Fagboss: 1. maj vil udstille fagbevægelsens ledere der har det hele i munden
LFS-næstformand Jan Hoby blogger på avisen.dk:
1. MAJ HOLDER REPRÆSENTANTER for fagbevægelsen taler om solidaritet og sammenhold. Men det bliver ved snakken, for det praktiseres ikke. I hvert fald ikke i store dele fagbevægelsens lederskab, og det gælder, uanset om vi taler fagforbund eller lokale fagforeninger. For hvor var solidariteten med landets folkeskolelærere under deres lockout i 2013? Det var kun mit forbund FOA og den fagforening LFS jeg sidder i ledelse af, der udviste vaskeægte solidaritet med Danmarks Lærerforening og lærerne. Resten af fagbevægelsen så bare til, mens lærerne fik røvfuld.
Hvor er solidariteten med de 62.000 børn, der er ramt af kontanthjælpsloftet? Hvor er solidariteten med de syge og arbejdsløse medlemmer? Hvor er solidariteten med flere hundrede tusinde medlemmer, der lider under værre og værre lortearbejdsmiljø? Andet end i ord?
1. MAJ VIL DER blive holdt tale efter tale, der fordømmer Lars Løkkes velfærdsnedskæringer, skattelettelser og fattiggørelse af flere og flere mennesker. Der vil blive sunget ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ i alle afkroge af landet. Problemet er blot, at ordene bliver til floskler i metermål og hykleri i spandevis. For hvis det eneste, du gør som faglig leder, er at konstatere rigets tilstand og medlemmernes lortesituation, er du medskyldig i, at udviklingen fortsætter.
1. maj hedder arbejdernes internationale kampdag. Men der ikke meget kamp tilbage i fagbevægelsen. Hovedparten af fagbevægelsens ledere fra kælder til kvist har afskrevet enhver form for kollektiv handling. Der er ellers nok at kæmpe for og imod. Hvorfor organiserer fagbevægelsen ikke massedemonstrationer mod velfærdsnedskæringer og højere pension? Fordi de fleste faglige ledere frygter deres medlemmers kollektive handling mere, end de frygter politikernes og arbejdsgivernes angreb på deres medlemmer og velfærdssamfundet.
Der er bare ikke noget alternativ til kollektiv handling. Intet er vundet uden kamp. Men meget er tabt uden kamp. Arbejderklassen har kun en styrke, og det er vores antal. Den styrke er til gengæld enormt stor. Der er mere end to millioner medlemmer af fagforeninger i Danmark. Hvis vi spyttede på samme tid, kunne vi billedligt talt drukne alle de svin, der ødelægger vores liv.