lige siden, fortæller Birthe Østerberg.
Dengang talte vi ikke så meget om normeringer, fortæller Birthe. Vi var to pædagoger og en medhjælper og tog hver dag imod 2-300 børn. Det halve af børnene kom med nøglen omkring halsen, og rigtig mange var virkelig fattige og manglede omsorg.
Derfor gik vi rundt til de handlende for at få de varer, de ikke havde solgt dagen før. Vi fik kasser med brudkiks, mel og gryn hos en kolonial, æbler hos frugthandleren, og vi lavede kakao af det mælk, vi kunne få i mejeriet. Til jul lånte vi sal og juletræ af fritidshjemmet og holdt julefest for de børn, der kom på legepladsen. Vi gjorde meget for børnene - de havde virkelig brug for det.
Vi holdt nogle goder fester i skydebanehaven sammen med barneplejerskerne. Vi var jo kun piger, men vi ringede til hovedbrandstationen, og så kom der en flok brandmænd og festede med os. Vi stod i rækker i hver sin side af lokalet, så blev vi fulgt til bords og fik smørrebrød og øl - og dansede. Hvem der klarede brandslukningen ved jeg ikke.
Fagforeningen og formanden
Så snart jeg var startet på jobbet, blev jeg også indmeldt i LFS. I starten var jeg meget bange for at sige noget på møderne. Jeg foldede hænderne under bordet og bad til, at jeg ikke blev spurgt om noget på legepladsernes vegne. Senere kom det jo til at gå noget bedre.
Dengang var formændene fra de enkelte afdelinger altid med, når fagforeningens formand skulle til forhandling med kommunen. En gang var jeg med Tarzan (Gunnar Mikkelsen) inde og forhandle løn med vicedirektør Vestergaard. Vi var kun i 6. lønramme dengang. Vi skal have dem op i 16., sagde Tarzan brysk og holdt et længere foredrag for Vestergaard. Han svarede: Du rasler med sablerne - jeg tror vi skal nøjes med at give dem 13. lønramme.
Det må jeg tale med fru Østerberg om, sagde Tarzan, og så gik vi udenfor og dansede krigsdans på gangen. Det var en lønforhøjelse på flere hundrede kroner om måneden. Tarzan var i det hele taget formidabel. Når han holdt beretning, kunne han tale i halvanden time uden papir og han glemte intet. Han var forud for sin tid, og han havde et kæmpehjerte for børnene. Han fik mig til at åbne øjnene for det vigtige i at være organiseret.
Samarbejdet
Legepladserne har altid haft et godt samarbejde med de øvrige grupper i LFS. Vi kom jo med i Fællesbestyrelsen for daginstitutionsområdet i sin tid, og her lærte jeg mange unge at kende, en del af dem var DKPere.
Jeg syntes, at socialdemokraterne var nogle dovne slamberter - de kunne have været meget stærke i LFS, hvis de havde været mere aktive og inddraget medlemmerne i arbejdet. De unge i Fællesbestyrelsen var et friskt pust - de var tilmed lystige, havde altid en sang med, og vi hyggede os efter møderne.
De unge i LFS i dag ved meget, de er knusende dygtige, velformulerede og inde i det altsammen.
De røde pædagoger
Den 4. november 1971 indrykkede den LFS-organiserede institution Hudegrundens Byggelegeplads en stillingsannonce i BUPLs fagblad Børn & Unge. Få dage efter var annoncen blevet omtalt i flere medier, og en landsomfattende debat om de røde pædagoger var igang.
I annoncen hed det bl.a.: Kun en marxist, der anerkender institutionens målsætning og vil arbejde aktivt ud herfra, vil blive optaget i vort kollektiv. Lønrammen er 6/8. Al løn herudover går til vor solidaritetsfond.
Et vildskud
Københavns kommunes socialborgmester Børge H. Jensen gav i et brev til Børn & Unge udtryk for, at denne annonce måtte betragtes som et vildskud, og at ansøgninger til stillingen principielt var uden betydning, I de kommende måneder kunne man læse om sagen i alle landets aviser, hvor debatten bølgede for og imod.
