LFS-jubilæumsskrift fra 1990
Jubilæumsskrift om LFS' historie, udgivet i anledning af 50 års jubilæum (1990).
Teksten er skrevet af Jan Eskildsen og Merete Astrup.
Historien om LFS
Prolog
Hvad skal børn lave, når deres forældre er på arbejde eller af andre grunde er forhindrede i at være sammen med deres afkom. Skal de opbevares, passes, eller skal de passe sig selv.
Det emne er blevet diskuteret mod jævne mellemrum og skiftende intensitet i takt mod konjunkturernes bølgegang.
For desværre er børns hverdag og tryghed stadig ikke genstand for den opmærksomhed, som retteligt burde komme dem til gode. Hver gang der bygges en ny boligkarre i Danmark, skal arkitekten afsætte mere plads til beboernes biler end til deres børns legepladser - for nu bare at nævne et enkelt eksempel på den specielle logik, der anvendes i dette rige og civiliserede samfund.
Børnepasning stårtede i Danmark med asylerne for flere menneskealdre siden, og dengang som nu er det kvindernes job at tage sig af børnene - ikke bare familiens børn, men også samfundets børn.
85 % af medlemmerne i LFS er kvinder.
Da en gruppe børnehavelærerinder samledes i et selskabslokale på Østerbro den 8. november 1940, var det måske et lille skridt, set med vore øjne. Men dengang krævede det sin kvinde at agitere for fagforeningen, og vore stoute formødre havde deres hyr med omgivelserne.
Det var ikke passende at gifte sig uden at tale med arbejdsgiveren om det, ejheller at gå med løst hår. Meget har ændret sig siden, men bestræbelserne for at forbedre løn- og ansættelsesvilkårene - og børnenes vilkår - er stadig lige aktuelle.
I dette skrift har vi givet et rids af organisationens udvikling i de forløbne 50 år.
Ingen kender fremtiden, men intet tyder på, at det arbejde, som blev påbegyndt hin novemberdag bliver lettere i de kommende år.
Ud af kaldets skygge
Historien om Landsforeningen for Socialpædagoger, LFS, tog sin begyndelse fredag den 8. november 1940, da en kreds af københavnske børnehavelærerinder mødtes i Parkrestauranten på Østerbrogade 79, hvor de stiftede en faglig klub, som de kaldte Børnehavelærerinden.
Det var ikke noget tilfælde, at det var en håndfuld kvinder, der startede børnehavelærerindernes faglige klub.
Siden de første asyler så dagens lys i begyndelsen af 1800-tallet, har det været et kvindejob at passe børn - ikke kun derhjemme men også i institutionerne.
Her i 50-året for stiftelsen af forgængeren for LFS kan vi således konstatere, at 85 % af foreningens medlemmer er kvinder. En lignende procentsats gør sig gældende for medlemmerne i de andre pædagogiske organisationer.
Organisatorisk set hørte børnehavelærerindernes faglige klub til i De kommunale Opsynsmænds Organisation, der var en selvstændig afdeling i Dansk Kommunal Arbejderforbund, DKA, og det var denne afdeling, der havde indkaldt til mødet på Østerbro.
I et brev til Opsynsmændenes Organisation fortalte klubbens formand Esther Dupont om valget af den første bestyrelse og skriver i samme forbindelse: "Ved en beklagelig Fejltagelse mangler der i Følge Lovene endnu en Suppleant til Bestyrelsen, som vi agter at vælge ved førstkommende Møde i Klubben".
Dermed var den første brik lagt til det organisatoriske puslespil, der førte til det LFS, vi kender i dag.
Forebyggende arbejde under besættelsen
Den tyske besættelse af Danmark havde stået på i syv måneder og i tiden omkring børnehavelærerindernes møde på Østerbro udspandt der sig andre begivenheder, som på anden måde kom til at spille en rolle for det sociale arbejde i Danmark.
Frø af ugræs var føget over hegnet, og fra forskellig side ønskede man at skabe modvægt mod den inspiration og mentalitet, som skabte grobund for en snigende nazisme blandt ungdommen.
