Arbejdsskader
Hvad er en arbejdsskade?
Hvem skal/kan anmelde en arbejdsskade?
Frist for anmeldelse
Inddragelse af læger
Hvilke erstatninger kan man få efter Arbejdsskadesikringsloven (ASL)?
Erstatning efter erstatningsansvarsloven
Vold
Følg arbejdsskadesagen i Arbejdsmarkeds Erhvervssikring
Hvad kan LFS tilbyde?
Teksetn kan læses i sin helhed herunder, eller de enkelte afsnit kan tilgås i links herover.
Arbejdsskader
Alt for mange kommer til skade i arbejdstiden. Forebyggelse af arbejdsskader er derfor vigtigt på alle arbejdspladser for at undgå/begrænse antallet af skader. Men selv med god forebyggelse vil der ske skader, og når en skade sker påvirker det både den skaderamte og arbejdspladsen.
En arbejdsskadesag kan have et meget forskelligt forløb, men det afgørende er, at skaden anmeldes korrekt.
Der er bestemte regler for, hvornår og hvordan skader skal anmeldes. Ligesom er der regler om, hvem der skal anmelde en arbejdsskade, og hvem der har ret til at anmelde en arbejdsskade.
Arbejdsskader behandles efter Arbejdsskadesikringsloven (ASL) af lovpligtige forsikringsselskaber og Arbejdsmarkeds Erhvervssikring (AES). Nogle kommuner er så store, så de har ret til at ”fungere” som lovpligtigt forsikringsselskab.
En arbejdsskade kan i noget tilfælde samtidig skulle behandles efter Erstatningsansvarsloven (EAL), hvis der har været en skadevolder involveret.
Hvad er en arbejdsskade?
Man opdeler arbejdsskader i to typer af skader:
- Arbejdsulykker
- Erhvervssygdomme
Der er forskellige kriterier, som skal være opfyldt, før en ulykke eller en erhvervssygdom kan anerkendes som en arbejdsskade.
Arbejdsulykker
For skader sket efter 31. december 2003 er reglerne, at: En ulykke er en fysisk eller psykisk personskade, som opstår efter en hændelse eller en påvirkning, der er sket pludseligt eller inden for 5 dage.
Anerkendelse af en skade efter dette ulykkesbegreb forudsætter bl.a.:
- at der er sket en personskade
- at der er en årsagsforbindelse mellem personskaden og hændelsen eller påvirkningen
- at skaden sker pludseligt eller inden for 5 dage.
Det er ikke alle skader, der sker på arbejdet, som kan godkendes som en arbejdsulykke. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem skaden og hændelsen eller påvirkningen, de øvrige kriterier skal også være opfyldt.
Erhvervssygdomme
En erhvervssygdom er en sygdom eller lidelse, som skyldes arbejdet eller de forhold som arbejdet er foregået under. Sygdommen skal være opstået på grund af påvirkninger på arbejdet. For at få godkendt en erhvervssygdom skal der være en sammenhæng mellem påvirkningerne og sygdommen, og det skal være anerkendt i den medicinske forskning, at der kan være sammenhæng.
En erhvervssygdom kan f.eks. være en allergi, slidgigt i knæ, PTDS eller depression. Men diagnosen i sig selv betyder ikke, at man får anerkendt sin lidelse. Der er altid særlige vilkår knyttet til diagnosen, som skal være opfyldt. Generelt sker det sjældent, at en erhvervssygdom anerkendes inden for vores område, men det kan lade sig gøre.
De lidelser, man medicinsk har anerkendt, og som kan give ret til erstatning, står på Erhvervssygdomslisten.
Der er to indgange til at få anerkendt en erhvervsbetinget lidelse.
Hvis lidelsen står på Erhvervssygdomslisten, kan det ske ad den vej.
Hvis lidelsen ikke stå på Erhvervssygdomslisten kan den kun anerkendes, hvis et særligt erhvervssygdomsudvalg under Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at der har været tale om særlige forhold på arbejdet, som har givet sygdommen.