Inden debatten døde ud, havde annoncen givet anledning til spørgsmål i Folketinget og sagen var naturligt nok vand på de borgerlige partiers mølle. Omvendt havde pædagogerne på Hudegrunden formået at sætte spørgsmålet om daginstitutionerne og pædagogernes rolle på dagsordenen over hele landet og selvfølgelig især på daginstitutionsområdet.
Sammenhængen mellem politik og pædagogik, der tidligere havde været overset - eller fornægtet - af det store flertal, var nu på alles læber fra Vesterbro til Vestjylland, og man måtte forholde sig til tankerne bag begrebet marxistisk pædagogik.
Fra alle sider hørtes nu om personalegrupper, der var gået i gang med en afklaringsproces i form af en målsætningsdebat.
I den periode var det ellers ikke aktiv fagpolitik eller andet venstreorienteret foretagsomhed, der stod øverst på dagsordenen på de pædagogiske arbejdspladser.
Forskel på Kristus og Marx
En del af medlemmerne i de pædagogiske organisationer gik imod aktioner af hensyn til børnene og deres forældre. De var ikke overbevist om det rimelige i, at lade forbrugergruppen lide under konsekvenserne af en aktion på arbejdspladsen.
Desuden var mange af den opfattelse, at man ikke sådan skulle påvirke børnene politisk, og de var her på linie med det konservative folketingsmedlem fru Gerda Møller, der stillede spørgsmål om sagen til socialminister Eva Gredal.
Masser af stillingsannoncer fra børneinstitutioner efterlyste både dengang og siden pædagoger med en kristen livsholdning, men det fandt fruen det ikke nødvendigt at stille spørgsmål til.
I Hudegrundens tilfælde blev disse problemstillinger vendt på hovedet, idet man argumenterede og aktionerede med det formål at påvirke såvel børn som forældre som det omgivende samfund i øvrigt.
Aktioner skal kunne forklares
Diskussionen om forholdet mellem pædagoger og forældre er siden foregået med skiftende intensitet, når der har været optræk til faglige aktiviteter f.eks. i form af arbejdsnedlæggelser.
Når andre personalegrupper nedlægger arbejdet, rammer de heller ikke kun arbejdsgiverne men også de uskyldige forbrugere. Det gælder, hvad enten det er HT-chaufførerne eller sygehjælperne.
I alle tilfælde skal baggrunden for aktionerne kunne forklares så grundigt, at forbrugerne - omend med en vis beklagelse - kan indse nødvendigheden af dem.
Samtidig skal utilfredsheden vendes mod de instanser, arbejdsgivere eller politikere, der har ansvaret for de aktuelle forhold.
Tidligere medlem af forretningsudvalget
Erik Olesen var i en periode formand for døgnklubben (fra 1966) - eller klubben for de værnende, som den blev kaldt - og han havde sæde i foreningens forretningsudvalg fra 1972-78.
- Døgnklubben blev synlig i billedet fra midten af 60erne, fortæller Erik Olesen, - og medlemmerne var hovedsageligt lærere, pædagogisk uddannede folk ved forskellige døgninstitutioner og fagligt uddannede, f.eks. håndværkere, som arbejdede på lærlingehjem o.lign.
- Lærerne havde ikke kun undervisning, men indgik i det almindelige tilsyn med børnene - det holdt op hen mod slutningen af 60erne, da socialpædagogerne blev aktive.
Området var delt op i skolehjem, ungdomshjem, spædbørnehjem, optagelseshjem og iagttagelseshjem - alle med det til fælles, at de hørte under Københavns kommune.
Personalet ved døgninstitutionerne i landets øvrige kommuner var medlem af Danske Børneforsorgsarbejderes Sammenslutning, DBS - forgængeren for det nuværende Socialpædagogernes Landsforbund, SL.
- I gamle dage var hele den værnende forsorg lidt sammenspist, alle kendte alle og man formerede sig nærmest ved en slags knopskydning, fortæller Erik Olesen.