Et af midlerne hertil var Kommissionen til oprettelse af Fritidsklubber i Danmark, som var nedsat af organisationerne Dansk Ungdomssamvirke og Danske Kvinders Samfundstjeneste. Kommissionen afgav betænkningen Ungdom og Fritid, som i de kommende år var grundlaget for diskussionen om indsatsen for de større børn og unge.
Fritidshjemsleder Aksel Horsens, der senere tog initiativ til at oprette Landsforeningen Ungdomsringen, fik under besættelsen Københavns kommune til at åbne nogle af kommunens fritidshjem for de unge i aftentimerne - det foregik sideløbende med aktiviteterne i kommissionens regi.
Kommissionen deltog aktivt i oprettelsen af en del klubber, herunder den kombinerede institution Ungdomsgården i Husum, der blev den første af sin art, idet man her for første gang fandt vuggestue, børnehave, fritidshiem og ungdomsklub under samme tag. Ungdomsgården måtte af hensyn til tyskerne indvies i hemmelighed - det skete den 1. februar 1944.
Inspireret af ideer fra London drøftede de første klubledere, hvordan man også i København kunne skabe - a Streetcorner under a Roaf - egentlig et gadehjørne under tag - men altså et sted, hvor de unge kunne mødes under trygge forhold i stedet for at gå omkring i gader og stræder.
Blandt resultaterne af dette pionerarbejde er ikke mindst det store kompleks af fritids- og ungdomsklubber under foreningen Socialt Boligbyggeris Ungdomsklubber i København.
Dansk Børnehaveråd
Danske børnehavelærerinder havde i forvejen en anden mulighed for at organisere sig, idet foreningen Dansk Børnehaveråd var blevet dannet i 1932.
Dansk Børnehaveråd blev dannet som en landsdækkende organisation i 1932, men af to grunde kunne de faglige pionerer i hovedstaden ikke føle sig dækket ind af et medlemskab i Dansk Børnehaveråd.
Den væsentligste årsag var, at Dansk Børnehaveråd ikke kunne varetage de løn-og ansættelsesmæssige vilkår for ansatte i Københavns kommune.
Og i øvrigt mente de københavnske børnehavelærerinder ikke, at man i kredsen om Dansk Børnehaveråd interesserede sig nok for løn- og ansættelsesvilkårene. Det var mere børnene og uddannelsen, der blev diskuteret, og det var ikke nok for københavnerne.
Denne forskel var synlig indtil midten af 1970´erne.
Helt op til omkring 1970 blev landsmøder i Dansk Børnehaveråd således afsluttet med fælles afsyngelse af en børnesang eller to. Ledelsen i LFS (FBU) arbejdede ud fra den holdning, at pædagogerne som lønmodtagere havde samme interesser som medlemmerne af de øvrige fagforbund, og her sang man, Når jeg ser et rødt flag smælde.
Da de københavnske børnehavelærerinder mødes i Parkrestauranten var det første punkt på deres dagsorden da også lønsagen. Punkt 2 var Oprettelse af klub.
Når Dansk Børnehaveråd ikke kunne varetage løn- og ansættelsesvilkårene for de ansatte i Københavns kommune, hang det sammen med de særlige forhandlingsforhold, der herskede (og stadig hersker) i hovedstaden.
Da københavnerne fik deres privilegier
Efter københavnernes forsvar af byen under svenskernes belejring og storm på byen i årene 1658-60 fik borgerne en række privilegier, som nærmest gjorde byen til en stat i staten.
Det fik senere den konsekvens, at landsdækkende faglige organisationer, der har forhandlingsret i forhold til kommunerne i det øvrige land, ikke kan opnå en sådan ret overfor styret i Københavns kommune.
Tidligere havde kun adelige kunnet besætte høje stillinger som embedsmænd, men den mulighed stod nu også åben for de københavnske borgere. De første tjenestemænd var vægterne, der efter kommuneloven i 1857 (med virkning fra 1863) blev erstattet af kommunale lygtetændere.
Efterhånden som antallet af ansatte voksede, begyndte man også at organisere sig. Derved blev de kongelige privilegier en indirekte årsag til, at de kommunalt ansatte i København kom før fra start end kommunalarbejdere i det øvrige land, men det var først i 1919, at den egentlige forhandlingsaftale med kommunen kom på plads. Herom senere.
Mange kommunalt ansatte havde honnette ambitioner.