Hvem skal/kan anmelde en arbejdsskade?
Ulykker: Det er arbejdsgivers pligt at anmelde arbejdsulykker til sit forsikringsselskab eller direkte til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Erhvervssygdomme: Læger har pligt til at anmelde erhvervssygdomme.
Lægen må ikke tage stilling til, om sygdommen kan anerkendes efter loven. Lægen har pligt til at anmelde blot på formodning.
Man skal derfor kontakte sin læge, hvis man tror, at man har pådraget sig en erhvervssygdom. I tvivlstilfælde kan lægen henvise til Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik.
Man har altid mulighed for selv at anmelde en arbejdsskade. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis ens arbejdsgiver ikke vil anmelde eller hvis ens læge ikke mener, at der er en skade at anmelde.
Frist for anmeldelse
Når der er sket en arbejdsulykke har arbejdsgivere pligt til at anmelde den snarest muligt og senest efter 9 dage.
Ved erhvervssygdomme regnes fristen fra det tidspunkt hvor man får kendskab til, at lidelsen kan være erhvervsbetinget.
For både ulykker og erhvervssygdomme gælder det, at hvis de er anmeldt inden 1 år efter ulykkestidspunktet eller inden 1 år efter man fik kendskabet til sygdommen, så er arbejdsskaden rettidigt anmeldt.
Anmeldelsen skal ske til et forsikringsselskab eller til Arbejdsmarkeds Erhvervssikring.
Hvis anmeldelsen er sket efter 1 år, kan skaden kun undtagelsesvis godkendes, efter særlige regler. For eksempel, hvis en kommune er selvforsikret (som f.eks. København kommune og Frederiksberg kommune er det), så kan det være nok, at en arbejdsleder har været bekendt med skaden.
Det er altid vigtigt, at anmelde hurtigst mulig, for som tiden går, kan det være svært at huske, hvad der var den præcise årsag til arbejdsskaden.
Først når du modtager en skriftlig bekræftelse fra forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan du være sikker på, at anmeldelsen er modtaget (det er ikke nok at arbejdsgiver mundtligt tilkendegiver at anmeldelse er sket).
Inddragelse af læger
Det er vigtigt, at gå til lægen hurtigst muligt og helst indenfor den første uge efter skaden. Husk at oplyse lægen om, at skaden er sket på arbejdet. Det er vigtigt, at man jævnligt kontakter lægen om skadens følger.
Årsagen er, at mange skader afvises som en arbejdsskade med den begrundelse, at skadelidte først konsulterede sin læge lang tid efter skaden. Derfor kan skadelidte ikke dokumentere, at skaden er årsag til symptomerne.
Hurtig lægekontakt og herefter jævnlig lægekontakt om skaden kan derfor tjene som dokumentation for, at skaden er årsag til symptomer lang tid efter, hvilket øger chancen for, at skaden kan anerkendes.
HUSK også, at et lægebesøg ikke erstatter en anmeldelse. Skaden skal fortsat anmeldes til forsikringsselskabet hurtigst muligt efter skaden.
Hvilke erstatninger kan man få efter Arbejdsskadesikringsloven (ASL)
Hvis skaden anerkendes som en arbejdsskade kan man efter arbejdsskadelovgivningen få afgjort, om man har ret til udgifter til behandlinger, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.
Varigt mén
Hvis arbejdsskaden har medført et varigt mén på mindst 5 %, kan man få en godtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsætter som hovedregel mén-graden ud fra deres vejledende mén-tabel.
Erhvervsevnetab
Hvis arbejdsskaden har nedsat ens evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, kan man være berettiget til erstatning. Indtægtstabet skal være mindst 15 %, for at udløse erstatning.
En erstatning for tab af erhvervsevne kan tilkendes som en midlertidig løbende erstatning eller som en varig erstatning.