- Der var kold luft mellem DBS og os i de kommunales fagforening. Det var en torn i øjet for dem, at vi kunne klare os selv, og at forhandlingsretten lå i DKA.
Vi fandt det naturligst, at forstanderne også var medlemmer her, men forstanderne kom senere ind i kommunalforeningen og fik deres egen forstanderforening.
De var i en højere lønramme og ville derfor være i en anden forening end de øvrige ansatte. I tidens løb brugte vi mange timer og dage på at skaffe en grænseaftale, men den kom først i begyndelsen af 80eme.
Vi havde et godt samarbeje med det daværende inspektorat, som senere blev til direktoratet. På et tidspunkt omkring 1969 fik jeg således i en periode fri af kommunen for at hverve medlenmrer til LFS - det var sammen med Edith Toft, der også sad i forretningsudvalget dengang.
Vi havde kontor hos DKA, men vores bestyrelsesmøder foregik ofte på Emdrup skole, hvor kassereren Ingeborg Olsens mand var pedel.
- Noget af det mest krævende, jeg husker, var da vi i juledagene i 1973 var til forhandlinger i Socialministeriet vedrørende tid til andet arbejde på dagområdet, fortæller Erik Olesen. - Vi brugte nærmest alle døgnets timer til udregning af normeringsbrøkerne.
-Det foregik mest med papir og blyant dengang, da lommeregneren ikke var opfundet endnu. Arbejdet med disse problemer gav et sammenhold i foreningen mellem de forskellige grupper, som blev af stor betydning for den senere udvikling i foreningen.
Tidligere næstformand
Erik Nielsen, der var næstformand i LFS i perioden 1974-88, var i starten af 70erne tilknyttet Hudegrundens Byggelegeplads. Han var aktiv i den fagopposition, der fra starten af 7Oerne markerede sig i LFS, og hvis linie efterhånden blev den fremherskende i fagforeningen.
Erik hæfter sig ved tre forhold fra sin periode i forretningsudvalget:
Fik organiseret området
- Vi fik styr på organisationen forstået på den måde, at vi fik kortlagt området, så vi for alvor kunne gå igang med at organisere den del af personalet, der enten var uorganiserede eller var forkert organiserede, altså medlemmer af en anden fagforening.
- Dengang var der endnu ikke indgået grænseaaftaler mellern DKA/LFS og de øvrige organisationer på det pædagogiske område. Det kom først på plads en gang i slutningen af 70erne. - Resultatet blev en høj organisationsprocent, selv orm der da nok stadig er nogen, der går og gemmner sig, fordi de ikke er medlem af fagforeningen.
Tillidsmandsuddannelsen
- På et tidspunkt besluttede vi, at den tillidsmandsuddannelse, som kunne tilbydes medlemmerne gennem Dansk Kommunal Arbejderforbund skulle suppleres med egne kurser for tillidsfolkene. Ja, vi lavede faktisk vores egen tillidsmandsuddannelse.
- Den tillidsmandsuddannelse, som foregår i LOregi er i meget høj grad præget af den socialdemokratiske opfattelse af såvel historien som nutiden. Det syntes vi ikke var tilfredsstillende, så inden LFS-medlemmer tager på et af de purser, der er arrangeret af Fagbevægelsens Interne Uddannelser (FIU)j, kan de forberede sig ved at deltage i et LFS-kursus.
Pædagogisk Kartel
- Og så er der selvfølgelig den sørgelige historie om Pædagogisk Kartel. Fral starten var alle enige om, at det var det rigtige. Under aktiviteterne imod nedskæringerne i 1975-76 blev det klart for de involverede, at vi kunne nå meget længere, hvis vi lagde kræfterne sammen.
- Vi har fælles interesser, dels som faggruppe, dels som offentligt ansatte, og det, der samler os, burde efter min opfattelse veje tungere end de uenigheder, der fik lov at splitte kartellet ad.
- Jeg håber stadig at se et socialpædagogisk enhedsforbund, selv om jeg naturligvis godt er klar over, at det ikke bliver lige med det samme. Tanken er rigtig.