De mente, at det i sig selv var så fint og ærefuldt at være kommunalt ansat, at de ikke gik så højt op i lønnen, men betegnelser som tjenestemænd og bestillingsmænd kunne ikke skjule, at lønnen langt fra var noget at råbe hurra for.
På den måde kan man sige, at de var en parallel til de ansatte inden for børneforsorgen i dennes første år, hvor mange betragtede jobbet som et kald, man dårligt kunne være bekendt at forlange betaling for - og da slet ikke lønforhøjelse.
De kommunalt ansatte blev samlet i 1898 ved dannelsen af Københavns kommunale Arbejderforbund, der siden har udviklet sig til det DKA, vi kender i dag.
De første fagforeninger
I tiden før Danmarks industrialisering og de faglige organisationers dannelse blev aftaler om arbejdsydelser indgået på individuel basis.
Da industrialiseringen af Danmark tog fart i 1870´erne, begyndte en folkevandring fra landkommunerne til byerne, hvor de store virksomheder ved hjælp af tekniske opfindelser, nye maskiner, specialisering og hård udnyttelse af arbejdskraften efterhånden udkonkurrerede og fortrængte mange små virksomheder.
Den enkelte arbejder stod svagt, når der skulle forhandles løn- og arbejdsvilkår, og sult og afsavn var dagligdagen i mange arbejderhjem.
De elendige forhold gav anledning til, at arbejderne begyndte at slutte sig sammen - som et led i den internationale arbejderforening (Internationale), der blev oprettet her i landet i 1871 under medvirken af folk som Pio, Brix og Geleff.
De var alle inspireret af de begivenheder, som havde udspillet sig ude i Europa siden Karl Marx og Friederich Engels udsendte Det kommunistiske Manifest.
Cigarmagernes Fagforening blev stiftet som den første fagforening i 1871, men de københavnske typografer havde allerede i 1869 stiftet Den typografiske Forening i 1869.
I perioden 1871-1877 blev der oprettet 31 fagforeninger med tilsammen 3.189 medlemmer, og i 1901 var der 41 landsdækkende fagforbund med 78.867 medlemmer under hovedorganisationen De samvirkende Fagforbund, der var blevet stiftet i 1898.
Organiseringen og den stigende faglige bevidsthed medførte mange aktiviteter i 1890´erne. Fagforeningerne og deres medlemmer kæmpede for bedre forhold - arbejdsgiverne kæmpede for deres.
Den afgørende styrkeprøve kom i 1899 med den store lockout, der afsluttedes med underskrivelsen af Septemberforliget, forløberen for vore dages Hovedaftale, hvori der stod i stk.4:
"Arbejdsgiverens Ret til at lede og fordele Arbejdet samt at anvende den efter deres Skøn til enhver Tid passende Arbejdskraft anerkendes, eventuelt støttes af Arbejdernes Hovedorganisation".
Organiseringen af offentligt ansatte
Septemberforliget indeholdt en del andre reguleringer af forholdene på arbejdsmarkedet og skabte dermed et retsgrundlag for organisationsvirksomhed i Danmark.
Derefter kom der også gang i tjenestemandsforeningernes bestræbelser på at stable et organisationsapparat på benene.
De første foreninger var blevet dannet omkring 1890, mens Danmarks Lærerforening allerede blev dannet i 1874. I starten af deres levetid virkede en del af disse organisationer dog mere som selskabelige foreninger end som egentlige faglige organisationer.
I 1909 dannedes både Statstjenestemændenes Centralorganisation I (CO I), kaldet sølvsnorene og Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II, guldsnorene).
Den landsdækkende organisering for kommunalt ansatte blev besluttet på Dansk Kommunal Arbejderforbunds kongres i 1920. I mellemtiden havde forhandlingsretten været diskuteret på adskillige møder i forbundet, og ved forskellige lejligheder forsøgte man at presse nogle forhandlingsregler igennem hos kommunen.
I 1910 fik Statstjenestemændenes Centralorganisationer deres forhandlingsret fastslået ved lov, og det inspirerede de kommunale lønmodtagerorganisationer til at forsøge sig med noget tilsvarende.
