LFS-næstformand Jan Hoby blogger på avisen.dk:

Verden forandres ikke på Facebook eller Twitter

"ORD, SOM ikke følges af handling, er uvæsentlige.”

Det sagde Che Guevara, og det er på mange måder en eviggyldig sandhed. I den digitale tidsalder er der opstået en underskov af meningsdannere, som forsøger at sætte dagsordener og flytte holdninger. Spørgsmålet er blot, om alle disse meningsdannerne på de digitale platforme overhovedet flytter noget, og om det har en betydning for den politiske udvikling.

I meningsdannernes egen selvforståelse betyder de noget. Succeskriterierne er, hvor mange der deler og liker deres blogindspark, Facebook-opslag og tweets.

En meningsdanner er nemlig en person, der forsøger at øve indflydelse på samfundsdebatten, siddende foran tasterne. Formålet er at sætte dagsordener og flytte holdninger.

Udgangspunktet er, at meninger i høj grad dannes via medierne, og derfor vil meningsdannerne udøve deres indflydelse gennem blogs, debatindlæg, kronikker og andre indspark i samfundsdebatten. Der er endda folk, der uddanner andre til at blive ”meningsdanner”. Men grundlæggende set handler det ikke om at forandre noget, men om at give sin mening til kende.

MAN ER nemlig ikke faglig eller politisk aktivist, fordi man er meningsdanner. Meningsdannerne behøver aldrig at organisere, mobilisere eller deltage i en demonstration, aktion eller markering. Handlingen består oftest alene af det skrevne ord, og der opstår en herlig feel-good fornemmelse, når tilstrækkeligt mange trykker like eller del.
Så kan man læne sig tilbage og tænke, at man har gjort noget vigtigt for samfundet. Men spørgsmålet er, om alle de gode mennesker med de rigtige meninger, der udlever hele deres politiske liv i medierne, særligt de sociale, rent faktisk gør ondt værre.

Jeg synes, der er et misforhold mellem alle de fornuftige meningsdannere, som blogger på alverdens medieplatforme imod forringelser af kontanthjælp, førtidspension, fleksjob og indførelse af integrationsydelse, mens de på samme tid udviser totalt fravær i konkrete aktiviteter, der kan ændre på udviklingen.

Jeg synes, der er et misforhold mellem meningsdannernes berettigede bekymring, vrede, harme og indignation over nedskæringer, forringelser og besparelser på velfærdssamfundet, mens de afholder sig fra handlingsfælleskaber og kollektiv handling

Ingen af de bloggere, som taler de syges, kontanthjælpsmodtagernes og de arbejdsløses sag på Avisen.dk, Politiken.dk eller Information, har mig bekendt været involveret i det kommunale oprør ude i landets kommuner, hvor mere end 20.000 danskere demonstrerede mod omprioriteringsbidraget den 12. maj. Om de vil gøre det den 15. september står hen i det uvisse?

HVIS DE såkaldte meningsdanneres eneste bidrag til at vende den politiske dagsorden er blogindlæg, Facebook-aktivisme og bekymring, så giver jeg ikke meget for deres harme, vrede og bekymring. For harme + vrede + bekymring = afmagt og apati over tid. Mens harme + vrede+ handling = forandring og forvandling.

Vi har år ud og år ind læst om de uacceptable forhold i landets daginstitutioner. Det er kun blevet værre siden de første kampe for bedre normeringer i daginstitutioner i 1973. Men hvor længe kan vi blive ved med at læse om det og stadig bevare troen på, at det ændrer sig?

Hvor længe kan vi læse om dehumaniseringen af syge og arbejdsløse, uden at situationen bliver mærkbar bedre og stadig tro, det nytter noget?

Før eller siden bliver konklusionen nemlig, at det ikke nytter at råbe op, fordi politikerne ikke svarer eller retter op på uretfærdighederne.

Verden forandres ikke på Facebook eller ved at skrive kronikker i aviserne. Som Karl Marx skrev: “Alle hidtidige filosoffer har fortolket verden. Hvad det handler om, er at forandre verden.”

Hvis du har det skrevne ord i din magt, forpligter det også til at skabe handling og forvandling. Progressive meningsdannere må komme ind i (klasse)kampen og bidrage til at udvikle sociale bevægelser, der kan ændre udviklingen væk fra nyliberalismens krisepolitik.
Meningsdannere må gøre deres til, at det politiske styrkeforhold fra kælder til kvist ændres igennem kollektiv handling og fællesskabets styrke.

KUN KOLLEKTIV handling og fællesskabets styrke kan ændre den politiske udvikling. Hverken høflig lobbyvirksomhed, høringssvar eller opslag på Facebook kan erstatte, at folk går i gaderne igen og indleder den type direkte aktioner, demonstrationer og massemobiliseringer, som skabte det skandinaviske velfærdssamfund, arbejdstagerrettigheder og kollektive goder.
Det har de to demokratiske socialister Bernie Sanders fra USA og Jeremy Corbyn, formand for Labour i England, om nogen forstået nødvendigheden af. Spaniens nystiftet venstreorienterede græsrodsparti Podemos har vist at vejen til progressive forandringer kommer igennem massemobilisering fra neden.

Skal vi opnå varige forandringer, der tager frihed og demokrati tilbage, skal vi have skabt en folkebevægelse mod ”Nødvendighedens politik”.
Det gjorde VelfærdsallianceDK og mere end 20.000 borgere, ansatte og politikere den 12. maj, og vi har ambitioner om mere den 15. september, hvor vi håber at se 98 demonstrationer i 98 kommuner. Så der er ingen grund til at opfinde en social bevægelse eller efterspørge konkrete kollektive handlinger. VelfærdsallianceDK er så småt i gang.

Rigtige meningsdannere handler i fællesskab med andre mennesker! Kollektive handlinger er nemlig lønarbejdernes og flertallets ”Nødvendighedens politik”.