LFS-nyt jubilæumsartikler fra 2005
I forbindelse med LFS´ jubilæum i 2005 bragte LFS-nyt nedenstående 2 indlæg, forfattet af henholdsvis formand Britt Petersen og redaktør Elisabeth Lockert Lange:
Leder:
Af Britt Petersen, formand for LFS
En særlig dame
Den 8. november i år fylder LFS år, faktisk så mange at vi burde have holdt en kæmpe fest for at fejre det. Efter temperament fylder LFS enten 65 eller 50 år (se artikel andetsteds i bladet) og er dermed en rigtig gammel dame på det pædagogiske område.
En dame som altid har gået sine egne veje. En dame som stort set fra fødslen gik op i både børnenes og de ansattes ve og vel. En dame som ikke var i tvivl om, at trods store bankende hjerter hos medlemmerne, så var det trods alt et lønarbejde og som sådan skulle man også have en løn, der var til at leve af.
En dame der fra start af ikke skelnede mellem uddannede og ikke uddannede eller mellem de forskellige pædagogiske arbejdsområder i optagelsen af medlemmer. Faktisk en meget forudseende dame, når vi selv skal sige det. Alt i alt en dame vi skylder en stort tak.
Med de mange erfaringer der er fra et rigtigt langt liv på det faglige område fra alle de mange faglige aktive, der har været i LFSs historie, har mange af os fået en fagforening forærende som vi ikke kun kan være stolte af, men som vi også er forpligtet til at passe på.
Ikke sådan at forstå at vi skal værne om LFS for LFSs skyld, men vi skal være om de grundtanker og grundideer der har været gældende i hele LFSs levetid.
At arbejde på det pædagogiske område kræver fagligt arbejde både på indhold og for de ansattes løn og ansættelsesvilkår og det gør det stadig. Metoden er i respekt for de forskellige uddannelsesniveauer, i respekt for de forskellige områder at formå fællesskabet, at formå at drage erfaringer til brug for alles bedste.
En traditionel fødselsdagssang ville nok have indeholdt linier om fortsat bevarelse, det gør min fødselsdagssang til LFS ikke. LFS skal bevares lige så længe det er til gavn for medlemmerne, men LFS skal absolut ikke bevares for bare at bevare vores fagforening. Skulle det lykkelige ske at vi kunne samle alle de pædagogiske organisationer i en ny organisation, skal jeg være den første til at foreslå LFS nedlagt!
Tillykke LFS og et særligt tillykke til de af vores medlemmer der sammen med LFS kan fejre jubilæum.
LFS 65 år
Af Elisabeth Lockert Lange
DET GRÅ GULD
Under mange og lange navne og under årenes skiftende vilkår, sammenlægninger og omlægninger har LFS eksisteret i 65 år. Ingen ung alder, og nok er foreningen midaldrende, men gnisten og eksistensberettigelsen fejler ikke noget.
LFS fylder rundt i år. Ja faktisk to gange. 65 år, fordi Børnehavelærerinder m.fl. den 8. november 1940 oprettede en faglig klub under De kommunale Opsynsmænds Organisation. Klubben blev oprettet i Parkrestaurantens selskabslokaler på Østerbrogade, og alle ved Dag- og Fritidshjem beskæftigede Medlemmer blev opfordret til at komme og deltage. Dermed var Børnehavelærerindernes Klub en realitet.
50 år, fordi klubben 15 år senere den 1. april blev en selvstændig afdeling under Dansk Kommunal Arbejderforbund under navnet Foreningen for Kommunale Børneforsorgsarbejdere senere ændret til det mundrette Foreningen for Børne- og ungdomspædagoger, kommunalt ansatte, i daglige tale FBU.
Som regel når LFSs historie fortælles starter man med stolthed i stemmen med svenskekrigen, hvis afslutning gav københavnerne særlige vilkår (som tak for indsatsen), vilkår som senere er gået i arv til de københavnske fagforeninger.
Det vil vi ikke gøre denne gang. Vi skruer kun tiden tilbage til 1940.
