Gå ud på din kede-dig-gynge

Tekst: Charlotte Bredsted

Skynd dig at tage tøj på. Skynd dig at komme herhen og se. At have fart på fylder meget i en moderne hverdag. Men hvad får vi ud af at sætte tempoet op? Professor Finn Thorbjørn Hansen opfordrer os til at sætte tempoet ned for på den måde at blive mere nærværende og åbne for hvad øjeblikket har til os. Sæt dig på gyngen og læs med.

Vi kan ikke planlægge os til dem. Vi kan ikke måle dem.
Og vi kan måske ikke engang sætte ord på dem. De der øjeblikke hvor tiden nærmest står stille, og vi mærker en dybere mening.

En pædagog beskriver det sådan her:

’Det kan være svært at forklare, men det sker typisk når jeg ikke har planer med situationen eller med barnet. Når jeg glemmer min faglige tilgang og ikke tænker i lærerplaner og didaktik. Når jeg er fuldt og helt til stede. Så er det de opstår. De magiske øjeblikke. Øjeblikke af nærvær, samhørighed og dybde.’

Du kender garanteret den slags stunder. Måske er det endda lige præcis dem, der gør dit arbejde det hele værd. Dér hvor du tillader dig selv ikke at have nogen dagsorden. Ikke at være styret af andres mål og begreber. Der hvor du bare er.

Finn Thorbjørn Hansen kalder det for langsommelighedens pædagogik. Han er professor i filosofisk og dialogisk praksis på Aalborg Universitet og er nærmest forelsket i de tidspunkter, hvor vi er fri af planlægning og kontrol.

’Lediggang er roden til alt godt’, siger han med et smil.
’Og med det mener jeg når vores tanker er ledige og ikke kører stramt efter faste mål og midler, så er der plads til det underfulde, det forunderlige, det magiske. Så kommer de der meningsfulde øjeblikke. De skønne øjeblikke. Hvor vi får gåsehud eller mærker at noget er større end os selv – og at det noget taler til os. Og det er meget modsat den måde vores verden ellers er skruet sammen på med effektivitet, planer og modeller.’

Øv dig i ikke at have noget for

For ja, vores moderne samfund er i stor stil baseret på hele tiden at gøre noget. På at have mål med og klare procedurer for det vi gør og det vi vil med livet. Og det gælder både i mødet med os selv og med andre. Vi er ikke så gode til at være langsomme, selvom det ofte er det der tjener os bedst.

’Hvis du fx skal bestige et bjerg, hvor der kun er lidt ilt, så kræver det langsomhed. Jo langsommere du bestiger bjerget, desto hurtigere kommer du frem. Det samme gælder i den pædagogiske verden. Når du sætter tempoet ned bliver pædagogikken bedst’, siger Finn og understreger, at vi skal øve os i ikke altid at have noget for.

Og det er børn grundlæggende rigtig gode til. Når Ella på 6 år fx tuller rundt med sig selv, finder en æske, undersøger tingene en for en, maler sig lidt i ansigtet, betragter sig selv i spejlet, synger lidt – så er der tale om langsommelighed.
Ikke sandt Finn?

’Jo det er præcis det jeg mener. Pigen har ikke noget for.
Hun har en umiddelbar og undrende tilgang til verden. Hun har ikke planlagt at gøre noget bestemt. Hun er med sig selv og er nysgerrig på livet. Det er et meget fint billede på at finde langsommelighed i hverdagen. Et andet godt billede er at give børn lejlighed til at kede sig. Det er nemlig befordrende for langsomheden og for at få nye ideer. Børn skal ikke altid have et eller andet stukket i hånden, når de siger de keder sig. En af mine bekendte fortæller at når hendes søn kommer og siger at han keder sig, så siger hun ’Så gå ud på din kede-dig-gynge.’

Hav tillid til at der sker det, der skal ske

Finn fortæller også om dengang hans søn var 12 år og på ferie hos farfar, hvor der var rodet og hyggeligt og en tilstand af bare væren.

’Og når min søn kom hjem fra sådan en weekend var han et dejligt rolig sted. Jeg spurgte hvad de havde lavet og min søn svarede med stor glæde ’ikke noget’. Og det er præcis den der ikke-gøren jeg mener er vigtig. Det giver børn en mental robusthed.’

Men betyder det så at vi skal se stort på alskens handleplanern og i stedet lægge os i græsset med børnene og se op i himlen?

’Jeg ser det som en dans mellem de to yderpunkter. Mellem hvad vi vil med livet og hvad livet vil med os. For selvfølgelig har vi brug for rammer og strukturer, men vi har også brug for at have tillid til, at der sker det, der skal ske. Uden at have et på forhånd fastlagt formål med det vi gør og som vi styrer efter. Jeg fornemmer på mange af mine studerende og kursister at vi er ved at nå et mæthedspunkt, hvad angår kompetenceudvikling og råd om hvordan vi skal organisere vores liv mere effektivt. Der skal noget andet til.’

Hvad er det for noget andet?

’Jeg tror vi skal være bedre til at undre os og lytte efter hvad en situation eller en relation kalder os til at gøre. Ligesom en kunstner gør, når han skal komponere et stykke musik eller male et billede. Vi skal være åbne overfor det der er lige nu. Vi skal tro på at øjeblikket har det der skal til.’