Intet samarbejde med uorganiserede
I efterkrigstiden var det faglige arbejde præget af besværligheder med overhovedet at få organiseret personalet. Det vidner adskillige artikler i medlemsbladet Opsynet om.
Således bragtes i juli 1946 en artikel, hvor der under overskriften Vanskeligt Organiseringsområde, bl.a. kunne læses følgende:
Den Nødvendighed det er at staa tilsluttet en forhandlingsberettiget Organisation, er endnu ikke gået op for en Del af de ved Københavns Kommune beskæftigede Børnehave- og Fritidshjemslærerinder samt Barneplejersker, og det er uforstaaeligt, at det organiserede Personale stadig finder sig i at arbejde sammen med disse uorganiserede Damer. Uden Kammeratskabsfølelse modtager disse goder, som de organiserede opnaar gennern deres Organisatiom«.
l samme blad fortælles hostorien om en barneplejerske, der glædestrålende fortæller, at hun nu skal have 40 kr. mere om måneden, og hvorfor skal hun dog stå som medlem af en organisation, når det er institutionen, der sørger for hendes lønforhøjelse!
Forfatteren til artiklen gør opmærksom på, at der er tale om en misforståelse, formentlig foranlediget af et cirkulære fra overborgmesteren, og artiklen fortsætter:
Vor Organisation er ikke alene en Støtte om et samlet Krav, men også naar det gælder den Enkelte, en uundværlig Hjælp. Dette kan De sikkert faa bekræftet af en Fritidshjemslærerinde i Randersgade. Hun stod med en Opsigelse i Hannden, men Organisationens Formand fik ved Forhandling denne annulleret, og som tak herfor udmeldte Fruen sig af Organisationen. Et smukt træk.
Artiklen i Opsynet slutter: Til slut vil jeg give de unge Damer, der er i Tvivl om et fagligt Spørgsmaal, det Raad, henvend Dem altid til den Tillidsmand, De har valgt, og aldrig til Folk, der ikke har Kendskab til vore organisationsrmæssige forhold.
Uden skam i livet
Lønforhandlinger og sager on afskedigelser indtog dengang som nu en central plads i fagforeningens daglige virke, og at også arbejdet med organiseringen lå afdelingen stærkt på sinde, viser en artikel i Opsynet fra november 1949:
Det er nu snart 10 år siden, at Opsynsmændenes Organisation fik i Opgave at organisere de kommunale Børnehavelærerinder og Barneplejersker, og de, der har været beskæftiget siden, vil kunne bekræfte, at det har haft sin Betydning at være tilsluttet en Organisation, der er Underafdeling af et forhandlingsberettiget Forbund - Dansk Kommunal Arbejderforbund.
Trods dette gaar der endnu i Kommunens Børnehaver og Fritidshjem en del uorganiserede Børnehavelærerinder, som uden Skam i Livet modtager de Goder, deres organiserede Kolleger opnaar gennem deres Organisation.
Og så blev der smækket trumf på:
Vi skal senere heri Bladet offentliggøre Navnene på disse uorganiserede Damer. Det var rene ord for pengene, og ved en senere lejlighed, da en fritidshjemslærerinde og tre barneplejersker udmeldte sig af organisationen, meddelte Opsynet navne og adresser på de formastelige og skrev nedenunder:
For disse ovennævnte gælder, at enhver organiseret viser, at Kannreratskabet er ophørt, saa længe de staar uden for Organisationen.
Joh - det slogan, som LFS har hyldet igennem de seneste årtier om Intet samarbejde med uorganiseredes, har dybe og gamle rødder.
Børnenes sikkerhed
I oktober 1954 havde opsynet en artikel om Børnene i trafikken. Heri hed det bl.a. at antallet af knallerter og motorcykler og biler på gader og veje var steget enormt, mens antallet af færdselsuheld var i stærk stigning.
Kurven for Børns Tilskadekomst i Trafikken stiger foruroligende. Sammenligner man her i København den totale Personskade af Børn i 1938 med 1953, er Tallene 380 og 568. Disse tal taler for sig selv, og vi spørger derfor: Hvad gøres der for at faa Børnene bort fra gaderne, hvor trafikulykkerne sker.