Den længe ventede forhandlingsret
Et fællesudvalg af repræsentanter for Kommunalt Arbejderforbund, Københavns Kommunalforening, Københavns Kommunelærerforening og Københavns Kommunelærerindeforening fremsendte et Forslag til Regler vedrørende Forhandling mellem Københavns Kommunes Administration og de kommunale Tjenestemænds Organisationer - et forslag, der dog ikke blev besvaret af kommunen før i 1912.
Svaret kom i form af et nyt forslag, som afveg stærkt fra såvel fællesudvalgets forslag som fra statstjenestemændenes regler.
Ved efterfølgende forhandlinger kom Parterne ikke hinanden et Hanefjed nærmere, og sagen blev udskudt for anden gang.
1 1917 blev flertallet i Borgerrepræsentationen erobret af Socialdemokratiet, hvilket på flere områder betød lettelser for Kommunalarbejderforbundets virke for medlemmerne - blandt resultaterne kan nævnes 8 timers arbejdsdag og 14 dages ferie til lønarbejderne.
Endelig fik forbundet i 1919 ved den store Lønreform og Personalvedtægten den længe attråede forhandlingsret med kommunen, selv om der stadig var en del at rette, inden parterne kunne siges at være på lige fod.
Forbundet lagde bl.a. vægt på, at de i tilfælde af klager for tjenesteforseelser fik adgang til at forsvare sig med støtte fra en repræsentant fra organisationen, inden der blev truffet afgørelse i en sag.
Der blev for første gang talt om et ligelønsprincip, og tjenestemændene opnåede ret til afsked med pension med det fyldte 65. år.
Forhandlingsreglerne blev senere fastsat i samarbejde med Kommunalforeningen, Lærerforeningen, Sygeplejerskernes Organisation, Politiforeningen og De Kommunale Kedel- og Maskinpassere.
Samarbejdet og forhandlingerne medførte bl.a. en vis pensionsordning for de varigt ansatte, og den 1. april 1921 blev mere end 1.000 medlemmer blandt de kommunale lønmodtagere ansat med rettigheder som tjenestemænd.
Her blev grunden lagt til, at de kommunalt ansattes aftaler og overenskomster stadig bliver fornyet den 1. april, mens fornyelser på det private arbejdsmarked sker 1. marts.
Efterkrigstiden
Om børnehavelærerindernes faglige aktiviteter i 40´erne ved vi ikke så meget - pædagogerne er ikke nævnt med et ord i nogen af de jubilæumsbøger, DKA har udgivet.
De generelle forhold under besættelsen er til gengæld beskrevet mange andre steder, så den periode går vi let hen over ved denne lejlighed.
For Dansk Kommunal Arbejderforbund og dets medlemmer fulgte efter befrielsen en slidsom og travl periode med at rette op på de faglige forhold, der havde ligget brak under besættelsen,
I januar 1946 opsagde forbundet lønarbejderoverenskomsten med Københavns kommune og forbundet fremsendte et overenskomstforslag med ikke mindre end 14 generelle krav.
Loven om arbejdsforhold - en form for tvungen voldgift - forsvandt i løbet af efteråret 1945, så man igen frit kunne forhandle mellem faglige organisationer og arbejdsgivere.
I slutningen af 1945 havde der været valg til Folketinget, hvor Socialdemokratiet mistede 18 mandater, som de måtte aflevere til kommunisterne - de sidstnævnte kom i hvert fald ind i tinget med 18 mandater.
En stor lønrevision i juni 1946 medførte en række moderniseringer i lønsystemet, som man troede kunne holde i en årrække. Det blev ikke tilfældet, men det øjeblikkelige resultat blev en del bedre for tjenestemænd i Københavns kommune end for statens tjenestemænd i tilsvarende stillinger.
Efter Folketingsvalget i 1947 fik Danmark en socialdemokratisk mindretalsregering under ledelse af Hans Hedtoft, og samme år blev der indført regler om samarbejdsudvalg i Københavns kommune.
Faglige sager fra 50´erne
Gennem årene kunne medlemsbladet Opsynet fortælle om en del faglige sager og i jui 1953 blev det f.eks. oplyst, at; " i de fra Barneplejerskernes klub forhandlede Sager har Organisationen fra Børneinspektoratet faaet Tilsagn om, at Betaling for den 9. Time til Nattevagten på Frederiksholm samt Betaling af Kostpenge på Fridage på Sølund snarest vil blive bragt i orden".
