LFS-næstformand Jan Hoby blogger på avisen.dk:

Jeg er dødtræt af at høre om, at der ikke er råd til velfærd

JEG VED ikke med jer. Men jeg er dødtræt af at høre om, at der ikke er råd til velfærd, og at vi derfor skal spare år efter år. Politikerne har den frækhed at kalde det ”nødvendighedens politik”. Når noget er nødvendigt, er det ikke til diskussion. Det er grundlæggende en antidemokratisk og totalitær tankegang. Men det er den tankegang, som bærer retorikken fra finansministeriet på Slotsholmen, vismændene, CEPOS til de fleste politikere.

Regnedrengene og vismændene drømmer om DREAM, ADAM og SMEC. Økonomimodeller der grundlæggende og fejlagtigt foregøgler, at de kan se ind i fremtiden og klart definere de værktøjer, der skal til ”for at komme på ret kurs”.

Modellerne er ikke bare illusioner om, at man kan forudsige fremtiden. De er også farlige, for i modellerne optræder den offentlige sektor udelukkende som udgifter, som røde tal på bundlinjen, der bør beskæres. Og løsningen er altid flere, hårde og voldsommer nedskæringer på den offentlige sektor.

DET ER på tide, at fagbevægelsen kommer i offensiven og påtager sig en ny rolle i samfundsdebatten. Det er ikke nok at sige nej til besparelser, nedskæringer og forringelser, og det er ikke nok at påpege konsekvenserne af besparelser, i forhold til brutalisering af arbejdslivet og arbejdsmiljøet. Vi kender konsekvenserne, vores medlemmer gør.

Fagbevægelsen er mere end arbejdspladser

Fagforeningerne må være mere end det, der sker på arbejdspladserne. Fagbevægelsens historiske rolle har været at kæmpe for et bedre, mere solidarisk og lighedsbaseret samfund. En opgave der rækker langt ud over arbejdspladsperspektivet, men som er tæt forbundet med kvaliteten af arbejdslivet.

DEN OFFENTLIGE sektor har været ude for både en hestekur og kartoffelkur (forklædt som service- og anlægsloft) de seneste mange år. Alene siden 2009 er der blevet 30.000 færre offentlige ansatte. Reelt er der minusvækst i den offentlige sektor.
Men for at gøre ondt værre har Lars Løkke Rasmussen tænkt sig at fuldføre det, som Anders Fogh Rasmussen ikke lykkedes med, nemlig at gå fra socialstat til minimalstat. Omprioriteringsbidraget er navnet på det redskab, der skal knække rygraden på den offentlige sektor.

Regeringens omprioriteringsbidrag betyder, at kommunerne skal spare en procent af den samlede drift hvert år frem til 2019. Regeringen kan så bestemme, hvad pengene skal bruges til; om de skal tilbage til kommunerne, og hvad kommunerne i givet fald må bruge dem til. Fortsætter omprioriteringsbidraget frem til 2019, vil sugerøret i kommunekasserne opsluge 7,5 mia. kroner.

Det er en politisk beslutning, om der er råd

DER ER råd til velfærd i Danmark. Der er faktisk råd til meget mere velfærd, end vi får. Det er nemlig en politisk beslutning, hvad man bruger samfundets penge til. Der har været råd til store skattelettelser til de rigeste, og regeringen mener også, der er råd til at bruge 35 milliarder kroner på kampfly.
Men hvorfor skal der være råd til kampfly, hvis der ikke er råd til kærlighed? Der er nemlig altid råd til krig og militær, men aldrig til velfærd! Det må og skal laves om.

Fagbevægelsen må melde sig ind i den offentlige debat og være med til at diskutere, hvad samfundets ressourcer skal bruges til. Alternativet er, at regeringens, vismændene, regnedrengene, CEPOS og de borgeliges fejlagtige skræmmekampagne vinder. Og deres svar bliver realpolitik plus minus ti procent.

HVIS FAGBEVÆGELSEN vil i offensiven, må vi pege på, at der er penge nok. Vi skal også pege på, hvor pengene skal komme fra. Det er ikke raketvidenskab. Man behøver ikke være medlem af Enhedslisten for at kunne pege på, hvor pengene gennem sig. Vi må kort sagt benævne elefanten i rummet.

Skillelinjen i dansk politisk går mellem de, der vil mere velfærd, og de der vil mindre velfærd. Den går mellem dem, der vil flere skatteindtægter og dem, der vil flere skattelettelser. Og så går den mellem dem, der vil økonomisk omfordeling fra rig til lønmodtager og dem, der vil økonomisk omfordeling den anden vej rundt.

De rige bliver meget rigere

•Top 100 direktørlønninger er steget med 8,6 fra 2013-2014 – gennemsnitsløn på 10,5 millioner kr. årligt
•Top 20 direktørlønninger er steget med 32 % - gennemsnitsløn på 23,1 millioner kr. årligt.
•Direktørerne i Top 100 tjener til sammen mere end 1 milliard kr.
•De børsnoterede danske selskaber udbetalte i 2015 72 milliarder kr. til aktionærerne
•Det er mere end 2½ gange så meget som sidste år. Det er på niveau med 2006 – lige før finanskrisen
•Samlet har Danmarks 50 rigeste en formue på 685 milliarder kr.
•De 10 rigeste har en samlet formue på 514,9 milliarder kr.

Danske lønarbejder bliver ikke rigere

•Danskernes lønninger steg i gennemsnit med beskedne 1,4 % i 2014
•Stigningen for offentligt ansatte var endnu lavere – 0,4 % i staten og 1,0 % i kommunerne
•LO oplyser i deres rapport om lønudviklingen i 2. kvartal 2015, at lønarbejdernes andel af den samlede værditilvækst i industrien er faldet med 10 % siden 2010. Det betyder at virksomhedsejerne får en stadig større del af det voksende overskud.
•Dansk Arbejdsgiverforening oplyser 3. juni 2015, at det er 16. kvartal i træk, at lønudviklingen i Danmark er lavere end i udlandet.
•Halvdelen af danskerne har ingen formue eller kun gæld. Den rigeste tiendedel ejer 84 % af den samlede formue – Opgørelse fra AE-rådet (2009)
•Dagpengene er blevet meget mindre værd – de burde være 3.440 kr. højere pr. måned
•Kontanthjælpens værdi er udhulet gennem 25 år

Lars Løkke Rasmussen og hans kriseramte regering fører - men et gammeldags udtryk - klassekamp fra oven. Det er på tide, at fagbevægelsen begynder at fører klassekamp fra neden. Det kræver fællesskabets styrke. Det kræver kollektiv handling. Med kampen imod Lars Løkke Rasmussen omprioriteringsbidrag tager vi første skridt.

For jeg vil hellere have kærlighed end kampfly.