Længere nede i artiklen hedder det: Spørgsmaalet er saa, om man sparer på skillingen og lader Daleren gaa ved at være saa karrig med at stille de Beløb til Rådighed, som oprettelse af flere Legepladser og udvidelse af Legepladslederordningen koster. Disse Penge vil sikkert være medvirkende til at nedsætte Antallet af dræbte børn i trafikken, samtidig med at fru Hansen og Jensen paa Vaskedagen med en vis Tryghed kunne sende deres Børn ned at lege, naar de vidste, at de var under behørigt opsyn paa de offentlige Legepladser.
Det behørige opsyn var medlemmer af Opsynsmændenes Organisation , hvis ikke det var en af de forholdsvis nye legepladsledere, der var blevet ansat af magistratens 4. afdeling, hvorunder legepladserne hørte (og hører). Et område, der senere fik sin egen afdeling i LFS.
Klubformanden
- Fra trusler om sprængning i 1976 og 1977 blev den nye struktur vedtaget enstemmigt i 1978 - det var et flot stykke arbejde, der her blev udført fra alle grupper i foreningen, siger Olaf Christensen. Han har været formand for den største faglige klub i LFS, Pædagogernes faglige klub, siden klubbens første generalforsamling under den nye struktur.
- Modsætningerne blev nu mere politiske end faggruppeorienterede, og det var sundt. Den struktur vi fik skruet sammen, var meget velegnet som model for et socialarbejdernes enhedsforbund - hen ad vejen opnåede vi en større sammenhæng i organisationen og en større forståelse grupperne imellem.
Kartellet
Olaf Christensen lægger ikke skjul på sin forbitrelse over, at det ikke lykkedes at skabe et enhedsforbund for socialarbejdere.
- Kartellets nedlæggelse er det mest ærgerlige, der er sket de sidste ti år. Man kan græde over alle de ledende folk i samtlige organisationer, der alle kan citeres for at have sagt, at enhedsforbundet er en nødvendighed. Kun de ledende kan bebrejdes for, at enhedsforbundet ikke blev til noget. Krigen mellem BUPL og PMF har ødelagt meget for vores område.
-Man må håbe, at samarbejdet kan fortsætte på enkelte områder og drømme om en enhedsforbund for socialarbejdere med faglærte og ufaglærte, dag- og døgninstitutionsansatte, ansatte ved dagplejen, legepladser og andre områder for børn og unge. Det vil gavne medlemmerne, og det vil gavne børnene og de unge.
Udviklingen i LFS
- Udviklingen i LFS er gået meget stærkt i de senere år. For 8-10 år siden ringede telefonen lagt færre gange, og det var ofte tilfældigt, hvem der tog den og besvarede de stillede spørgsmål.
- Vi brugte duplikatorer og syntes, at en stencilbrænder var verdens 8. vidunder. Forud for repræsentantskabsmøderne var det forretningsudvalget og de faglige sekretærer, der samledes deltagernes mapper - indimellem tog vi telefonen. I dag har vi moderne omstilling med et utal af linier, de fleste af os arbejder nu med EDB, og der er oprettet en trykke- og forsendelsesafdeling.
- Der er skåret ned på en del udadvendte aktiviteter, fordi den direkte sagsbehandling er steget enormt. Det har været en rigtig prioritering, men det kan også være farligt, hvis en fagforening ikke også bruger tid på det visionære arbejde.
- LFS er nu en god og velfungerende fagforening med en høj grad af medlemsservice, og det synes jeg, vi kan være stolte af. Vi har også kunnet bevare et godt samarbejde mellem alle faggrupper - noget BUPL og PMF kunne lære noget af.
- Tillidsmandsarbejdet og miljøarbejdet er sat i system og fungerer efter min opfattelse bedre end i nogen anden københavnsk fagforening. Det flotte niveau for uddannelsen af vores tillidsfolk er en afgørende styrke, siger formanden for Pædagogernes faglige klub, Olaf Christensen.