Gives en erstatning som midlertidig løbende erstatning, kan det f.eks. være, hvis man som følge af arbejdsskaden er kommet under revalidering.
Svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste kan ikke dækkes af arbejdsskadelovgivningen.
Behandlingsudgifter
Det er en betingelse for at få refunderet udgifter til behandlinger, at behandlingerne er foretaget i tidsmæssig sammenhæng med skaden og at der er tale om behandlinger med en helbredende virkning. Udgifter til smertebehandling og fysioterapi dækkes ikke, hvis behandlingen alene er symptomlindring.
Links:
Bekendtgørelse af lov om arbejdsskadesikring
Bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005
Bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker
Bekendtgørelse om lægers og tandlægers anmeldepligt af erhvervssygdomme
Erstatning efter erstatningsansvarsloven (EAL)
I tilfælde, hvor der er en skadevolder, kan en arbejdsskadesag muligvis også berettige til erstatning efter Erstatningsansvarsloven.
Der kan for eksempel være tale om ansvar ved:
- Trafikulykker i tjenesten
- Fejl ved udstyr
- Glatføreulykker
- Vold
Hvis skaden er omfattet af lov om erstatningsansvar, kan man få vurderet eventuel erstatning efter de samme poster, som under arbejdsskadeloven (behandlingsudgifter, mén og erstatning for tab af erhvervsevne) men yderligere også poster, som ikke dækkes af arbejdsskadeloven f.eks. godtgørelse for svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste. Hvordan samspillet mellem de to regelsæt er, kan LFS orientere om.
Hvis en sag skal behandles i henhold til lov om erstatningsansvar, så er det vigtigt, at der er skaffet dokumentation for hændelsen. Det kan f.eks. være via billede dokumentation eller vidner.
LFS kan hjælpe dig med at vurdere og eventuelt rejse krav efter EAL, hvis der er grundlag for det.
Link:
Bekendtgørelse om Erstatningsansvarsloven
Vold
Medarbejdere, der udsættes for vold på arbejdspladsen, skal som udgangspunkt anmelde episoden til politiet indenfor 72 timer for senere at kunne få erstatning. Der er dog en mulighed for at få dispensation for kravet om politianmeldelse. Der skal lægge behandlingsmæssige eller pædagogiske hensyn til grund for dispensationen, som skal beskrives meget præcist, individuelt og konkret i hvert enkelt tilfælde. Det er arbejdsgivers ansvar at anmelde episoden til politiet og ligeledes udfylde et skema inden for 72 timer efter episoden, hvis den ikke skal anmeldes til politiet.
LFS opfordrer til, at vold altid anmeldes indenfor fristen.
Eventuelle krav i henhold til voldsofferloven er de krav der kan rejses jf. lov om erstatningsansvar.
Se yderligere om voldssager under særlige emner
Link:
Bekendtgørelse om Erstatningsansvarsloven
Følg arbejdsskadesagen i Arbejdsmarkeds Erhvervssikring
Man har mulighed for at følge sin sag på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside www.aes.dk under forløbet.
Man logger ind med NemID.
Under ikonet ”Se Sag”, vil man kunne følge sagsbehandlingen.
Hvis du får en arbejdsskade
Er man medlem af LFS og får en arbejdsskade, så er vi klar med rådgivning og hjælp.
En arbejdsskadesag kan være mange år undervejs i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kan være juridisk og lægeligt kompliceret. Det kan være afgørende for sagens resultat, at man har fået den rette rådgivning under forløbet.
Som medlem af LFS kan man få:
- hjælp til at få skaden anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
- rådgivning og bistand under hele sagens forløb i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
- vurderet om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse er korrekt
- hjælp med eventuel anke af afgørelsen
- hjælp til at få rejst et erstatningskrav efter Erstatningsansvarsloven (EAL) mod arbejdsgiver eller andre ansvarlige, hvis der er grundlag for det.