2. verdenskrig er lige startet, barneplejersker og børnehavelærerinder går med kyse og slør, og løn får de ud fra deres ægteskabelig status. En meget anden tid end vores, men at der var ligeså meget behov for fagligt arbejde og faglig kamp dengang som nu, er der ingen tvivl om.
Korrespondance og optegnelser tilbage fra 1941 viser at der var fuld gang i forhandlingerne helt fra starten, bl.a. fik Børnehavelærerindernes Klub forhandlet fire ugers ferie igennem netop det år. Der blev også arbejdet med medlemmernes overenskomst og lønforhold, og de gamle papirer viser at der var mange sejre, men heller ikke dengang fik man opfyldt alle krav.
Pension - Nej tak
Sådan ser virkeligheden stadig ud. Lønnen for det pædagogiske arbejde er som for stort set alt vigtigt arbejde med andre mennesker stadig ikke blandt de højeste i samfundet. Normeringerne, pladsforholdene og arbejdsvilkårene er heller ikke som de burde være, selv om meget blev bedre i løbet af de 65 år. Netop på grund af sammenholdet, de fælles kampe og solidariteten.
Men også dengang var der nogen, der ikke forstod, hvorfor de skulle være organiseret. Efter den faglige organisation, og det vil sige Børnehavelærerindernes Klub (under Opsynsmændenes organisation), tilbage i 1946 havde forhandlet en lønstigning på plads, fortaltes i det daværende medlemsblad om en barneplejerske, som glædesstrålende (over sin lønforhøjelse) spurgte, hvorfor hun dog skulle være organiseret, når det var institutionen som sørgede for at hun fik mere i løn.
Sagen i en nøddeskal. Og den sag er ikke forældet. Når man kigger i de gamle papirer, faglige sager og meddelelser gennem årene ser man, hvordan de støt og roligt kæmpede sig frem til bedre løn, bedre ferieforhold, understøttelse, flere legepladser til børnene, bedre plads til børnene etc.
I 1955 valgte man at oprette en selvstændig afdeling under DKA, Dansk Kommunal Arbejderforbund, og medlemmerne var nu officielt børneforsorgsmedarbejdere. Forud gik et forløb med tilnærmelser og orienterende forhandlinger med organisationer som Dansk Børnehaveråd og Dansk Fritidshjemsråd, men uden succes.
10 år senere skiftede afdelingen navn til Foreningen for børne- og ungdomspædagoger – kommunalt ansatte. I 1967 var medlemstallet på 700 (inklusiv de dagplejere som kom til året før). De følgende år stiger medlemstallet yderligere, bl.a. med familievejledere og narkomedarbejdere. Og det er fortsat deres løn- og arbejdsvilkår som er i centrum. I 1971, det vil sige for 34 år siden, dannes Landsforeningen for Socialpædagoger. Medlemstallet var på 1. 700.
Og i dag. 65 er jo officielt pensioneringsår….
Der er intet der tyder på at behovet for fagligt sammenhold ikke er af afgørende betydning i nutiden. Netop i en globaliseringens tidsalder, hvor prisen snarere end kvaliteten synes at være i højsædet. Hvor vi ser jobs flytte til billige lande og billige arbejdere komme til landet, og hvor vi også i det nære kommunale landskab ser besparelser være det afgørende omdrejningspunkt for politikerne, da er det alfa og omega ikke at lade sig splitte. Det gamle ord om sammenhold og styrke står stadig ved magt – og ikke kun ved festlige lejligheder.
Så lad os se på LFS som det grå guld, altså det ægte, som ser en vigtig opgave i at blive på arbejdsmarkedet.
Og nye forandringer – måske endda igen et navneskift – vinker forude.
FOA har jo som bekendt fusioneret med det tidligere PMF, og nu er det lokalafdelingernes tur. For LFS og de fire PMF-afdelinger (som tilsammen er ca. 5000 medhjælpere) i Københavns Amt og Kommune er tidshorisonten marts 2006. Hvem ved måske ender det alligevel engang med et enhedsforbund!
PS. LFS´ medlemstal i oktober måned 2005 er 8345.