Enhed er så vigtigt
LFSs nuværende formand, Anne Bergquist, har huseret i otte år på formandsposten. Forud havde hun fire år som sekretær. I alt 12 år i foreningens 50 årige liv. 12 år på godt og ondt og rig på oplevelser.
Anne er nr. 4 i rækken af LFS formænd/kvinder. I hendes formandstid har der løbende stået strukturændringer på dagsordenen. Sammenslutninger og splittelser. Sådan er det også i år hvor LFS fylder 50.
- I et notat til foreningens tillidsmandsmappe om LFSs udvikling, som du skrev for næsten 10 år siden, sluttede du af med at fastslå at LFSs hovedopgave blev dannelsen af det pædagogiske enhedsforbund. Hvad ville du skrive her ved 50 års dagen.
Anne smiler ved tanken om den optimistiske afslutning i notatet. - Ja, det var unægtelig en anden opfattelse af sammenhold og solidaritet, der var gældende for 10 år siden. Men min holdning til solidaritet og enhed har ikke ændret sig på de 10 år. Mit helt konkrete ønske nu, er at vi får overbevist BUPL om, at gå ind i LO, sammen med os andre. Det er vigtigt at vi står sammen faglærte og ufaglærte. Det er vigtigt, at vi bevarer enhedsfagbevægelsen, og jeg mener faktisk, at det skal ske i LO, og ad den vej udvikle medlemsdemokratiet.
- Med den ny LO struktur sker der på den ene side en centralisering og på den anden side en decentralisering. Vi skal ruste folk til decentraliseringen. Det stiller store krav til forbundene, og til de lokale ressourcer, det sker bedst når vi står sammen. Vi må sammen tackle den udvikling, der er igang, hvor faggrænser brydes ned og arbejdsområder overlapper hinanden.
I virkeligheden mener jeg også, at socialrådgiverne burde være med når vi snakker fusioner og sammenlægninger inden for vores område, siger Anne.
Hun opfatter de igangværende fusionsforhandlinger mellem BUPL, SL og LDK som en opsplitning, når man på forhånd udelukker tidligere samarbejdspartnere fra at deltage. - Ved en opsplitning af LFS går vi den gale vej. Vi har netop ved vores opbygning, det rigtige svar på den udvikling der er igang i samfundet, siger Anne.
Struktur fra starten
Den første større opgave hun selv var involveret i efter at have indtaget sin tillidspost i LFS, var sturkturændringen i LFS.
Vi skulle have ændret LFSs daværende struktur fra det fagopdelte til det tværfaglige princip. Det skete i de år, hvor den faglige aktive linie havde vundet i LFS, og formålet var at få tilpasset strukturen til en mere aktiv organisation. Det mente vi skete bedst ved det tværfaglige princip med kredsinddelinger. Vi erfarede imidlertid, at der også var et behov for at samles fagopdelt, for at sikre de specifikke forhold indenfor områderne. Herefter dannede vi de faglige klubber, så vi idag har vekselvirkningen mellem det tværfaglige og fagopdelte. Det fungerer, og viser at enhedstanken er god nok, siger Anne.
Pædagogisk Kartel
I 1980 blev LFS medlem af Socialarbejdernes Fællesudvalg, SFU.
- For os betød det, at vi fik en bredere indfaldsvinkel til vores arbejde, specielt socialpolitikken. Vi fik gode muligheder for at diskutere med de andre grupper, som ikke var med i Pædagogisk Kartel.
- Hvad betød Pædagogisk Kartel for LFS.
-At vi fik en udstrakt service fra de andre organisationer via kartellet, som vi ikke kan klare alene. Men derudover kom pædagogisk Kartel til at spille en rolle i fagbevægelsen. Pædagogisk Kartel blev faktisk en ledende skikkelse i fagbevægelsen. Vi viste, at vi havde nogle forbund, der kunne mobilisere medlemmerne både lokalt og på landsplan, siger Anne.
