Kommentar

Inklusion

Af Jette Dehnhardt Hansen

Følgende indlæg er skrevet som en reaktion på temaet ”Inklusion – og eksklusion” bragt i LFS Nyt nr. 2/2011. Baggrunden for at skrive indlægget er ønsket om en bred diskussion af inklusionens betingelser i praksis ud fra en forståelse af inklusion som afhængigt af mere end blot økonomiske ressourcer.

Økonomiske ressourcer skaber ikke automatisk inklusion

I forbindelse med mit speciale har jeg undersøgt et inklusionsprojekt, der foregik på en københavnsk folkeskole som en del af Specialreformen. Formålet var at undersøge de professionelles betingelser for at arbejde inkluderende. Ifølge projektbeskrivelsen i Specialreformens inspirationskatalog skulle projektets fokus være en social og faglig indsats ud fra etiske, pragmatiske samt økonomiske overvejelser. I praksis forløb inklusionsprojektet dog på en anden måde og havde et andet formål. De tildelte ressourcer blev anvendt til at tage en gruppe elever ud af klassen, for at skabe ro til at undervise klassens øvrige elever.

Undersøgelsen peger på en kompleks praksis, hvor inklusion ikke automatisk følger med økonomiske ressourcer. En afgørende begrænsning for de professionelles muligheder for at arbejde inkluderende findes fx i det politiske krydspres mellem markedsorienterede styringsinstrumenter (fx PISA-undersøgelser og nationale test) og humanistiske internationale hensigtserklæringer (fx Salamanca-erklæringen). Dette dilemma kan skabe frustration og afmægtighed hos de professionelle, hvilket i værste tilfælde ikke kun resulterer i social eksklusion men eksklusion fra (uddannelses)systemet i det hele taget. Undersøgelsen vidner således om, hvordan de overordnede strukturer i organisationen kan have afgørende betydning for, hvorledes inklusion praktiseres, og hvor grænsen for inklusion sættes.

Løsrevet indsatser

En nødvendig forudsætning for udviklingen af inkluderende kulturer består derfor i et kritisk blik på disse strukturer, der overordnet set er ikke-inkluderende. Udover ovenstående dilemma synes det fx problematisk at store dele af praksis er indrettet ud fra en individualistisk forståelse af problemer, hvor ekstra ressourcer (fx hos PPR) kun kan søges og tildeles, når der søges på et individ, der har et problem. Dette skaber en bevægelse væk fra konteksten og fællesskabet og gør en individualiseret bestemmelsesform dominerende.

Et andet kritisk blik kan rettes mod den herskende tendens til at lave tidsbegrænsede inklusionsprojekter eller til at sende enkelte individer på inklusionskurser. Det problematiske i denne forbindelse består i en opfattelse af inklusion som en pædagogisk metode, der kan implementeres i praksis, hvis blot de økonomiske ressourcer er til stede, hvis blot de professionelle besidder den rette viden osv. Disse elementer er alle væsentlige, men har svære vilkår for inklusionens succes, så længe de forsøges implementeret i en ikke-inkluderende struktur.

Fælles forpligtigelse for inkluderende strategier og værdier

Derfor nødvendiggør problematikken om inklusionens vanskelige vilkår i praksis perspektiver, der ikke blot fokuserer på manglende ressourcer, tolerance eller kompetencer. Inklusion må anskues som en bredere forståelsesform, der tager udgangspunkt i at det er konteksten og ikke det enkelte individ, der løbende skal ændres og tilpasses for at skabe udvikling. Løsningerne må derfor diskuteres ud fra vanskeligheder og sammenhænge i praksis. I dette perspektiv bliver det afgørende for udviklingen af inkluderende kulturer, at både professionelle, børn, ledelse og myndigheder udvikler fælles inkluderende strategier og værdier, der opfattes som forpligtigende for alle medlemmer af fællesskabet. På denne måde kan vi i fællesskab begynde det inkluderende arbejde, hvilket er det bedste udgangspunkt for inklusion i praksis.