LFS-næstformand Jan Hoby blogger på avisen.dk:

Hvor er respekten for lønmodtagernes liv?

Det er blevet et vilkår, at man risikerer at blive slået ihjel på sit arbejde. Også selv om man ikke er professionel soldat. Det værste er, at der er sket et normskred, så det accepteres.

546 gange sidste år slog Arbejdstilsynet ned på, at ansatte havde usundt mange opgaver og var tidspressede. Det er rekord. Særligt socialrådgivere, skolelærere, pædagoger og hospitalsansatte er ramt. Brutaliseringen af arbejdsmiljøet er så konkret at det koster menneskeliv.

Så sent som i dag har de ansatte fra bostedet Lindegården i følge TV2 Lorry valgt at nedlægge arbejdet i protest mod arbejdsforhold, der indebærer en meget kontant risiko for at blive slået ihjel.

Det er ikke kun i den offentlige sektor, at respekten for menneskeliv er en by i Rusland. Siemens Wind Power i Brande er det nyeste eksempel på, at profit står over medarbejdernes ”liv, ære og velfærd”.

Dommen fra Arbejdstilsynet siger klart og tydeligt:

Siemens Wind Power brød loven i ond tro. Vindmøllegiganten fortsatte nemlig med at sprøjte med farligt kemisk stof, efter at virksomheden vidste, at det var ulovligt.

Det er arbejdsgiverlogik i 2016 at bryde arbejdsmiljøloven i ond tro. Både i den offentlige og private sektor.

For hvordan ville man ellers kunne forklare, at mindst 64 ansatte hos Siemens Wind Power i Brande er blevet syge af deres arbejde med de kemiske stoffer epoxy og isocyanater. Hvordan vil man ellers kunne forklare, at sygefraværet er i top, og arbejdsmiljøet er i bund i den offentlige sektor, uanset hvilken faggruppe, vi taler om? Hvordan vil man ellers kunne forklare fem drab på medarbejdere på fire år på landets socialpsykiatriske bosteder.

Det kan kun forklares, ved at der er sket et normskred blandt landets arbejdsgivere, hvor der lades hån om arbejdsmiljøloven, arbejdstilsynet og arbejdsmiljøorganisationen, og hvor der udvises foragt for menneskeliv.

Der er skimmelsvamp i fundamentet

Tilstandsrapporten for det danske arbejdsmarked er, at der er skimmelsvamp i fundamentet. Uden at blinke vil jeg påstå, at situationen nærmer sig tiden før 1873, hvor Danmark fik sin første arbejderbeskyttelseslov, Fabriksloven.

Spørgsmålet om sikkerhed og arbejdsmiljø har siden 1837 været kilde til talrige interessekonflikter mellem arbejdsgivere, lønmodtagere, politikere og sagkundskab. Lovgivning og andre arbejdsmiljøtiltag har konstant været genstand for politisk-ideologiske opgør, samtidig med at viden, handling og forbyggende indsats mod arbejdsbetingede sygdomme og arbejdsulykker er kommet til at stå i skærende kontrast til effektiviseringer og arbejdsgivernes økonomiske interesser.

Jeg fristes til at stille det udfordrende spørgsmål, om politikere og arbejdsgivere handler mod bedre vidende – og om fagbevægelsen bredt set har tabt tænderne?

For tallene, historierne og hændelserne taler deres eget sprog.

Den bærende ide med at organisere sig i en fagforening var oprindeligt at få indført, eller gennemtvunget, anstændige arbejds- og lønforhold.

Men sofistikerede og indviklede samarbejdssystemer, der især har udviklet sig indenfor det offentlige område igennem de sidste årtier, binder fuldstændig energi og udsyn hos både de ansatte og fagbevægelsen.

Inden for omsorgsområdet er der de sidste par år slået fem mennesker ihjel, og dertil skal lægges alle de utallige andre overgreb, der producerer skadede mennesker på samlebånd. Og hvad har man så gjort?

Fagforeningerne har holdt møder med de sidste fire ansvarlige ministre med denne alvorlige dagsorden. Men der er intet sket. Der er ingen respekt for de faglige organisationer – med stor succes er man holdt hen med tågesnak og vage forsikringer om, at nu skal der gøres noget.

For at føje spot til skade er man nu også startet på at inddrage overenskomstmidler til at forbedre, forebygge og rette op på dårlige arbejdsforhold, som det er arbejdsgiverens pligt at sørge for er i orden. Men i dag er det helt gratis at være ligeglad med lovgivning og ansvar.

De offentlige arbejdsgivere er benhårde. Her er man stålsat gået uden om enhver vurdering af, hvad et dårligt arbejdsmiljø koster. For kan de ansatte ikke klare mosten, så bliver de fyret, og der bliver bare ansat en ny.

Brug redskaberne i værktøjskassen

Som følge af fredspligten kan medarbejderne ikke standse arbejdet, med mindre der er hjemmel til det i deres overenskomst. Men der er dog situationer hvor medarbejderne kan tilsidesætte fredspligten og standse arbejdet uden varsel, for eksempel hensynet til "Liv, Ære og Velfærd" (en bestemmelse som sprogligt er moderniseret til Sikkerhed, Sundhed og Personlig integritetskrænkelse, men indholdsmæssigt uændret i forhold til retspraksis herom).

Det er sjældent, at fredspligten brydes. Men grænsen synes at være nået, når medarbejdere indenfor blandt andet omsorgs- og psykiatriområdet mister livet, og utallige udsættes for grove og invaliderende overgreb, mens de er på job. Det er ikke tilstrækkeligt med dialogmøder mellem fagbevægelsen og de ansvarlige ministre, borgmestre og regionsformænd. Der skal handles nu, og der skal skabes respekt om ”Liv, Ære og Velfærd."

Arbejdsmiljøloven er uomtvistelig klar i sin beskrivelse af, at det til enhver tid er arbejdsgivernes pligt at sørge for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Arbejdsmiljøloven definerer tilsvarende, at en ansat har ret til at forlade sin arbejdsplads eller et farligt område i tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare, som ikke kan undgås. Medarbejderen skal kunne bevise at livs- eller helbredsrisikoen var reel, ellers er der risiko for at blive dømt for en overtrædelse af fredspligten.

Der er med andre ord taget stilling til, hvad medarbejderen kan blive dømt for. Men hvad stiller fagbevægelsen op med politikere og arbejdsgivere, der skærer i Arbejdstilsynets ressourcer og holder fagbevægelse, arbejdsmiljøorganisationen og medarbejdere hen med en flerårig pausesnak?

Arbejdsgiverne må forstå, at det ikke er gratis at tilsidesætte ansvar og lovgivning. Det handler om liv, ære og velfærd. Det er simpelthen ikke rimeligt, at man risikerer at blive slået ihjel eller få ødelagt sit arbejdsliv for altid, blot fordi man passer sit arbejde.