En artikel i medlemsbladet fra april 1954 meddeler, at "Sagen om Barneplejerskernes Løn- og Arbejdsforhold nu er ved at være afsluttet med et for Organisationen og Barneplejerskernes Klub tilfredsstillende Resultat".
I april-udgaven 1954 kunne man under Meddelelser læse: "Der var til Organisationen sket Henvendelser fra 2 Barneplejersker om Understøttelse. Formanden havde undersøgt de Paagældende Forhold. Ved en Henvendelse til Inspektør Jakobsen, Børneinspektoratet, blev der for den ene Barneplejerskes vedkommende skaffet Arbejde".
Planer om selvstændig afdeling
Personalegrupperne ved barneplejen, i børnehaver og fritidshjemmene begyndte i 1953-54 at drøfte muligheden for at oprette en selvstændig afdeling under DKA. Forud for dette havde der været afholdt en række orienterende møder mellem DKA og Dansk Barnepleje Råd, Dansk Børnehaveråd og Fritidspædagoger, hvor man arbejdede på en tilnærmelse organisationerne imellem, således at alle disse grupper kunne organiseres i DKA.
Det lykkedes ikke, men som et resultat af drøftelserne blev det senere vedtaget, at der fra den 1. april 1955 skulle oprettes en selvstændig afdeling under DKA med navnet Foreningen for kommunale Børneforsorgsarbejdere, men der gik mere end 4 år - til oktober 1959 - før forbundet sluttede den første overenskomst for den nye afdeling.
Repræsentanter for alle grupper ved børneforsorgen i København var den 29. september 1954 samlet til et møde, hvor det blev besluttet at indkalde til et fællesmøde for alle børneforsorgsmedarbejdere. Fællesmødet blev afholdt den 13. oktober i børnehaven på Skydebanen.
Formanden for barneplejerskernes klub, frk. Ilse Hansen, redegjorde her for de igangværende forhandlinger og talte for en fortsat tilknytning til DKA: "Der har i lang tid inden for børneforsorgsmedarbejderne i staten, de private og kommunale, hersket nogen organisationsmæssig forvirring, idet flere foreninger har bejlet til os om vort medlemskab, men disse foreninger har ikke og får aldrig forhandlingsret med vore arbejdsgivere: Landets kommuner".
Hun fortalte endvidere, at der havde været nogle orienterende møder mellem DKA og Dansk Barnepleje Råd, Dansk Børnehaveråd og Fritidspædagoger om en tilnærmelse, således at DKA i kraft af sin forhandlingsret skulle føre forhandlingerne med kommunerne, men det er indkaldernes opfattelse, at hvor vi får vore interesser varetaget, må vi også placere vort medlemskab.
Da der ikke kunne opnås enighed om tilnærmelse med de øvrige organisationer, ønskede man altså at blive hos DKA.
I en udtalelse fra mødet bad deltagerne det ærede forbund, altså DKA, om tilladelse til at danne en selvstændig afdeling, hvilket skete i fuld forståelse med De kommunale Opsynsmænds Organisation.
På mødet nedsatte man også et arbejds- og lovudvalg med en repræsentant fra hver af grupperne.
Der blev indkaldt til stiftende generalforsamling for kommunalt ansatte børneforsorgsarbejdere onsdag den 16. februar 1955 kl. 20 i børnehaven Suhmsgade 4.
Foreningen af Kommunale Børneforsorgsarbejdere
På den stiftende generalforsamling blev det med alle stemmer mod en (hvad har vedkommende mon tænkt) vedtaget at oprette den selvstændige afdeling fra 1. april 1955 med navnet Foreningen af Kommunale Børneforsorgsarbejdere.
På generalforsamlingen blev barneplejerske Ilse Hansen valgt til formand og børnehaveleder Birthe Krarup til kasserer (i annalerne omtales hun senere som medlem nr. 1 af foreningen).
I den nye afdelings bestyrelse sad i øvrigt: Barneplejerske Hanne Andersen, legepladsleder Lise Lippmann, fritidshjemsleder Elfriede Frangø, børnehavelærerinde Valborg Pedersen og børnehaveleder Elisabeth Haase.
