LFS-næstformand Jan Hoby blogger på avisen.dk:
Det er blevet farligere for offentligt ansatte at påpege fejl på arbejdspladsen
YTRINGSFRIHEDEN ER UKRÆNKELIG. Det hører vi hele tiden i det offentlige rum. Der er siden Muhammed-krisen i 2005 ikke gået en uge, uden at det er slået fast, at ytringsfriheden er og bliver ukrænkelig.
Men er alles ytringsfrihed ukrænkelig? Ikke hvis man kigger bag om skåltalerne på Grundlovsdag. For det er ikke kun Flemming Rose, der bliver truet til tavshed. Det gør tusindvis af offentlige ansatte i stat, kommune og region dagligt. Grundloven undergraves systematisk for offentlige ansatte via afvæbnet kritik og herskerteknikker.
Diktaturer og andre fejlslagne stater har en ting tilfælles. Der er ikke ytringsfrihed, og det kan være forbundet med livsfare at åbne munden. Det er det ikke i Danmark. Heldigvis. Men det kan koste jobbet, hvis man siger negative ting om sin arbejdsplads – uanset om man gør det for almenvellets skyld.