- Pædagogisk kartel betød også, at vores krav blev opkvalificeret. Ttag arbejdsmil jøet f.eks. Det eneste der var arbejdet med før var opløsningsmidler. Vi fik malerrapporten. Pædagogisk Kartel interesserede sig for miljøet på en anden måde, som gav os positive erfaringer. Der blev kigget på rygskader. Vi lavede en arbejdsmiljørapport, og hele sagen om formaldehyd, som vi rejste fik indvirkning på lovgivningen.
Det var også i Pædagogisk Kartel, at vi fik taget fat på institutionspolitikken. Vi fik lavet brøken om børnetal x åbningstid, vi sendte sekretærer til lokale normeringsforhandlinger, fik lavet regler og i dag er området aftaledækket. Det er vigtigt, at få sådanne kollektive erfaringer.
Pædagogisk Kartel fik også en samfundsmæssig funktion. Vi var vel også blandt de første, der tog EF spørgsmålet ind. Vi var meget op mærksomme på, at EF direktiver ville komme til at indvirke på danske forhold. Vi fik slået hul på diskussionerne om grænseværdier, og hvad grænseværdier er, siger Anne.
Vendte blikket
Ikke overraskende siger Anne, at man i LFS var kede af, da kartellet faldt og enhedstanken med. For LFS betød det, at ambitioner og tilbud måtte skrues ned, fordi foreningen ikke alene havde ressourcer til at gennemfører så meget, som man havde haft mulighed for i kartellet. Det gik bla. ud over tillidsmandsog sikkerhedsuddannelsen, hvor overbygningskurser måtte skæres væk.
- På den anden side fik bruddet os til at stille krav til vores eget forbund DKA. Stille og roligt begyndte der at ske noget på arbejdsmiljøområdet uddannelsesområdet og specielt socialpolitikken.
- Vi har også altid ment, at det var vigtigt at have en dialog mellem dag- og døgninstitutioner og dagpleje. Man kan sige vi manglede døgn og dagpleje i kartellet, men det kunne have udviklet sig. I København har samarbejdet med de andre organisationer gennem Fagligt Budget Initiativ (FBI) sat fokus på Københavns kommunes problemer. Et arbejde der har banet vejen for at Fællesorganisationen i dag har lavet et oplæg til Københavns Fremtid. FBI er nu nedlagt, fordi arbejdet varetages i FOs budgetudvalg.
Noget andet
Det er vigtigt, at der har været bevægelse, men på et tidspunkt rejste sig en kritik i LFS over, at vi fokuserede for meget på det faglige og for lidt på det pædagogiske område. Jeg har altid ment, at det var del rigtige, vi gjorde. Vi havde brug for at få en god overens- komstkamp, for at markere os og få nogle kollektive erfaringer. Vi var nødt til at prioritere i en periode.
Anne mener at kulminationnen kom i 1985 efter de store strejker og blokader.
- Vi fik ikke skiftet regeringen ud, og vi fik ikke ændre LOs holdning til det fagretslige system. Folk blev desillusioneret. Man havde brug for at få noget andet. Vi har altid fokuseret på rammerne på institutionerne, men indholdet havde vi ikke brugt meget tid på. Ved at ændre kursen imødekom vi også et behov hos medlemmer, som ikke tidligere var aktive.
- I en periode med en borgerlig regering, hvor der ikke rigtigt er resultater, er det behov for nogle positive oplevelser. Det er vigtigt, at holde fast i det kollektive. I det sidste 10 år har LFS udvidet sit stab af ansatte. - Udviklingen har betydet, at behovet for eksperter er øget, og det er en demokratisk beslutning at områderne skulle udvikles. Vi har i de senere år også satset meget på medlemsservicen, det kræver både penge og flere ansatte, siger Anne.
- Hvor lang er LFS' levetid?
- Jeg tror ikke LFS bliver nedlagt eller må nedlægge sig selv, hvis de tre forbund fusionerer. Jeg tror, og håber på at et eventuel t kommende fællesforbund vil samarbejde med LFS, og at de uddannede bliver dobbeltorganiseret LFS og det pædagogiske fællesforbund, slutter Anne Bergquist.