Derefter ophævede Opsynsmændenes Organisation de klubber, som børnehavelærerinderne og barneplejerskerne hidtil havde haft, og den nye afdeling fik i alt overdraget 300 medlemmer.
Den daværende formand for opsynsmændene, Jørgen Knudsen (senere formand for DKA), der også var redaktør af Opsynet, ønskede den nye afdeling held og lykke i fremtiden. Han ønskede især, at det måtte lykkes at få omegnskommunernes børneforsorgsarbejdere med ind i afdelingen - et område, hvor den hidtidige organisationsform ikke rigtig har kunnet få fodfæste.
De kyseklædte børnehavelærerinder og barneplejersker var på 15 år blevet til fagligt aktive børneforsorgsarbejdere med en selvstændig afdeling i forbundet, og fik senere via forbundet oprettet deres første overenskomst - det var i 1959.
Legepladsledernes klub blev oprettet den 9. december 1955 og samme år dannedes klubben for fritidshjemslærere.
Aktive klubfolk
Et par af de klubledere, der deltog i det forebyggende arbejde under besættelsen, tog sammen med andre i 1958 initiativ til oprettelse af den landsdækkende fagforening Dansk Klublederforening.
Der var ikke, som navnet kunne antyde, tale om en forening udelukkende for ledere, men om en faglig organisation, hvor alt personale inden for området kunne være med - ganske som i LFS.
I 1970 tog foreningen navneforandring til Landsforeningen Danske Klubfolk for på den måde at signalere oranisationsområdets bredde.
Et par af klublederforeningens stiftere kom i 1957 med i et udvalg, som borgmester Urban Hansen nedsatte med det formål at undersøge muligheder og behov for oprettelse af en uddannelse for de ansatte i ungdomsklubber. Udvalget afgav betænkning året efter, og i 1959 startede Dansk Ungdomsklubseminarium sit virke.
Samme år fik de kommunalt ansatte pæne lønforhøjelser.
På en generalforsamling hos de kommunale børneforsorgsarbejdere rejste en af de ældre ledere sig op og sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle bruge pengene til - hvad skulle man med så mange penge, når man havde med børn at gøre, spurgte hun.
Børns tarv afhængig af arbejdsmarkedet
Op gennem 60´erne og en del af 70´erne var der i befolkningen og i Folketinget stort set enighed om, at det var sundt og rigtigt for børnene at frekventere en daginstitution under deres opvækst. I løbet af 60´erne skete der derfor en voldsom udvikling inden for den forebyggende børneforsorg.
Den positive vilje skyldtes mest af alt manglen på arbejdskraft, som gjorde det nødvendigt at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Det var højkonjunktur, og derfor var der også flere penge at gøre godt med, når der skulle findes pasningsordninger til børnene.
Under de månedlige samarbejdsmøder med direktoratet i København mødte LFS større lydhørhed og fagforeningen fik indflydelse på mange ting.
Fagforeningen og kommunen var nærmest som to parter, der ville gøre det så godt som muligt for børnene i stedet for at kæmpe mod hinanden, har et tidligere medlem af forretningsudvalget fortalt.
Foreningen for Børne- og Ungdomspædagoger - Kommunalt Ansatte blev den 1. april 1968 optaget i Personaleforbundet, som var dannet af Dansk Børnehaveråd, Dansk Barnepleje Råd og Foreningen af Fritidspædagoger. I en periode var formanden for FBU og formanden for Personaleforbundet en og samme person, nemlig Gunnar Mikkelsen, der af mange blev kaldt Tarzan.
De første dagplejer blev oprettet i 1965 efter en folketingsbeslutning i 1964. Den. 11. november 1970 blev dagplejerne organiseret i LFS.
Dagplejemødrene i København og Frederiksberg kommuner samt kommunerne i Københavns Amt har gennem alle årene været organiseret i LFS, mens de ansatte i det øvrige land har været organiseret i DKA.
I en årrække var de ansatte ved dagplejeformidlingerne - dvs. dagplejeledere og -assistenter organiseret i LFS, uanset hvor i landet, de var ansat, men her gælder nu de samme regler som for dagplejemødrene.