Leder

Af Ulla Baggesgaard, næstformand

REFORMER OG VELFÆRD

Regeringen har netop fremlagt sit forslag til næste års finanslov. Traditionen tro ledsages forslaget af en retorik, der burde kunne begejstre enhver borger i dette land. »Frihed og tryghed går hånd i hånd i regeringens vedvarende indsats for at styrke velfærden«, siges det. Problemet er bare, at størsteparten af danskerne ved, det ikke er sandt. De offentligt ansatte ved det bedre end nogen. De skal hver dag forsøge at kompensere for de huller, regeringens stramme vækstpolitik efterlader. Og de har kun et middel til at gøre det: deres egen arbejdskraft.

»Næste år vil der blive brugt 31 mia. mere til bl.a. sygehuse, ældre, børnepasning og uddannelse«, siger regeringen. Der afsættes puljer til formålet, men det omtales end ikke, at netop de samme områder igen og igen er blevet beskåret siden regeringens tiltræden.

Dagtilbuddene til børn tilgodeses med 300 mio. til kvalitetsforbedringer, men det glemmes, at langt de fleste kommuner i år og næste år må skære voldsomt på det selv samme område. Så er 300 mio. til særlige projekter for udsatte børn m.v. en dråbe i havet. Det samlede regnestykke udviser et stort minus.

Finanslovsforslaget indeholder ikke nye penge til forbedringer i den offentlige service sammenlignet med forårets økonomiaftale med kommuner og regioner, og regeringen fastholder en vækstramme på 0,5 pct. Der er intet nyt under solen. Ganske vist taler venstre ikke længere om minimalstat, men politikken er den samme. Mindre velfærd og mere marked.

Forslaget opererer med nye initiativer for i alt 8,8 mia. Men der er tale om gammel vin på nye flasker. Langt det meste er allerede aftalte initiativer samt omlægninger fra et område til et andet. Der tages fra nogle for at give til andre. F.eks. skal indsatsen for de svageste styrkes med 1,1 mia., men pengene tages fra satspuljemidlerne, der i mange år netop har været afsat til ... de svageste. Hunden fodres med sin egen hale endnu engang.

»Opskriften er enkel: Vi siger, hvad vi gør - og vi gør, hvad vi siger,« udtaler Thor Pedersen. Og lader så kommunerne om at gøre det beskidte arbejde med at skære i velfærden. Det er netop det, der gør retorikken så hul.